Børn af en forælder med Aspergers syndrom

Hvordan påvirker det et barn, hvis en forælder har Aspergers syndrom?
Dét spørgsmål bør ideelt set besvares af barnet selv, herunder af voksne børn.

Spørgsmålet berører tusinder af børn alene her i landet. Og det berører millioner af børn  på verdensplan. Alligevel er det begrænset, hvad der findes af information om emnet.

En normal mor eller far til et barn, hvor den anden forælder har AS/ASF, vil kunne stille en række centrale spørgsmål, som for eksempel:

Hvad betyder det for barnet, når AS-forælderen… 

  • ikke kan aflæse barnets følelsesmæssige tilstand og behov, herunder spædbarnets, som endnu ikke har et sprog?
  • ikke kan give følelsesmæssig respons?
  • ikke kan skifte straks fra én situation til en anden og reagere omgående på barnets behov?
  • har svært ved fysisk kontakt?
  • har svært ved lyde og støj fra legende børn og deres kammerater?
  • ikke kan fornemme eller aflæse, om barnet er i fare, ked af det, træt, bange, ensom, glad, i krise?
  • ikke kan overskue sammenhænge og helheder i en situation, men kun detaljerne?
  • ikke har voksen impulskontrol over sig selv, herunder over sine raserianfald?
  • har svært ved at organisere tid og planlægge og gennemføre praktiske opgaver?
  •  ikke kan gøre flere ting på én gang?
  • er ekstremt optaget af egne særinteresser?
  • har begrænset fantasi?
  • ikke kan føre gensidige ping-pong samtaler?
  • ikke kan give naturlig respons på analytiske spørgsmål (”hvorfor”, ”hvordan”)?
  • etc.

Alvorlige begrænsninger i forældreevnen

Aspergerekspert og psykolog Tony Attwood berører i sin bog ”Aspergers Syndrom” kort en række begrænsninger i forældreevnen hos aspergere. ( Se afsnittet ”At have en forælder med Aspergers Syndrom”, dansk udgave side 390).

Attwood er inde på følgende fænomener:

– Den følelsesmæssige atmosfære i hjemmet præges af asperger-forælderens negativitet og irritabilitet. Aspergeren lægger en dæmper på de øvrige familiemedlemmers entusiasme.

– Ægtefælle og børn lever på listesko for ikke at udløse raserianfald og humørsvingninger hos asperger-forælderen. Familien lever i angst for de stærke reaktioner, et udbrud kan medføre.

– Ægtefælle og børn må tilpasse sig asperger-forælderens ufleksible rutiner og ufleksible forventninger til andres adfærd.

– Ægtefælle og børn tvinges til at tilpasse sig asperger-forælderens intolerance for støj, spontanitet, legekammerater og gæster, og de må tåle aspergerens sort-hvide opfattelse af andre.

– Almindelige børns behov og adfærd bliver ikke forstået af asperger-forælderen.

– Børn og ægtefælle bliver sjældent positivt bekræftet af asperger-forælderen.

– Asperger-forælderen viser ikke megen interesse for det, der har følelsesmæssig betydning for de øvrige familiemedlemmer; han kritiserer ofte og roser sjældent.

– Den forælder, der ikke har AS, oplever sig reelt som eneforælder med eneansvar for børn, hjem og familie.

Tony Attwood nævnet også, at normale børn kan reagere med at føle sig ikke-elsket og ikke-accepteret; føle sig usynlig; barnet lærer, at det ikke skal vise følelser og ikke forvente gensidig medleven i glæde og sorg, ikke vise ked-af-det-hed; barnet erfarer, at forsøg på samtale med AS-forælderen resulterer i en monolog om den voksnes egne problemer uden interesse for barnets problemer; barnet kan opleve, at kammerater ikke er velkomne.

Tony Attwood mener, at en far eller mor med Aspergers syndrom kan lære at blive en god forælder. En forudsætning herfor er dog, at AS-forælderen erkender sit behov for vedvarende  og indgående vejledning. Denne forudsætning er imidlertid sjældent til stede, idet AS-forælderen, på grund af sin udviklingsforstyrrelse, mangler selvindsigt og ikke er i stand til at erkende sine begrænsninger og dermed sit behov for vedvarende vejledning.

Den neurotypiske forælders afgørende rolle

Psykolog Tony Attwood omtaler i bogen ikke den betydningsfulde rolle, den normalt fungerende (neurotypiske) forælder har for børnenes følelsesmæssige, sociale og intellektuelle udvikling.

Han omtaler heller ikke den omfattende psykologiske og pædagogiske indsats, den neurotypiske forælder præsterer for konstant at oplære og motivere asperger-forælderen til at fungere bedst muligt i forældrerollen.

Endelig omtaler han ikke de specielle problemer, der opstår omkring børnene, hvis ægteskabet opløses ved separation og skilsmisse.

Asperger Partner
www.aspergerpartner.com

Children of a parent with ASD

 

 

 

 

 

 

 

8 comments for “Børn af en forælder med Aspergers syndrom

  1. Menna
    13. juli 2013 at 20:14

    Barn af Asperger…… Hvordan påvirker det barnet?
    Forleden fortalte en veninde mig, at hendes teenagedatter var i gang med en udredning for Asperger. Vi talte længe og under samtalen og de efterfølgende dage fik jeg en “åbenbaring”. Jeg har tidligere læst meget om Autisme/Asperger og også arbejdsrelateret haft det tæt inde på livet. Alligevel var det først den samtale, som fik mig til at indse, at jeg selv har haft det tæt inde på livet – hele livet.
    Min far passer fuldstændig på karakteristikken på en person med Asperger og min mor har mange aspergerlignende træk. Mine forældre er i dag henholdsvis 80 og 76 og vil aldrig komme til at undergå en udredning, men jeg er ikke i tvivl.
    Det har både været en lettelse, men også meget forvirrende og trist at komme til den erkendelse, at jeg er barn af mindst en Aspergerforælder. Og det vil nok tage en rum tid før jeg lige får det på plads og finder ud af, hvad den erkendelse egentlig betyder for mig og den måde jeg har anskuet mit liv på.
    Så længe jeg kan huske har jeg følt mig anderledes (og nej, jeg har ikke selv Asperger), og følt, at der var noget galt med min familie.
    Jeg er på mange måder vokset op i et følelsesmæssigt og socialt tomrum.
    Og det har haft mange omkostninger for mig. Lavt selvværd, svingende selvfølelse og problemer med at forstå, rumme og udtrykke følelser samt at indgå i tættere meningsfulde relationer med andre.
    Som ung voksen udviklede jeg en voldsom spiseforstyrrelse, som efter nogle år gik over i en dyb meget langvarig depression.
    Jeg har været så utrolig heldig at få en omfattende hjælp fra “Det Offentlige” i form af psykologhjælp (ca. 250 timer) og revalidering til at tage en uddannelse.
    I dag er jeg 45, har tre børn, fuldtidsarbejde på 10. år og et på mange måder godt liv.
    Men jeg har stadig mange ar på sjælen. Og mange ting jeg kæmper med af og til.
    Og det vil jeg nok skulle resten af livet.

  2. Marianne Bruun-Petersen
    15. juli 2013 at 22:28

    Jeg har to piger på 2 1/2 og 4 3/4 år. Jeg er blevet skilt fra deres far som har en grad af Aspergers. Fra januar 2013 har vi en samværs ordning på 7-7.
    Jeg er bekymrer mig en del men håber bare at pigerne selv kan hjælpe hinanden med at sætte grænserne, når far gør dumme ting!
    Og hold op hvor er det svært at beskrive de bizarre oplevelser med en asperger.
    Haner jo god spm dagen er lang, kan ikke gøre en flue fortræd, er positivt anlagt, men dårlig til at læse signaler og behov. Kan han klare ansvaret ?
    Jeg ville ønske der var flere erfaringer at læse ?..

  3. Klaus
    22. april 2014 at 12:05

    Alt hvad artiklen her er inde på, det er til stede for min søster og nevø. Påsken var endnu engang med til at sætte spotlys på de traumatiske forhold, knægten på seks år lever under. Min svoger har asperger syndrom og hans forældreevne er efter min bedste vurdering negativ. Det er oprørende at se den frygt og psykiske undertrykkelse der råder. Man må virkelig ønske at skilsmisseadvokater erhverver sig indsigt i virkeligheden omkring familiemedlemmer til voksne med asperger.

  4. Anne
    1. juli 2014 at 13:30

    Når jeg læser artiklen og tænker tilbage på min barndom(og min hverdag nu), kan jeg nikke genkendende til mange af punkterne. Svært ved fysisk kontakt, utallige raserianfald, svært ved lyde og støj, venner var/er ikke rigtig velkommen m.m. passer meget perfekt på min far. Han har ikke en diagnose, men min mor er overbevist om at han har asperger – eller i hvertfald en grad at det, hvilket egentlig var grunden til at jeg ente her på siden. Han har dog svært ved at indse at han har nogle vanskeligheder og ifølge ham er det os der har et problem.

    Når jeg tænker tilbage på min tidelige barndom, var den meget præget af utryghed og uvished omkring min far. Aldrig et kram(som han nød) og aldrig en forståelse for hvorfor jeg nogen gange var ked af det. Jeg husker især en episode hvor jeg ikke kunne sove om natten. Det kunne han slet ikke forstå “det var noget pjat, og jeg skulle bare ligge mig ind i min seng og sove.” Det ente med at han ikke snakkede til mig i flere dage, trods jeg kun var 4-5 år gammel, og nok mest af alt bare trængte til lidt omsorg.
    Episoder som denne og mange mange flere + at jeg af natur er utrolig følsom, har gjort at mit selvværd og min selvtillid aldrig har været særlig højt. Jeg har aldrig troet at jeg var god nok og har tvivlet på min fars kærlighed til mig og jeg har da mange gange haft tanken ”hvorfor skulle nogen elsker mig, når min egen far ingen gang kan?”

    I dag er jeg 17 år og kæmper stadig med lavt selvværd og manglende tro på at jeg er god nok. Min mor har altid været meget støttende og jeg har altid kunnet græde ud ved hende og snakke alle mine følelser igennem, hvilket jeg er dybt dybt taknemlig for! Jeg kan ikke forstille mig hvor svært det må være at leve alene med en(eller to, som Menna) med asperger.

    Citat fra artiklen: “Ægtefælle og børn lever på listesko for ikke at udløse raserianfald og humørsvingninger hos asperger-forælderen. Familien lever i angst for de stærke reaktioner, et udbrud kan medføre.”
    Dette citat beskriver rigtig godt hvordan jeg ser mit hjem i dag. Man skal hele tiden være på vagt og humørsvingninger er en del af dagligdagen.
    Grundet dette overvejer min mor at lade sig skille fra min far. Jeg ved ikke om det er det jeg vil. På den ene side vil det skabe en mere rolig og tryk hverdag, men jeg er på den anden side bange for hvordan min far vil klare sig alene. Vil gå helt ned psykisk eller vil han finde det rart at være alene. Han har også udtalt at han ikke ser nogen grund til at snakke med mig og min bror, hvis vi ikke vil bo med ham(han er meget sort/hvid i hans måde at se verden på) og det har jeg selvfølgelig heller ikke lyst til. Jeg elsker alle min fars gode sider og jeg vil aldrig bryde kontakten med ham, men jeg er i tvivl om det gavner nogen af os at bo sammen? Heldigvis er jeg jo også ved at blive “voksen” og om ikke så mange år burde jeg være klar til at flytte hjemmefra.

  5. MuIle
    20. juli 2015 at 14:54

    Barn af: Jeg har en mor der har AS. Det har gjort at jeg i dag selv har måttet finde svaret på mange ting. Jeg genkender også det med den ukærlige forældre. Jeg tror altid min mor har været god til at se mål og har til dels været god til at kopiere et normalt familielivs materielle oplevelser. Men fx. en tur med familien uden et mål, ville være svært at forestille sig. Så, som barn har dette nok påvirket mig på følgende måde:
    Please andre.
    opfylde andres behov, da jeg var vant til af lukke af for mine egne.
    til ikke at fylde på en måde, min mor ikke kunne tolerere..
    Være oppe i hovedet og lukke af for hjertet.
    Ikke at være elsket.
    Lige meget hvad jeg prøvede fik jeg aldrig aksept.
    Jeg har svært ved krops kontakt.
    Manglet lysten til at leve.. (en smule spiseforstyrrelser)
    Har fået så mange gange at vide fra hende:
    DU ER JO FOR MÆRKELIG.
    Når jeg som barn sang, forbød min mor mig at synge de lyse toner. Så disse har jeg været lukket over for i mange år. Via sang-terapi opdagede jeg min blokering over for dem. I dag ligger der en fornemmelse af at møde noget inde i mig, som gør mig hel og heler mig, når jeg synger de “forbudte” toner.
    Har ellers haft en negativ holdning til de lyse toner og troet, det var min holdning. Men det har været et forbudt univers at udtrykke mig, ved jeg den dag i dag.

    Det var en omvending at opdage, at alt hvad hun havde kaldt mig, var det hun selv rummede. Det skete at jeg så, hvor kold og akavet hun bar sig ad, da hun blev mormor. På den måde genoplevede jeg min egen barndom udfolde sig og nu opdagede jeg en, der havde bildt mig ind at det var mig, når det altid har været hende. Hun har uden tvivl gjort alt hvad hun selv har kunne TÆNKE sig til skulle gøres. Men at min mor ikke forstår at alle er en del af ansvaret. Jeg har haft en mor der har fået min far til ikke at blande sig i opdragelsen og tro, at det var han ikke dygtig nok til. Men hos min far var jeg skøn som jeg var. Han har nok bare været lukket ude af den bobbel der har heddet mor og børn. Hun har så fortalt os mange gange historier/ synspunkter der har været sort/hvide, deriblandt at min far hele tiden svigtede hende ( Hun har bare haft svært ved at rumme en anden voksen der kunne trumfe hende)
    Der er jo intet der kan gøres om i fortiden, men jeg må hele tiden løsne disse dogmer, min mor har sat og indprentet i mig.
    Dette må have sin vigtighed da jeg selv er mor nu. Jeg skal lukke mig op for hvad jeg føler og jeg er god nok og andre elsker mig, min mor vil bare altid kun kunne elske mig på hendes måde. Så det håber jeg også du, læser, forstår. Vi er alle elsket og gode som dem vi er. Vi har hver vores rejse og sår, der skal heles. Det har både været svært at opdage, men giver også forklaringen på at det ikke er mig der er den mærkelige. Det var mig som nok oftest har kunnet mærke at noget var galt, og det må også have sine udfordringer at være mor med AS og tænke sig til alle løsninger.

  6. 15. december 2015 at 14:43

    Dette er så helt tydeligt også, hvad mine egne børn har oplevet, men desværre blev deres Far ikke diagnosticeret og eller fik nogen form for behandling. Yderligere var han ”uheldig” at have en mor, som satte ham op på en piedestal, og han var altid den bedste i hendes øjne. Hendes børns Far var den klumsede person, som ikke kunne noget uden at lave ravage (tabe ting, krølle skærme på bilen, komme galt af sted på forskellig måde, så han nærmest altid havde blå mærker etc etc).
    Sønnen var i sin mors øjne god til det hele, og det troede han så på. Det fik konsekvenser i vores ægteskab og i forholdet til vores børn, som han aldrig deltog i pasningen af. Han var altid meget fokuseret på sig selv og sin egen kunnen. Han ved altid bedst om alting, kan sjældent fortælles noget, for han ved det allerede…….. Vores børn har haft problemer med manglende selvværd, svært ved at begå sig. Et barn har Asperger-symptomer men er forstående over for andre og en venlig og rar, sommetider for eftergivende person. Men den meget fokuserede interesse nærmest OCD lignende optagethed af visse ting, ja disse symptomer kan han ikke rende fra. Men han er selv opmærksom på dem og kan nogle gange stoppe sig i at være for selvcentreret. Det kan hans far ikke! Det er og har altid været et stort problem, fordi jeg som ægtefælle altid skulle være på vagt (følte jeg havde ansvar for hans opførsel) og passe på, han ikke blev for ”sær” at omgås.
    Det er meget svært at leve med en ægtefælle med Aspergers, og det er endnu sværere, at man føler sig ude af stand til at beskytte sine børn mod den stærke påvirkning af deres far, negativ også i sit livssyn, ser alt det værste mulige i en situation først, – så kan han falde ned hen ad vejen. Som børnene er vokset op, har de på nogle områder overtaget forældrerollen, og han er helt fin med at blive pylret om og behandlet som et barn på nogle områder, blive passet op og set efter med mad og andre praktiske ting.
    Visse træk er nærmest psykopatiske, ser det ud til.
    Hvis man skal lære sine børn at leve med en Asperger-forældre, er det en opgave på livstid.

  7. Charlotte
    13. februar 2017 at 11:40

    Jeg sidder her og læser alt, hvad jeg kan om Aspergers Syndrom og det at være barn af en forælder med AS. Det er lige gået op for mig efter en samtale med en ny psykolog, at min far har AS. Der er så meget, der pludselig giver mening. Hans manglende evne til at forholde sig til mig – jeg som paradoksalt nok er meget i kontakt med mine følelser og taler åbent om dem. Men i selskab med min far, er det nærmest skamfuldt at tale om følelser. Han kan få en hel forsamling til at undlade at tale om dem selv og kun tale om historiske emner. Nu kan jeg bedre forstå, hvorfor jeg altid har fået bøger om 2. verdenskrig i gave siden jeg var lille og hvorfor mine tre teenagedøtre stadig kun får litteratur om 2. verdenskrig. Jeg kalder min far en kaktus, fordi han hader fysisk kontakt og altid irettesætter os med sit alvorlige hårde blik, som man sjældent møder i mere end 2 sekunder ad gangen. Efter et par drinks bløder han ofte lidt op og så kan man se, at han også er varm indeni. Han hader fremmede mennesker og omtaler dem som modbydelige. Jeg har altid følt, at jeg måtte være blevet adopteret, fordi jeg er helt anderledes. Jeg elsker at møde nye mennesker, at være spontan, at udtrykke følelser, og gøre ting på nye måder. Og det har aldrig været populært, så min far betragter mig som en besværlig rebel, der gør tingene anderledes bare for at provokere.

    Jeg kunne vildt godt tænke mig at møde andre i en gruppe og tale om, hvordan det har været at vokse op med en forælder med AS. Jeg husker bl.a. som barn, at hvis jeg faldt og slog mit knæ, så sagde min far hårdt til mig, at jeg skulle rejse mig op og lade være med at skabe mig. Og jeg er sådan et følsomt og sårbart menneske, der har brug for omsorg og anerkendelse. Jeg har gået meget i terapi og til psykolog, for at lære at elske og anerkende mig selv. I dag er jeg godt på vej, men har længe været ked af mit sparsomme dårlige forhold til min far. Nu tænker jeg, at han sikkert elsker mig inderst inde, men at han ikke kan og aldrig kommer til at kunne vise mig det. Jeg forstår meget bedre nu, hvorfor jeg aldrig har følt mig god nok – værdig til hans kærlighed. Jeg har følt at jeg burde have været født som dreng, og har da også været drengepige hele min barndom. Men i dag er jeg i fuld gang med at lukke min indre, smukke, farverige kvinde ud i verden. Og det skræmmer ham. Spørgsmålet er: Hvordan kan jeg bedst muligt være i kontakt med ham uden at miste mig selv med udgangspunkt i, at han har nogle sociale/neurologiske begrænsninger?

    Jeg vil meget gerne mødes med andre og høre om deres oplevelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *