Astrids beretning: Det værste er…

Det værste er hans mangel på loyalitet. Hans mangel på et minimum af etik ved enhver lejlighed, hvor der byder sig en mulighed for, at han kan gøre sig interessant i andres øjne på min bekostning. Den Gyldne Regel siger ham ingenting. Der gælder efter hans opfattelse altid andre regler for ham end for alle andre mennesker. Hans værste regel er, at ansvaret for hans egne handlinger eller undladelser aldrig er hans eget. Det er altid andres skyld.

Jeg er en NT kvinde, der i 24 år har levet sammen med en mand med Aspergers autisme. Det er sådan set diagnosticeret hos en psykolog. Men han gik sin vej fra konsultationen i samme sekund, psykologen gjorde det klart for ham, at han er inden for autisme spektret. Vi er stadig gift. Jeg føler et stort ansvar for ham og drager omsorg for ham. Vi har to døtre, der begge er NT.

Det værste er den manglende ping-pong. At det er umuligt at opnå en intelligent, meningsfyldt og gensidig samtale med ham. At jeg for fredens skyld er tvunget til at lade som om han er meget begavet til trods for, at han ikke forstår helt elementære ting; ikke kan følge en samtale udover de første tre ord; afbryder; skifter emne; ikke kan se sammenhæng mellem årsag og virkning; ikke kan fastholde nogen rød tråd; ikke kan deltage i en gensidig og analyserende dialog, men bliver irritabel og går sin vej. Han kan akkumulere fakta, som en computer, men ikke vurdere eller analysere. Han har en karriere som forsker. Jeg er selv forsker.

Det værste er hans dårlige impulskontrol. Det har i mange år tvunget os andre i familien til at leve på listefod af frygt for hans irritabilitet og pludselige raserianfald.

Det værste er, at der ingen redningskranse er noget sted. Hverken hos statsforvaltning, sundhedsstyrelsen eller psykiatrien har jeg fundet faglig viden om de realiteter, neurotypiske familiemedlemmer lever med i hjem, hvor der er en voksen med de gennemgribende begrænsninger, der hører til aspergers syndrom og højt fungerende autisme. Jeg har talt med professionelle sundhedspersoner, som i fulde alvor påstår, at autisme forstyrrelse kun er noget, børn kan have.

Det har rystet mig at opdage, at offentlige myndigheder, der har en eller anden faglig tilgang til autisme, viger uden om at anlægge et helhedssyn på familien, når et voksent familiemedlem er på autisme spektret. Man kan næsten kalde manglen på helhedssyn for en slags autistisk måde at fungere på. Den her hjemmeside er det eneste sted, jeg kender, der bringer viden og støtte til NT ægtefæller, der er fanget i det ensomme liv med en voksen ”højt” fungerende autist. Jeg skriver dette i håb om, at andre kan føle sig lidt mindre ensomme.

Egentlig ved jeg ikke, hvad der er det værste. Den ene dag er det én ting, dagen efter er det noget andet, der træder i forgrunden. Det er summen af det hele. De mange, mange ting, der er en følge af hans usynlige autisme forstyrrelse. Bedst som jeg tror, at NU har han endelig forstået, at det ikke er i orden at viderefortælle dybt private og intime ting om mig, som kun kan betros mellem ægtefæller indbyrdes, så gør han det igen. Og igen. Tiøren falder aldrig. Når jeg spørger ”jamen hvordan kunne du gøre det? Vi har jo lige talt om det, og du sagde, at nu forstod du, og det vil ikke gentage sig”, – så kommer hans svar: ”Jamen det var jo, da vi var sammen med Anne og Ulrik. Du har ikke sagt, at det også skulle gælde ved Peter og Ullas sølvbryllup. Det er din egen skyld.”

Min skyld! Mit ansvar! Aldrig hans skyld. Aldrig hans ansvar.

Hans asperger-hjerne får vendt det på hovedet. Hvem er det, der bliver ved med at sprede det rygte, at folk med aspergers syndrom er ekstremt højt begavede og har en helgenagtig moral? Et fundamentalt kendetegn ved intelligens er, så vidt jeg ved, evnen til at lære af erfaringer og omsætte erfaringer til andre situationer, så man ikke bliver ved med at begå de samme dumheder.

Det store problem for mig er: Skal jeg undertrykke min vrede i disse situationer og udvikle en kræftsvulst i stedet? Eller skal jeg sige rent ud: Det kan du ikke tillade dig. Og i så tilfælde udsætte mig for hans omgående surmuleri og passive aggression, foruden det barnagtige: ”Jamen, hvordan skal JEG ellers kunne holde en tale, når jeg ingenting må sige! Du skal ALTID kritisere.”

Altid og Aldrig. Ingenting imellem. Ingen nuancer. Sort-hvidt.  JEG vil holde tale. Det handler om Mig, Mig. Mit behov. Min mand hører til den udadvendte aspergertype og er besat af, at andre skal kunne lide ham.

Lige meget hvad jeg gør eller ikke gør i disse situationer, så bliver jeg taberen. Han fatter ikke og kan ikke lære det. Han kan ikke gøre for det, siger jeg til mig selv. Eller kan han alligevel lidt? Han kan jo godt overholde de fundamentale sociale regler på sit forskerjob det meste af tiden, selv om der har været personalesager. Her gør han sig umage for ikke at falde igennem. Men i privatlivet gør han sig ingen umage.

Det slår mig igen og igen med forundring, hvordan en voksen mand i en moden alder det ene øjeblik kan være ekstremt ondskabsfuld – og så det næste øjeblik opføre sig som uskyldigheden selv. Ja ikke bare uskyldigheden, men som den forurettede part. Det er stressende for mig. Det er især stressende, at han aldrig angrer sine udfald, aldrig søger forsoning. Han går bare upåvirket videre med sit eget, mens jeg er overladt til at være alene om at skulle hele de sår, han forvolder.

Lige som de fleste voksne med asperger erkender min mand ikke, at han har en alvorlig forstyrrelse, og han erkender ikke, hvad hans forstyrrelse indebærer for mig og vores døtre. Den manglende mentaliseringsevne og manglende selvindsigt er en frygtelig side af AS. Dét er måske det værste: At en voksen, veluddannet mand lever i bekvem benægtelse af sin forstyrrelse og lader kone og børn bære de byrder, hans forstyrrelse er årsag til. Det er svært, for jeg har samtidig ondt af ham og holder grundlæggende af ham. Hvis bare han kunne acceptere sig selv som den, han er og acceptere, at han har brug for støtte, professionel støtte, til at lære nogle måder, der gør livet lettere både for ham selv og for os andre i familien, som jeg tror, han holder af på sin egen måde.

Nej, det er stadig ikke det værste. Det værste er, at de gange, han har malet sig ind i en krog med en pinlig løgn, så kan han pludselig godt bruge sin aspergerdiagnose. Så trækker han selv asperger kortet  og siger: ”Jeg kan ikke gøre for det på grund af min asperger.”

Men resten af tiden er der dødsstraf for at sige asperger-ordet. Jeg og vores store døtre er nødt til at lade som om, hvis vi skal beskytte os mod hans reaktioner. Han har ikke brug for hjælp, mener han! Han har jo ingen problemer!

”Hvordan kan du holde det ud? Ingen har pligt til at lade sig drive til vanvid,” siger den præst, jeg betroede mig til.

Jeg fortalte præsten, hvordan samtaler kører i ring. Hvordan det er at leve med en ægtefælle, der har et ego som et umodent barn. Hvordan jeg konstant tillægges motiver, jeg ikke har. Hvordan intet bliver forstået. Hvordan min mand bare skifter emne efter fem sekunder og går i gang med at snakke om sig selv. Jeg fortalte også præsten om den operation, jeg gennemgik sidste år. Datoen var fastsat af sygehuset to uger i forvejen. Dagen før jeg skulle opereres, siger jeg til min mand, at du er der vel, når jeg vågner på opvågningsstuen? Omgående gik min mand i barnligt-fornærmet-modus over så urimelig en forventning, for han havde nemlig lige aftalt med en bekendt, at de skulle hen og se en udstilling netop den dag. Og det kunne ikke laves om, det kunne jeg nok forstå, ikke? Han kunne ikke engang huske, hvorfor han havde taget en fridag netop den dag, jeg skulle opereres.

Jeg husker, hvordan jeg fik åndenød, og hvordan jeg bagefter fik samlet mig til at spørge ham: Hvornår præcis har du lavet den aftale? Det svarede han ikke på, men gik forurettet hjemmefra. Jeg måtte bestille en taxa til sygehuset. Da lægen kom for at gå alting igennem med mig før operationen, fik jeg sagt, at hun skulle indføre min ældste datter i journalen som min nærmeste pårørende. Hvis der blev brug for at kontakte pårørende, så var det hende og ikke min mand, der skulle kontaktes. Han er autist, sagde jeg uden nærmere forklaring, og lægen så på mig med kloge øjne og sagde, at hun forstod. Min datter blev omgående indført som nærmeste pårørende.

Jeg græder stadig, når jeg tænker på den læge. Hendes forståelse var så dyrebar for mig. Jeg er så vant til at klare mig uden andres medfølelse, uden andres forståelse, for hvordan kan andre mennesker forstå, hvad det vil sige at leve i ægteskab med en autist, hvis de ikke selv har oplevet det?

I de første år af vores ægteskab anede jeg ikke, hvad der var galt. Jeg levede på grænsen til depression og forsøgte alt for at gøre ham tilpas. Min mand fortalte mig dagligt, at det var mig, der var noget i vejen med. Ingen af de psykologer, jeg opsøgte, kunne lægge to og to sammen, selv om jeg kom med lange lister over ting, som jeg siden blev klar over er klassiske tegn på, at der er autisme til stede i ægteskabet. Jeg mistede troen på mig selv og holdt op med at se venner og gæster.

Det blev børnene, der blev min redning. Da de kom til, blev hans dysfunktioner tydeligere. Han reagerede ikke på deres gråd, han kunne ikke lide at holde dem i sine arme, han skreg lige ind i ansigtet på sine spædbørn, når de gav lyd fra sig. Han var ikke i stand til at undertrykke og udsætte sine egne behov til fordel for et spædbarns akutte behov. Han satte den yngste på 11 måneder i badekarret med vand, mens jeg ikke var hjemme, og lod hende være alene der, så han kunne sidde med sin PC i stuen. Den store på fem år løb i panik ind efter naboen, da hun opdagede, at lillesøster var alene i badet, grædende og iskold. Vores daværende nabo, der var pensioneret sygeplejerske, babysittede tit for os. Storesøster skreg af rædsel og nægtede at have med sin far at gøre. Han bagatelliserede det hele og grinede bare. Efter hans mening var det bare os andre, der overdrev vildt, han havde jo ingen problemer!

. Det blev dråben. Jeg bad ham flytte, ellers ville jeg om nødvendigt trække ham igennem en sag om omsorgssvigt. For første gang havde jeg en udenforstående, der bekræftede det, der var sket. Det værste var, at det ikke var det skete, der plagede ham. Hans bekymring gik udelukkende på, hvad andre ville sige om ham, hvis de hørte det.

I flere år havde vi to boliger. Det var min nabo, der satte mig på sporet af Aspergers syndrom, og det gjorde det lettere for mig at se på min mand gennem andre briller. Så vidt jeg ved, vælger de fleste at blive skilt, og det respekterer jeg. Det har jeg så ikke selv gjort. Enhver har sine holdninger og værdier, og om det fører til, at man går sin vej eller fortsætter i ægteskabet, det er noget personligt. Jeg lever inden for rammerne af et ægteskab, men jeg har opgivet enhver drøm om gensidighed, og jeg redder ham ikke længere fra de pinlige situationer, han bringer sig i. Det er alt for stressende for mig. Men jeg tror, at hvis jeg på et tidligt tidspunkt havde haft den viden om asperger autisme, jeg har i dag, så havde jeg sandsynligvis truffet et andet valg.

Astrid

 

23 comments for “Astrids beretning: Det værste er…

  1. Gunn
    24. november 2015 at 19:25

    Skulle gjerne hatt kontakt med deg, det er min historie du forteller … Visste ikke vi var flere…..

  2. AFJ
    27. november 2015 at 19:31

    Det er fuldstændig som at høre min bror beskrevet. Det er altså også ekstremt hårdt at være søskende til en aspergers. Jeg er lillebror og så altid op til min bror. Jeg følte at det var mig der var noget galt med.. han fik mig til at føle mig forkert og sårede mig meget med hans ligegyldige adfærd. Han gav aldrig følelsen af nærvær og interesse Aldrig en følelse af at blive set. Nu ved jeg han har aspergers og hvor meget jeg har lidt under det. Det var ikke mig der var noget galt med.. det var ham.

  3. Birthe A
    5. december 2015 at 20:05

    Kære Astrid.
    Tak for din beretning. Der er mange, mange genkendelige ting for mig i beskrivelsen. Ikke helt så ekstremt, men alligevel. Især det om samtaler, der kører i ring er genkendeligt – det har drevet mig til vanvid, fordi jeg ikke forstod det. Også beskrivelsen af at kunne lære af sine erfaringer. Jeg har ofte oplevet, at jeg har bedt om helt konkrete ting/adfærd, men som du skriver “Ti-‘øren falder aldrig”. Det har været meget sårende.
    Noget af det værste er også manglende forståelse fra andre. Det er så svært at forklare, hvad der er svært, for andre ser ham jo som en meget sød, rar, flink mand, klog på mange områder – hvilket han jo også er.

    Jeg er blevet så glad for denne side. Det var en åbenbaring for mig at støde på den tilfældigt. Aldrig har set så genkedelige ting, og det har gjort, at jeg har kunnet lægge noget af skylden af mig – skyld fordi jeg ofte i frustration har reageret aggressivt og verbalt grænseoverskridende. Jeg har ofte været ude af mig selv! Det har været så hårdt, og jeg er stadig ikke igennem det. Jeg elsker ham og ser alle hans smukke sider også. Så det er svært at give slip. Vi bor dog ikke sammen mere og har ikke haft kontakt i otte måneder. Jeg forlod ham med et stort udbrud i foråret – siden har jeg ikke hørt noget, og denne gang vil jeg ikke være den, der tager kontakt igen. Ikke én gang i løbet af de 10-12 år vi har kendt hinanden, har han taget kontakt efter et brud/et skænderi, han formår på ingen måde forsoning, han formår ikke en gang at kommunikere i den situation. Han gør ingenting. Han er passiv, indadvendt asperger.

    Så jeg er i gang med at “sige farvel” for alvor. Det er meget hårdt, og jeg svinger mellem klarsyn (når jeg fx læser på denne side), stort savn, ked-af-det-hed, gråd… behov for kontakt, minder om alle de positive ting, der i høj grad også har været tilstede. Så hvordan kommer man videre? Jeg kan mærke, at der hos mig også kan være en tvivl: Har han nu virkelig asperger…? Det er måske også bare mig, der overdriver…, hvis jeg nu bare accepterer ham, så har vi det jo godt…
    Jeg har endnu ikke helt erkendt, at det er virkeligheden. At alt det, som I andre her på siden beskriver, det ER virkeligheden for mig også.
    Jeg prøver for tiden at acceptere, at jeg elsker en aspie…, at det okay at elske ham, men at jeg ikke kan leve sammen med ham uden at blive såret, ked af det og ikke mindst dybt frustreret.

    … bare tanker, men dejligt at dele.

    Birthe

    • EvaP
      2. februar 2016 at 23:11

      Ditto!!! God pointe til sidst…hvis jeg må adoptere den:-)
      Tak

  4. Birgit
    13. december 2015 at 13:15

    Jeg er glad for denne side, som jeg tydeligt kan genkende mig selv i. Har i snart 3 år været dybt forelsket i en mand, som jeg selv har diagnosticeret som autist. Jeg har fundet ud af, at jeg skal være utrolig forsigtig med det der a-ord, for siger jeg det, så får han et raseri- anfald.
    Da vi mødtes var han utrolig pågående, kom uanmeldt på besøg og jeg Lukkede ham oftere og oftere ind, og vi begyndte st mødes regelmæssigt selvom jeg vidste, at han boede sammen med en anden. Hende talte han dog altid dårligt om, og om hvor svært det var at bo sammen med hende. Så, naiv som jeg var, troede jeg han var interesseret i mig og ved at trække sig fra det forhold han var i. Men det er der ikke noget der yder på nu. Nu har vi haft et forhold kørende i snart 3 år og det eneste der er ændret er min erfaring af det. Og det er selvfølgelig meget godt. Jeg har accepteret, at han er, som han er. Og selv om jeg egentlig længes efter et GENSIDIGT fortroligt forhold, så har jeg vel erkendt, at det får jeg aldrig med ham. Jeg ved også fra anden side, at han skændes med med hende, han bor med og at han ind imellem har slået hende. Og det har jeg det dårligt med og får lyst til at besøge hende og sige: hey, du skal ikke blive hos en mand der slår dig. Men jeg gør det ikke……hvad skal jage gøre ved det??
    Men jeg mødes stadig med ham, fordi der selvfølgelig er gode sider ved det. Han er enormt sød og vidende på alle sine særinteresser, som jeg heldigvis også er interesseret i. Men at føre en reflekterende analyserende samtale, hvor vi holder os til emnet, det er umuligt. Så vi mødes (i hemmelighed forstås) omkring det vi begge er interesseret i og så hygger vi os med det. Det er i virkeligheden som at lege med et barn. Men som min søster siger: det kan blive småt for enhver. Og det gør ikke så ondt på mig mere, som i begyndelsen, da jeg troede han ville mig noget. Og det vil han måske også, for ellers ville han jo ikke mødes med mig. Men at få en kærlighedserklæring fra ham….det får jeg ikke. Så det der med den høje moral…..det ved jeg ikke rigtig.
    Men jeg føler med alle jer, der er gift med en aspie eller bor sammen med en og oven i købet har børn med vedkommende. Det ville aldrig gå med ham min aspie-ven. Det ville drive mig til vanvid.

    • EvaP
      2. februar 2016 at 23:08

      Hej Birgit
      Nej, det lyder heller ikke godt. Du har jo også netop kunne bruges, for så var han jo “fri” for at committe…det tyder på (i min optik) på at nogle kan have svært ved det – især min egen gennem 17, som jeg heller ikke har boet sammen med.
      Du har “kun” brugt tre år og kan måske endnu nå at redde dig selv fra at få lavt selvværd og mange tårerfyldte kvaler….go girl, mens du kan og lev et liv med en anden, der også kan rumme dig:-)
      Mvh Eva

  5. Charlotte
    14. december 2015 at 22:00

    Jeg er vokset op med en mor, der lyder som om hun har haft og stadig har ASF,
    Manglende evne til indlevelse og empati, altid egne behov skulle dækkes
    Manglende impulskontrol og behovsudsættelse
    Gav min bror skyld for alt og slog ham, mente seriøst at han skabte splid mellem hende og andre familie medlemmer. Brugte mig til at dække egne behov når hun var ensom.
    Jeg skulle gøre hende glad og tilfreds, når jeg nu som voksen ikke gør det mere, har hun ingen interesse i mig. Hun tager ikke initiativ og kan ikke være i dialog. Kun fortælle om sig selv og hvordan hun har det.
    Hele min barndom, min ungdom og en stor del af min voksne tilværelse, har jeg haft travlt med at sørge for min mor følte sig vigtig, elsket og glad. Haft travlt med at redde hende ud af pinlige situationer, ja faktisk forsøgt at opdrage hende. Men intet af det har nyttet. Min far var “normal” men gik fra min mor da vi var små og må nok betegnes som følelsesmæssigt afstumpet, han gjorde intet for at vi skulle ha det godt. Igennem de sidste 15 år har jeg gået i terapi og i min barndom haft en bedstemor, vi så i lange perioder hvert år samt andre kvinder der gav mig omsorg.
    Det har været hårdt, ensomt og jeg kæmper stadig med at føle mig usynlig, uelsket, værdiløs og bange.
    Ingen børn bør vokse op med en forældre uden forældreevne eller uden indsigt om mangel på det og deraf godtagelse af vejledning. INGEN!

  6. Sarah
    2. januar 2016 at 14:07

    I think that finding this page may well have saved my sanity; in the midst of trying to divorce a high functioning Aspie (been trying for 11 years now but finally got the decree nisi) I finally feel vindicated and less alone in the crazy making maelstrom that is an autistic “marriage”. Thank you.

  7. Eva
    8. januar 2016 at 11:14

    Kære alle, jeg sidder med vidt åbne øjne og en kæmpe AHA oplevelse. Hvor er det befriende og samtidig ulykkeligt at læse jeres beretninger. Især det med ensomheden. Jeg er gift med en mand på 21. år, vi er begge pensionister.
    Jeg bliver, for jeg er økonomisk afhængig. Men hvis jeg kunne klare en rimelig tilværelse selv, gjorde jeg det.
    Det er især det med samtalerne, hvor jeg ikke oplever dialog, der er belastende.
    At han straks springer over til at tale om sit eget, og kører videre i det spor. Som om det, jeg siger, er helt ligegyldigt.
    Også det med, at han ikke må fortælle om vores private sfære når der er andre til stede. Det har taget mig MANGE ÅR at få ham lært det, og jeg må stadig minde ham om det, før vi går. Hvis han alligevel begynder, slår jeg hårdt ned med det samme – men hans ord er jo kommet ud – og ingen har lyst til at være sammen med et par, der skændes.
    Efterhånden taler vi kun om praktiske ting. Når han taler med andre, også psykologer, kan han være så sympatisk og forstående, så hvis jeg klager over ham, fremstår jeg som “den onde”. Han er jo så flink og hjælpsom!
    Og hans intelligens fejler intet.
    Der er dog folk, som kan se, hvem han er, det er hans datter, som er familieterapeut, og svigersønnen, som er børnepsykiater. Men jeg kan ikke tale med dem om ham – synes selv det ville være illoyalt.
    Men det ville nu være befriende at have et sted at få luft – så derfor er jeg dybt taknemmelig for denne side.

  8. EvaP
    2. februar 2016 at 23:01

    Kære Eva,
    Det er som at høre mig selv, i et ekko! Første sted jeg ledte efter AS info var at googlede “Asperger for voksne” og her fandt jeg en meget brugbar bog skrevet af et ægtepar, der efter 12 års samliv, får en diagnose. Måske kan du og din mand bruge bogen. Begge skriver om emner fra livet, job, social samvær, det at gå i byen, børnene, uddannelse, samliv oma. Den er skrevet i en respektfuld og kærlig ånd. Og jeg kunne i hvert ville genkendende til rigtig meget.
    Jeg ert blevet klogere, men også på at jeg ikke tror at min kæreste og jeg (17 års samvær) hver for sig, dog kan have en fælles fremtid. Det ville være totalt at skulle leve som social støtte for ham…jeg tror jeg ville satse på et eget liv. Som Birgitta48 skrev: “Vi må hele vores sår… Vores asperger-pårørende er bogstavelig talt ligeglade. Så vi skal hele vores sår for vores egen skyld. Af egne kræfter. Vi kan ikke engang bebrejde dem, kræve noget af dem eller forvente noget fra dem..

    Men der er faktisk den fordel, at VI heller ikke kan bebrejdes noget. Det er ikke vores skyld. Vi KAN faktisk vende ryggen til og gå. Vi sårer dem ikke engang ved at gøre det, for de vil bare straks fokusere på at reparere deres “teaterstykke”. Vi kan gå videre ud i livet. Og hilse høfligt, hvis vi møder nogen, der minder om vores børn..
    Vores aspergere tager ikke skade. De bliver ikke sårede selv om vi siger stop. De bliver lettede”
    Knus og pøj pøj…bogen hedder ” An Asperger Marriage”, er på engelsk, men let at tilgå.

  9. Annelise B N
    6. februar 2016 at 22:44

    SÅ megen genkendelse 🙂 Tak for din beretning!!
    Men efter 20 års ægteskab og endelig! en aspergerdiagnose, jeg har måttet stille mig selv spørgsmålet: hvad forelskede jeg mig i? Hvorfor bliver jeg? Hvor megen autisme/asperger kører i min egen familie? Hvorfor tror jeg, at jeg er NT, når jeg er så stædig og ikke kan lære af de erfaringer, som han gang på gang på gang påfører mig og flytte mig væk fra det, der gøre mig så ondt og får mig til at græde?? Heldigvis tog han beslutningen og flyttede – men vi er også stadig gift – nu i 25 år! Vi er også begge sensitive – men på forskellige områder – og min mand har desuden ADHD.
    Jeg er nået frem til, at jeg selv har en hel del til fælles med min autistiske mand, men har det på ‘kvindemåden’, som ikke er velbeskrevet pt. Blandt andet mener jeg, at ‘omsorgsgenet’ som vi som kvinder optræner, når vi får ansvaret for børn misforstås som ’social intelligens’ – det er det ikke!

  10. DTK
    7. februar 2016 at 12:51

    Thums up og stor respekt for en stærk og ærlig beretning om at leve i kølvandet på en forstyrrelse.

    Pas på dig selv og dine piger, Astrid. Husk du er hovedpersonen i dit eget liv.

    Har selv vokset op med forstyrrelse i familien og givet generne videre, så jeg kan fuldt ud forstå din frustration og tendens til at glemme sig selv i det.

    Du er modig og sej 😊
    Husk at give dig selv opmærksomhed og kærlighed – du fortjener det.

  11. Hanne HJ
    10. februar 2016 at 18:52

    I er modige og seje, alle I der lever sammen med og / eller har børn med et menneske med Aspergers. Pas godt på jer selv og lad jer ikke køre ned af de dybest set urimelige og ubærlige forhold i lever i. Støt hinanden! Der er ingen anden vej.

  12. Anne Marie M.
    27. februar 2016 at 17:03

    Kære Astrid
    Hvor jeg føler med dig. Jeg blev skilt sidste år efter tyve års ægteskab fra en mand af samme type som din mand. Han er aldrig blevet diagnosticeret og ønsker ikke på nogen måde psykologhjælp til sit sociale handikap, som jeg har hjulpet ham med at kompencere for, ved at finde på undskyldninger og klare de opgaver i hjemmet han selv gik død på. Vi har to døtre. Det endt med at gøre mig syg og i dag er jeg udbrændt, men har dog endelig fået et liv i frihed. Men sorgen gør mig vanvittig nogle gange. Vi har en tyveårig datter med aspergers syndrom, selvom det er mere sjældent for piger. Hun er massivt arveligt belastet for min 8 år ældre storesøster har også en form for aspergers, hun er dog ikke så godt begavet, men totalt egoistisk. Mine forældre på henholdsvis 86 og 89 tager sig stadig af hende i urimelig grad. Hvis min mor ikke altid havde benægtet at min storesøster fejlede noget, så havde jeg kunnet få genetisk rådgivning. Jeg giftede mig med samme egoistiske type som min far og min storesøster. Havde ingen forsvarsmekanismer, men var godt til at tage mig af den type mennesker. Det holder aldrig op med at gøre ondt. Det gælder om også at huske de raske, ellers bliver de for syge til at tage sig af nogen eller noget inkl. sig selv.
    Kærligst Anne

  13. Karen
    16. marts 2016 at 13:47

    Kære Astrid. Det er egentlig underligt, at læse en anden persons historie, der lige så godt kunne være skrevet af mig selv. Vi har begge været gift, før vi mødte hinanden for 16 år siden. Vi oplevede begge, at nu havde vi mødt den rette, og vi blev hurtigt gift og flyttede sammen i hans hus. Mit hus blev solgt. Med der var noget galt. Tosomheden blev til ensomhed og fortvivlelse for mig. Han kunne intet forstå. Og blev hurtigt træt af at høre på mig, ville ikke tale eller være personlig. Sådan er det stadig. Det gik nogenlunde for mig, da jeg stadig havde et godt og spændende job. Nu er jeg på efterløn, og jeg er blevet meget syg af tarmkræft i stadie 4. For 5 år siden blev jeg opereret for brystkræft ustadige 1, så det kom jeg fint over. Det gør jeg ikke denne gang, selv om jeg kæmper bravt for at få god behandling både her i landet og i udlandet.
    Min sorg over ikke at blive mødt med følelser, men kun med noget konkret og fysisk, er helt enorm. Han er flink og hjælpsom i alle praktiske forhold. Men hvis jeg prøver at få ham til at forholde sig personligt til mig, bliver han rasende og ja nærmest ondskabsfuld. Han hidser sig op og skaber sig som et lille forkælet barn og går sin vej. Når han kommer igen, tåler han ikke, at jeg taler om det skete.
    Du skriver flere gange: det værste er …… nemlig sådan føles det snart hver dag at blive misforstået, mistolket og beskyldt for alt muligt, som ikke hører hjemme i virkeligheden.
    Kære Astrid: Du kan nå det endnu. Flyt inden du bliver lige så syg som mig. Da jeg fik diagnosen for knap et år siden, slog det ned i mig som et lyn. Jeg kunne ligefrem mærke sorgen og tristheden gennem de sidste mange år.
    Du skal også have tak for at dele din historie med os andre. Dette forum er det eneste sted, hvor jeg finder lidt trøst i en håbløs situation.

    • 13. august 2017 at 16:14

      Jeg smed ham ud, men er stadig syg af sorg

  14. 7. april 2016 at 13:29

    Hej med Jer,
    Først og fremmest.. Stor respekt til dig Astrid. Jeg føler med dig, og genkalder alt, når jeg læser denne blog. Min historie er dog noget anderledes. Jeg er en kvinde på snart 37, som har levet med det her autisme/asperger bullshit de sidste 25 år. Der er dog ikke et gran af Asperger Syndrom i min krop, men alligevel har nogle været frække nok til at give mig diagnosen uden ordentlig lægetilsyn. Jeg har måttet leve med konsekvenserne af dette, og tro mig, det har sat sine tydelige spor. Jeg har måttet efterleve autistisk adfærd, og det har forvoldt rigtig megen unødig og ubodelig skade. Lige alt fra retten til uddannelse, ægteskab, kæreste og tabet af to højtelskede heste.
    Jeg har været anbragt på Sofieskolen, hvor jeg blev udsat for seksuelle overgreb begået af en ældre elev som aldrig blev meldt til politiet. Det ville de derude ikke gå med til, for de mente, det bare ville gøre det værre.
    Og det er jeg selvfølgelig rasende over.
    Jeg har også været tvunget til at bo på et bosted i byen, hvor skolen ligger (Bagsværd). Det var en ide som en sagsbehandler fandt på i samråd med min mor. Dette udløste depression, raseri, et utal af konflikter og selvmordsforsøg. Oveni har jeg haft et utal af mislykkede uddannelsesforsøg og er blevet fyret fra flere forskellige jobs.
    Efter jeg forsøgte at tage mit eget liv, og blev indlagt, svigtede min familie mig totalt. Skred bare på luksus ferie til Italien.
    Det endte dog med, jeg fik lov til at flytte. Men mine problemer stoppede ikke her.
    Hvilket man skulle have troet.
    Grundet mange års overmedicinering med antidepressiv medicin, blev jeg alvorligt syg. Grundet sygdom kunne jeg ikke passe mit studie, mine heste eller nogen ting overhovedet. Og mine heste blev aflivet grundet manglende pasning og sygdom.
    Jeg har også været indlagt rigtig mange gange, og folk har ikke været helt ærlige med mig omkring min sygdom, som er kræft.
    Jeg ved godt, det lyder helt ude i skoven, men det er rigtigt. Min mor har nærmest været begejstret, da hun hørte, mine blodprøver var fyldt med metastaser.
    Hun sagde ganske simpelt: “Nej, hvor dejligt!”

    Jeg har også gjort noget for at hjælpe mig selv. Jeg har været i dialog med kommunen, Socialtilsyn Øst, politiet etc. Og forskellige politikere. Jeg har en masse venner på Facebook, som støtter mig 200 pct.
    Jeg håber også på at finde noget støtte herindefra.

    Skål for denne blog og at vi kan stå sammen i dette Asperger/Autisme helvede. For det kan man ikke klare alene.

    Mange hilsener fra en hårdtprøvet ikke-Asperger.

  15. LilleSøhest.
    23. april 2016 at 02:53

    puha, der er meget at tænke over. Jeg kan genkende en hel del, selvom detaljerne er anderledes.

    Har lige snakket med endnu en kvinde der er gået ned med stress. Med en mand der synes at deres penge kun er hans, som har misbrugsproblemer og som åbenbart ikke ejer skyggen af selverkendelse. Han går kun op i en enkelt hobby der fylder alt altid, og han fortæller hende konstant hvor forkert hun er. De har gået i terapi sammen og terapeuten var lidt betaget af den rare mand, der er rar når andre kigger, men aldrig deltager i livet inden for familien. Til gengæld mente terapeuten at kvinden bare var kontrollerende. Hun er slidt helt ned og kan ikke finde andre steder at pege på årsagen til slidet end sig selv. Han er jo ren – det siger han selv. Hun føler sig så skyldig fordi hun kommer til at sige fra.

    En anden kvinde prøvede i årevis at dække over at også hendes børn havde autisme. For manden var jo utroligt vidunderlig, deltog aldrig i familielivet, var uinteresseret i alle andre og fik alle deres kreditkort klippet over, efter bundløs gæld var blevet opdaget, og det måtte for enhver pris skjules af hensyn til alle omkring dem, så han kunne blive ved med at være det han skulle være: vidunderlig og ren. Hun maler autisme lyserødt i ordene, mens hænderne ryster og hun jævnligt bryder sammen.

    En blev gravid og da hun prøvede at forklare det uforklarlige, at hun var splittet i atomer, at hun var så bange for at barnet også ville få autisme, når der nu var flere i mandens familie der havde det, blev hun sablet ned verbalt af alt for mange venlige mennesker, der mente at det var hende der var noget galt med, når hun kunne tænke “sådan”. Når hendes mand bliver stresset over at hun er ude af sig selv, er det hende der er skyldig. Når hun er ude af sig selv af stress over en fastlåst autismesituation er det også hendes skyld. Når hun forsøger at gøre noget ved sin situation er hun skyldig. Han er også ren.

    Læste en kommentar fra en psykiater der udtalte at man også skulle lære at sætte pris på de “stille mænd” og at kvinder bare var hævngerrige eller noget i den dur.
    Hørte om en samtale med en psykolog, der mente at forholdets succes alene handlede om “typen af kvinde” – typen af partner er det måske. Er der en særligt hårdhudet og åbenbart “rigtig” type kvinde derude, der kan klare alt, rumme alt?
    Hørte engang en gymnasieelev spørge om en autistisk forældre så ikke var den bedste forældre for et barn med autisme? Jeg famlede rundt i svar omkring hvad manglende empati egentlig betyder for alle typer af forhold. Hun så tvivlende ud. Autisme er så dragende jo. Måske er hun vokset op med en form for Rainman-romatisering?

    Er trist her til aften.

  16. Læreren
    16. maj 2016 at 11:54

    Kære Astrid
    Tak for din stærke beretning. Du sætter ord på meget, som jeg kender i mig eget ægteskab. Som det om at han aldrig føler noget ansvar, og aldrig gør noget for at forsone sig efter sine barnlige raserianfald, bare går videre med sig selv og sit eget ego. Åh, hvor jeg kender det. Og Den Gyldne Regel! Tak at du nævner den. Min mand, der har asperger, har aldrig nået det moralske udviklingstrin, hvor Den Gyldne Regel er blevet en naturlig del af adfærden. Det er ellers et udviklingstrin, der normalt skal skal indfinde sig i tre til fem års alderen. Jeg overlever ved at være “skilt” inden for ægteskabets rammer. Han er som et barn, jeg tager vare på, men jeg er nødt til at leve mit eget liv med job og venner og rejser, hvis jeg skal overleve. Tak til dig og alle jer andre, der giver uundværlig støtte herinde ved at dele jeres svære erfaringer. Kærlige tanker

  17. Liz
    8. juni 2017 at 21:41

    The support on this thread is making me cry. My husband is on the Autism spectrum and I have had a particularly difficult week with him, yet I have just left my job in the US to move to Europe with him for his job. I am having horrible anxiety wondering if I should have done this. Now I will be dependent on him, at least for a little while until I find new work. I honestly don’t know what the future holds for us. I worry the relationship is not sustainable and will have to end someday, but I do not know when that day will be or how I will know when it has gotten bad enough to leave. It’s not bad everyday, but when it’s bad, it’s so bad.

    We have one NT daughter, 2 years old. She is the joy and salvation of my life. I would have liked to have more children, but with the lack of partner support and the high chances of passing on the Autism gene, I think I have to give up my dream, which crushes me.

    I wish it were easier to meet other Aspergers spouses/partners in person! Love to you all!

  18. G
    27. juni 2017 at 08:08

    Takk og pris for denne siden – jeg må jevnlig innom for å få en bekreftelse på at jeg ikke har mistet forstanden….

    Synes denne bloggen er god å lese : aspiestrategy.com
    Refleksjoner fra en utrolig dyktig terapeut.

    • Vigdis
      15. august 2017 at 06:29

      Kjære alle sammen!
      Hjertet mitt blør for oss alle. Nå forstår jeg enda mer, hvordan jeg må slutte å ta ansvar for min AS-manns merkelige fremtoning. Heldigvis ser de fleste avvikene hans nå, og familien min forstår godt at jeg har det vanskelig. For han blir også sint på dem.
      Takk for et fantastisk forum!

  19. Nanna
    12. september 2017 at 18:49

    Kære Astrid. Du skal have stor tak for din åbne beretning om dit liv og oplevelser med en AS-ægtefælle. Der er så mange lighedspunkter i mit forhenværende ægteskab med en AS-mand. Ja, den manglende mentaliseringsevne og manglende selvindsigt er en frygtelig side af AS. Havde jeg vidst lidt mere om Asberger syndrom, havde jeg nok valgt et andet liv. Desværre sagde jeg for sent fra, for mit lange ægteskab med min AS- mand har efterladt uoprettelige skader på min selvtillid og selvværd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *