Ensomhed Er. . .

*Ensomhed Er. . .

Ingen at heles med
Ingen at dele med
Ingen at tale med
Ingen at le med
Ingen at græde med
Ingen at elske med
Ingen til at lytte
Ingen.

Jeg længes efter nogen at tale med,
Nogen at dele, at heles,
at le, at græde, at elske med,
At lytte til stilheden med.
Der er ingen.

                                      Karen E. Rodman**, USA, 1995

 

*Oversat fra engelsk. Loneliness Is… modtog poesi-prisen First Editor’s Choice Award in USA
**Karen E. Rodman er direktør for FAAAS Inc. (www.faaas.org), som hun grundlagde i 1996 som verdens første organisation til støtte og anerkendelse for familiemedlemmer til voksne med Aspergers syndrom og Højt fungerende Autisme. FAAAS står for Families of Adults Affected by Asperger’s Syndrome. FAAAS Inc. er en nonprofit organisation, der også har til formål at udbrede viden om eksistensen af AS blandt voksne, samt undervise og bevidstgøre sundhedsvæsen og myndigheder om, hvordan denne neurologiske udviklings forstyrrelse hos et voksent familiemedlem påvirker alle øvrige i familien, især ægtefælle og børn.

 

 

 

5 comments for “Ensomhed Er. . .

  1. 9. juli 2015 at 13:27

    På trods af den triste mening med digtet er det et rigtig smukt digt der beskriver ensomhed på en måde som alle kan forstå. Tak fordi du deler det.

  2. Helle
    30. juli 2015 at 17:36

    Åh… Et alt sigende digt. Smukt og smertelig virkelighed. Min virkelighed.
    Dyb ensomhed., trods oprindelig en glad og udadvendt pige på 17. År. Nu 54 år og ensom. Hvem forstår, hvad vi taler om? Tak til dig, for at bringe det frem.

  3. Birgitta48
    14. august 2015 at 13:44

    FAAAS blev grundlagt af forfatteren i 1996, med det formål at udbrede viden om eksistensen af AS blandt voksne..
    Og at bevidstgøre sundhedsvæsenet og myndighederne om, hvordan en AS-partner påvirker NT medlemmerne i familien..

    I 1996….. Det er næsten 20 år siden..

    Hvor mange NT-mennesker er endt i den ulykkeligste, dybeste ensomhed og håbløshed i de mange år?

    Hvordan kan det være, at der ikke er nogen der vil/kan hjælpe os?

    Det ryster mig allermest, at al den unikke viden, som vi, som NT partnere har, den går tabt.
    Ingen er interesserede. Kun vi selv.
    Men vi kan bare ikke hjælpe hinanden.. Kun lytte.. Og fortsætte ud i ensomheden..

  4. SL
    8. marts 2018 at 13:27

    Jeg kender den ensomhed. Jeg måtte kaste håndklædet og gå, efter 8 år med min asperger-partner. Han har desuden ADD. Men da han ikke er undersøgt, er det først efter, at vores ældste datter har fået diagnoserne, jeg kan se, at han fejler det samme.
    Jeg ville ønske, jeg havde vidst det før: At han ikke bare kunne tage sig sammen. At han ikke KUNNE de ting, jeg naturligt ventede af en partner.

    Jeg faldt for, at han var så god, som dagen er lang. Og så var han så socialt intelligent. Så… lyttende. Og lynende intelligent. Hans almene viden var imponerende. Han kunne var fantastisk til trivial pursuit. ALT kunne han svare på.

    Hurtigt opdagede jeg, at husholdning ikke var hans stærke side. Han var blevet forkælet af sine forældre. De var meget beskyttende, og han så det selv som en selvfølge, at jeg lavede det hele derhjemme. Først efter at jeg var brudt grædende sammen af stress, skiftede han og blev meget aktiv med husarbejdet hjemme.

    Personlig hygiejne? Nej. Det var pinligt, som han altid lugtede. Initiatiativ? Intet. Så for at få ham i gang, indførte jeg “pardage” en gang om ugen, hvor vi skiftedes til at arrangere (og betale) hele dagen. Det vækkede ham lidt, og han var faktisk god til at arrangere.

    Ligeværdighed? Nej, jeg følte mig som boss. Og jeg var træt af at være boss for dette blide, initiativløse individ. De maskuline, aggressive sider havde han overhovedet ikke. Nogle gange følte jeg, at han var kvinden, og jeg var manden. Jeg begyndte at få depressioner. Det er siden gået op for mig, at når jeg røg ned med en depression, tog han over og blev manden i huset. Depressionerne var min ubevidste måde at få ham til at tage ansvar på.

    Regninger? Jeg læste artikler om “slip kontrollen,kvinde” og “hvis du giver en mand ansvar, så tager han ansvar.” Så jeg slap kontrollen og overlod alt det økonomiske til ham. Efter 3 måneder var vi lige ved at blive smidt ud, da min kæreste havde lagt girokortene og huslejepengene i en skuffe, i stedet for at betale dem på posthuset.

    Venner? Han havde barndomsvenner, men ringede aldrig til dem. Han ringede heller aldrig til sin familie. Det blev mig, som tog initiativet, når vi skulle ses med nogen. Når han blev inviteret til fest, endte han altid med at sidde på toilettet og læse hele natten, eller også faldt han simpelthen i søvn.

    Receptioner? Du kunne se ham sidde alene i hjørnet, eller i dyb snak med én deltager, som han talte med hele aftenen. Foreningsmøder? Han sad bare og spiste og drak, og talte ikke med nogen. Men hvis nogen indledte en samtale, svarede han høfligt. Og folk fandt aldrig ud af, at grunden til, at han var så behagelig at snakke med, var at han bare sad og gentog dem og talte dem efter munden.

    Alt var sirligt: Den store mand spiste af bittesmå tallerkener og lillebitte bestik. Der var hyggeligt, med lys på bordet. Men vi talte ikke sammen. På et tidspunkt opdagede jeg, at han var en papegøje. Han var en god lytter. Men det eneste, der kom ud af hans mund, var gentagelser og præciseringer af dét, jeg lige havde sagt. Der var intet modspil.

    HVIS han endelig sagde noget – når jeg havde plaget ham længe for at høre, hvordan hans dag var gået – fik jeg en totalt minutiøs detaljeret forklaring. Ingen highlights. Ingen forståelse for, at halvdelen af dét, han talte om, var latinske fremmedord for fysik og planter. Og aldrig øjenkontakt. Altid så han væk. Jeg savnede en dynamisk og nærværende mand, der kunne se mig dybt i øjnene. (Derfor røg jeg ind i et forhold til en narcissistisk psykopat bagefter – men dét er en anden historie).

    Jeg elskede ham. Men efter 8 år gav jeg op. Jeg forsøgte at lade være at starte en samtale, bare for at finde ud af, om han ville tale til mig. Efter 3 uger havde han kun spurgt, hvem af os, der skulle købe mælk. Det blev for ensomt, og jeg kastede håndklædet i ringen. I dag er han flyttet hjem til sin far og mor igen. Her sidder han alene på sit værelse med sine film og bøger, mens de laver maden, gør rent og vasker hans tøj, og kører ham til arbejde. Han er 47 år. Og efter 8 års samliv kender jeg ham stadig ikke.

  5. 14. marts 2018 at 17:26

    Hej sl xx
    Har læst dit input. Har læst alle art
    iklerne på aspergerpartner.
    Har været gift i 30 år og har altid haft det svært. Prøvede i alle årene at forstå hvad der var galt. Prøvede at læse mig til forskellige psykiatriske diagnoser, meget passede men aldrig helt. Indtiljeg tilfældigt faldt over artiklen om vredecyklus hos asperger…..og alle de andre artikler. verden åbnede sig og pludselig forstod jeg hvad jeg ikke havde forstået i 30 år. jeg bor i udland og her taler man desværre kun om asperger hos børn!!!!!
    Da jeg giftede mig vidste man ikke meget om as hos voksne. Jeg prøver på at tage mod til at komme videre i livet uden at værre bange og føle mig skyldig og det er ikke nemt når der er børn selvom de er på vej til at blive. Voksne. Min mand er ikke diagnoseret men da jeg fortalte ham om hvad jeg tror var han ikke fjendtlig.
    Krammer alle kvinder der befinder sig i et as/nt partnerskab om så de er “sluppet ud” eller stadig kæmper og lider. Vi har brug for masser af støtte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *