Farvel min elskede. Af Pernille

Det sværeste valg jeg nogensinde har truffet, har været at forlade dig.
Jeg måtte forlade dig, fordi jeg elsker dig.
Fordi det gjorde for ondt at være sammen med dig.
Fordi det var for smertefuldt at blive valgt fra.
Fordi afvisningerne var blevet for mange.
Fordi du ikke kan ændre din adfærd og lære af dine erfaringer – selvom du gerne vil.
Fordi jeg ikke kunne blive hos dig, uden at miste mig selv.

Jeg måtte lade fornuften sejre.
Jeg måtte lytte til min krops signaler, der sagde mig at jeg var ved at bukke under.
Jeg måtte såre vores børn, der dog delvist forstår hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.
Jeg måtte forklare omgivelserne, at jeg ikke gik fra dig fordi jeg ikke elskede dig mere!
Jeg måtte gå, netop fordi jeg elsker dig!
Jeg måtte forlade mit livs kærlighed … efter mange års tapper kamp og indsats … fra begge sider.

Du vil aldrig kunne forstå min begrundelse og det er smertefuldt og frustrerende ikke at kunne forklare sig.
For egentlig vil du gerne forstå …

Du kan ikke huske de mange års forgæves forsøg fra min side på at forklare, at kommunikere, at komme med hentydninger, at stille direkte og konkrete krav, at give dig plads.

Du kan ikke huske mine mange tårer, min fortvivlelse, min sorg, til sidst min resignation.
Det var efter din mening: ”Noget værre pjat – det gider jeg ikke diskutere”!

Du forstod ikke, at jeg blev ked af at jeg og vores familie blev tilsidesat for en interesse, jeg hele tiden vidste ville vinde i sidste ende. ”Du kan jo bare selv finde noget at gå op i, i stedet for at hakke på min interesse”!

 

Du forstod ikke, at tid sammen med dig var blevet smertefuldt og enormt ensomt for mig.
For dig var det noget pjat: ”Jeg er sgu da hjemme hver aften”!
Og du var hjemme. Men ikke tilstede…

Jeg valgte på et tidspunkt at komme ud blandt andre mennesker. Uden dig…
Mennesker der gad mit selskab og spurgte ind til mine behov.
Mennesker der gad gå en tur. Ikke fordi det blev opfattet som et krav, men alene for hyggens skyld.
Mennesker der gad small-talk. I stedet for at nedgøre dagligdagens små historier.
Mennesker der kunne føre en samtale uden at emnet konstant blev skiftet til egne interesser.
Mennesker der så mig direkte i øjnene!!! Gad at lytte! Gad at se mig…

Det var de samme mennesker, som efterhånden havde undladt at besøge os, da de følte sig afvist af dig.
Når du rejste dig i samme øjeblik de satte sig i sofaen ved siden af dig.
Når du valgte at dyrke din interesse midt i en sammenkomst uden nogen form for varsel.
Når du sad og spillede på din telefon midt i en middag, fordi emnet ikke interesserede dig.
Når du afbrød og skiftede emne – helt umotiveret og uden sammenhæng.
Når din udstråling klart viste, at du ikke gad dem…

Du var ham med en telefon, tablet, pc eller fjernbetjening i hånden når vi sad i sofaen.
At holde mig i hånden eller lægge din arm om mig, var en fysisk pine for dig – som du dog aldrig indrømmede.

At jeg rørte ved dig eller holdt om dig, var en endnu større pine og din udstråling skreg lydløst på at slippe væk.

Du skældte aldrig børnene ud.
Du tog ikke ansvar for deres opdragelse eller trivsel.
Forældremøder, stævner, arrangementer mm. var kun en del af din bevidsthed, såfremt det ikke kulminerede med dine interesser/dit skema/dine rutiner. For slet ikke at tale om alle de små dagligdags ting der skulle ordnes…
Der var jo heller ingen grund til at være to om at gå til forældremøder. Eller til lægen. Eller på hospitalet.
Børnene har du jo godt styr på, skat!
Eller også var det din træningsdag…
eller også var det for kedeligt….
eller det var for koldt …
eller for varmt …
eller det tog for lang tid…
eller det var for langt væk…
eller bare noget der ikke interesserede dig.

Lige så lidt du hidser dig op og skælder ud, lige så lidt begejstring kan jeg eller børnene (mennesker generelt) frembringe.
Altid i ligevægt…. lige under bundlinjen.
Aldrig rigtig vred …. men oftest vældig nedtrykt.
Aldrig rigtig glad …. og kun virkelig begejstret når snakken går på/om dine interesser.

Jeg gik selv til alle forældremøderne.
Sørgede for pasning ved selv samme, hvis det kulminerede med dit skema/dine rutiner.
Kørte alene hjem fra sammenkomster med ungerne og forsvarede over for mig selv og dem, hvorfor du valgte at blive, i stedet for at tage men familien hjem.
Hentede børn, selvom jeg var syg, da jeg ikke orkede dine kommentarer omkring dine rutiner.
Planlagde mine aftaler ud fra dit skema og dine rutiner.
Aflyste aftaler, hvis du blev for vred, så det ikke gik ud over børnene.
____________________________________________________________________

Jeg kunne komme med mange flere eksempler.
Men til hvilken nytte?
Der sidder et lille væsen oppe i dit hoved, ved navn: asperger.
Denne lille fyr springer rundt og ødelægger så meget. For dig. For dine omgivelser. For de mennesker du elsker og egentlig ikke vil gøre fortræd.
Du vil gerne af med ham, men han er for hurtig for dig.
Han er blevet opdaget for sent og har ødelagt for meget.
Han kommer dig alt for tit i forkøbet.
Han får dig til at sige og gøre ting, som er uhensigtsmæssige og sårer andre.
Han har i hvert fald vundet over mig…..
____________________________________________________________________

Jeg blev forelsket i et dejligt menneske og jeg har forladt et dejligt menneske.
Et menneske der hver dag prøver at gøre sit bedste.
Et menneske, der hver dag forsøger at opfylde andres behov, dog uden det store held.
Et menneske, der har et kærlighedssprog, jeg ikke kan omsætte.
Et menneske uden filter, men også uden indsigt.
Et menneske, der ikke tager ansvar for sine handlinger.
Et menneske der har forladt mig gang på gang, på gang, på gang… når tilværelsen var svær.

Jeg tog for mere end et år siden ansvar for mig selv og min fremtid.
Jeg forlod dig.
Men der går ikke en dag, uden at jeg er ked af, at den lille fyr oppe i dit hoved ikke kan finde et andet sted at være.
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke græder.

Jeg vil altid synes du er et dejligt menneske og jeg vil nok altid elske dig…. Men jeg bliver nødt til at sige det højt og tydeligt (nok mest for mig selv): Farvel min elskede!!!!

 

21 comments for “Farvel min elskede. Af Pernille

  1. Mille
    17. december 2015 at 22:09

    Så fantastisk en beskrivelse, som rammer lige i hjertet, efter jeg lige er gået fra min elskede Aspergermand.

  2. Mari
    9. februar 2016 at 16:00

    Dette var veldig fint, så bra skrevet! Jeg har det på akkuratt samme måte. Jeg orker ikke dette lenger nå. Jeg har levd med min mann i snart ti år, og først nylig forstått hva som er feil. De første gangene vi hadde bisarre diskusjoner tenkte jeg at han snart kommer til å våkne opp, le av det og si at han bare tullet. Etterhvert ga jeg opp, jeg ga etter for mange av hans urimelige måter å gjøre ting på hjemme. Jeg har trodd på ham når han har sagt at han er utbrent og at det er derfor han ikke orker så mye, fort blir sint av småting og har lav toleransegrense. Jeg hatt så mange udiagnoserbare plager de siste årene, jeg har gått inn og ut av depresjoner, jeg er ikke den glade personen jeg var for ti år siden lenger. Jeg har forandret meg så mye. Jeg håper jeg kan bli litt mer som jeg var for ti år siden når jeg kommer meg ut av ekteskapet. Jeg håper at jeg kan bli en bedre mor for mine barn da. Jeg ser også at min far har diagnosen og jeg ser at min mor har blitt alvorlig mentalt skadet av å leve med min far i så mange år. Det gjør vondt å gå, men jeg må gjøre det, både for min egen og barnas skyld. Jeg er så glad for at jeg fant dette nettstedet, jeg finner ikke noe lignende i Norge.

    • Pernille
      21. februar 2016 at 16:32

      Kære Mari,
      jeg kan kun give dig ret i, at det er en helt fantastisk hjemmeside.
      Den har gennem de sidste år været med til at få mig til at beholde den sidste del af min egen værdighed. At forstå hvad det er vi er oppe i mod og hvad der kan/ikke kan gøres.

      Jeg håber virkelig at du tager de valg, der er bedst for dig og din familie. Det er ikke nogle lette valg. Det gør ondt helt ind i sjælen at skulle tage dem, samtidig er det også en kæmpe bakke at skulle kravle op af bagefter.
      Jeg kravler stadig – lidt af gangen. Og der er laaaangt endnu…
      Holder lange pauser undervejs (hvorfor jeg også først svarer nu), hvor jeg forsøger at få klarhed i mit hoved.
      Bliver slået ud af kurs jævnligt, hvorefter jeg så hænger og dingler, indtil jeg kan samle mig igen.
      Jeg græder stadig hver dag – min krop reagerer bare. På de mindste ting. Nok mest fordi min fysik er voldsom påvirket af det mærkelige samliv jeg har ført. Den reagerer fuldstændig i tråd med OTRS-beskrivelsen. Skræmmende, men jeg ved i det mindste hvad det er og at det er normalt.
      Jeg håber alt det bedste for dig. Det er en skræmmende rejse, som forhåbentlig genforener os med den person vi engang har været (omend vi jo altid vil være påvirket – men det aftager forhåbentlig også på et eller andet tidspunkt).
      Mange kærlige tanker
      Pernille

    • Gunn
      7. april 2016 at 21:54

      Er også så lei av sære tankerekker… Ensomhet, kort lunte og at ALT må “gjøres på sin egen måte”…. 20 år….. Ensomhet der man skulle være to… At hans interesse går foran alt annet, også barna…. Tror ikke andre som ikke har opplevd dette, kan forstå hvor slitsomt dette er, og hvor utrolig ensomt det er… Sender varme tanker til deg ?.

    • Lisbeth E
      30. juli 2016 at 23:15

      Kjære Mari og dere andre!
      Jeg kom tilfeldigvis inn på denne nettsiden etter desperate søk på nettet. Det er nå over et halvt år siden min mann gikk fra meg, over natten, på en særdeles kynisk måte etter totalt 14 års forhold og 10 års samliv. Han er svensk. Reiste fra alt her i Norge, og ned til sin familie i Skåne. Langt unna. Denne tiden har vært forferdelig. Jeg som vanligvis har klart alle typer utfordringer i livet, taklet ikke dette. En bunnløs sorg, frustrasjon over et ufattelig svik. Alle mine venner og bekjente omtaler unisont handlingen og gjennomføringen av skilsmisseprosesen som sjeldent kynisk. Mine venner er frustrerte over at jeg hele tiden har forsøkt å finne forklaringer på adferden, forsvare ham. De sier jeg må innse at han er et svin. Innerst inne vet jeg nemlig at han egentlig ikke er en ond person, selv om han har gjort mye ondt mot meg i vårt samliv. Hans merkelige kynisme kom veldig til overflaten i måten bruddet foregikk på og i prosessen etterpå Jeg har sørget forferdelig, bryter stadig sammen i gråt så sterk at det nesten svartner for meg. Jeg elsket ham sånn! Jeg er over 60 og var ennå forelsket! For et halvt år siden var jeg kun et objekt for penger. Han hadde overhodet ikke regnet med min prosess i dette. Det var ikke i hans plan. Jeg ble straks bedt om å skaffe meg en advokat for han skulle ha skifte innen 14 dager. Jeg skulle øyeblikkelig kjøpe ham ut av huset. Jeg måtte sykmelde meg, ba ham om tålmodighet for jeg var i sjokk og krise. Han sa at da fikk jeg jo snarest skaffe meg en psykolog (som om det er noe man snarest kan skaffe i dette landet. .) Et par av vennene mine nevnte ved en anledning at han “må ha Aspergers” – mest som en talemåte. En dag i ferien satte jeg meg imidlertid til å søke på nettet. Alt det jeg hadde undret meg over opp igjennom årene. Alle de rare problemene vi aldri forstod noe av – gjerne ville finne ut av hva kom av (Vi søkte hjelp, men haddr ikke rukket komme til noen konklusjon) – brikkene falt på plass. Det var et system i dette underlige! Aspergers. Da jeg kom til eksempel på klønet måte å knytte skolisser på, at dette også stemte – det kan ikke være tvil. En slags lettelse. Jeg leste som besatt i 3 dager. Lettelsen ga meg litt ro på at det var ikke rart jeg ikke taklet væremåten hans hele tiden. Det var virkelig ikke meg hele veien. Det var mer enn et menneske skal kunne klare alene uten at begge hadde innsikt og at v begge kunne fått adekvat hjelp. Men jeg visste ikke! Han vet ikke selv, Han er feilfri uansett..og han brøt mentalt med meg over natten etter er hendelse i julen. Han sa opp jobb og flyttet. Jobber nå ikke. Lever et regelmessig liv uten forpliktelser i et nært forhold. Omgås venner og familie (kun disse) i akkurat passe prosjoner for ham, og dyrker sine interesser så mye han orker.Han klarer seg godt. Mitt liv har vært i krise siden bruddet. Jeg har tre egne barn, men jeg strever forferdelig med motivasjon for alt. Ensomheten er forferdelig. Vi skulle bli gamle sammen! Jeg vil ikke leve alene, men dessverre elsket jeg ham for mye. Han var så intelligent og hadde så masse annet. Hvilken mann kan nå opp tross alt? Jeg var inne på nettet (desperat middel for å holde fokus fremover…) Han var alt for meg. Traff en fin mann, med utrolig mye empati og forståelse. Veldig uvant. Det burde være fantastisk, men etter å være vant til lite av den slags, ble det for mye – for veikt. For umandig. Absurd…. Min mann og jeg hadde ingen nøkkel til våre problemer (som han egentlig mente skyldtes meg). Jeg vet han elsket meg, men hans konklusjon var at det gikk jo aldri så vi passet ikke sammen. Så han stengte av. Folk mener min eks ikke er verdt en eneste tanke, jeg må gå videre, men det er for mye kaos ennå inni meg, så mye fortvilelse. Savn! Sorg! Enn om vi hadde visst. Samtidig vet jeg at det ville blitt tøft videre uansett. Tenk om jeg skulle bli alvorlig syk i fremtiden? Han ville til slutt sagt at dette orket han ikke, dessverre, og bare dratt da også. Jeg føler meg ensom med dette. Skulle gjerne hatt kontakt med noen som vet hva det er å leve med en med AS. Jeg bor på Østlandet, Norge.

  3. DM
    1. april 2016 at 20:43

    Puha Pernille

    Har lige læst dit digt og tårerne bare flyder ned. Med få undtagelse kunne jeg have skrevet det selv. Står i en situation hvor jeg næsten gennem hele vores samliv (8-10 år) nok dagligt har været i tvivl om jeg skulle blive. Så har jeg endelig sluttet fred med, at jeg vil være her (var nok mest træt af hele tiden at tvivle). Så sker der det at han pludselig skifter og begynder ikke at ville mere og være i tvivl med diverse ondskabsfulde udsagn til følge. Det gør ondt at læse det stadig er slemt bagefter og at du græder dagligt. Det får mig til at tænke så kan vi lige så godt blive sammen…

    Han er på ingen måde diagnosticeret (er også ALT for intelligent) og jeg er ret ny på området. Han har tidligere formået at være fysisk. Hans mest udbredte træk er hans manglende evne til at tænke på andres behov eller kun at tænke på sine egne og hans fraværende interesse i socialt samværd. Med alt hvad der følger

  4. ChP
    17. april 2016 at 21:20

    Åh, brevet til din mand rammer mig lige i hjertekulen, og har gjort stort indtryk på mig.
    Jeg er gift med en dejlig mand, og vi har et barn sammen. Vores barn er lige blevet udredt for Aspergers, og i den forbindelse står det lysende klart for mig, at min mand også er Asperger… Det er der slet ingen tvivl om…

    Han er 90% af tiden er noget af det mest søde og rare, man kan forestille sig. Altid godt humør, tålmodig, og meget imødekommende – især overfor andre! Han er ekstremt “overflink” overfor folk han ikke kender, mens han til tider godt kan blive temmelig perfid og ondskabsfuld overfor mig… Dog kun i situationer hvor følelserne har fået frit løb, og han tydeligvis føler sig ekstremt presset…

    Jeg har gennem alle årene tænkt, at der altså var noget ganske aparte over ham… Noget ekstremt nørdet, men også en snert af egoisme og total mangel på empati…
    Han er meget kærligt anlagt. Giver mange kram og er en dejlig elsker, men hvis jeg bliver ked af det, så sidder han bare og kigger på mig… Han forstår ikke at give trøst og omsorg.

    Han har heller aldrig nogensinde kunnet tage initiativ til at arrangere en ferie, et restaurantbesøg, en weekendtur eller fejre min fødselsdag – endsige købe en ordentlig gave til mig…
    Jeg har bidt det i mig i årevis. Jeg har sagt til ham, at det gør mig ked af det! Jeg har “instrueret” ham i, hvad han skal købe til mig, hvilket jo blot gør at al spænding forsvinder…
    Jeg føler konstant, at jeg må nøjes… Nøjes med et minimum af forkælelse. Nøjes med manglende forståelse. Nøjes med hans tilstedeværelse – men uden rigtigt nærvær…

    Han sover meget. Han kan sove på kommando! Han kan sidde ret op og ned i sofaen og sove, hvis jeg fortæller ham om min dag. Men hvis han skal fortælle om sit job eller sin hobby, så kan han holde sig vågen uden problemer!!
    Når vi er ude og spise, så rejser han sig, og går hen og taler med de andre gæster eller holder øje med alt hvad der sker i restauranten – eller begynde at læse avis!! Han har meget svært ved at koncentrere sig om at være romantisk sammen med mig…
    Hvis vi kører en tur, så sidder han og kigger på det, vi kører forbi, uden at tale med mig. Han bliver helt opslugt, og kan være flere minutter om at svare – ofte har han slet ikke hørt mit spørgsmål!
    Han har også præsteret at glemme at hente mig fra fester eller lægge sig til at sove, når han skulle hente barnet hos en kammerat… Og det gør, at jeg altid er i alarmberedskab. Jeg skal hele tiden have en plan B…

    Det du skriver kan jeg virkelig godt genkende… Jeg har ofte overvejet skilsmisse, men jeg elsker ham ufattelig meget, og ved også, at han går til grunde uden mig… Jeg er desværre nærmest blevet hans mor… Og han har ikke anden familie end mig og min familie…

    Jeg kan leve med, og finde mig i, meget, men jeg mangler opmærksomhed, trøst, nærvær og empati fra hans side… Jeg er efterhånden ganske syg af depression, og mener nu at have fundet årsagen; Jeg har følt mig omsorgssvigtet i mit ægteskab gennem mange år på trods af stor kærlighed og passion…

    Jeg har holdt mig selv oppe ved tanken om, at “det skal nok gå” “det bliver bedre med tiden” (Han siger ofte, at det hele nok skal gå… Og det gør det sikkert også i hans verden…). Men nu kan jeg jo godt se, at intet vil ændre sig. Alt vil forblive statisk, uændret – blive ved det velkendte…

    Og den tanke dræber mig indefra. Jeg er nu i dyb sorg, og aner ikke hvad jeg skal stille op…

  5. pernil
    22. april 2016 at 14:26

    jeg kan ligeledes spejle mig i det meste af det du skriver.
    Den perfide og til tider ondskabsfulde attitude (som optræder i pressede, følelsesmæssige situationer).
    Den flinke ven, som bliver udnyttet (men vred når man nævner det).
    Det manglende initiativ til fælles ting/gøremål/ferier.
    Gaverne som er det modsatte af det man ønsker sig.
    Kommando-søvnen, det forsinkede – eller manglende svar på ens henvendelser.
    Den manglende tilstedeværelse når noget mere spændende dukker op.
    Den evige og konstant nærværende plan-b, som fratager én glæden ved det der skal ske og/eller det man er midt i.

    Du skriver at han vil gå til grunde uden dig. Måske…. Men hvis du går til grunde, så skal han også klare sig uden dig….
    OTRS er ikke til at spøge med. Jeg har været helt dernede, hvor jeg ikke ønsker andre nogensinde skal komme. Og det er ongoing…!!!

    Jeg fandt styrken til at sætte kærligheden til mig selv højest. Men det tog mange år efter erkendelse af problemet og det var bestemt ikke nemt. Jeg troede heller ikke at han kunne klare sig uden mig. Men jeg er for længst blevet lagt i en kasse, sat på hylden og en ny kvinde erstattede hurtigt min plads. Jeg ser nu de samme mønstre gentage sig igen og igen…det gør mig ked af det, men samtidig befrier det mig for det ansvar jeg stadig føler, men som bliver mindre og mindre.

    Jeg har stor respekt for de mennesker der vælger at blive i forholdet. Vi har selv kæmpet alt hvad det kunne trække – men lige meget hjalp det.
    Kærlighed er en stærk kraft og jeg kender kun alt for godt til tvivlen og den sorg du omtaler.

    Vi skal alle vælge vores rejse med omhu. Livet er kort og det kan ikke laves om med tilbagevirkende kraft. Vores erfaringer gør os til dem vi er i dag – men vores beslutninger bestemmer hvem vi er i morgen, om et år.

    Jeg håber du vælger den vej der er bedst for dig. Men husk, at det er som det er: statisk, uændret – men velkendt (som ironisk nok, på sin vis giver en vis tryghed).
    Jeg sender dig et stort, varmt, langt og inderligt kram!!!!

  6. Kr
    30. april 2016 at 01:55

    Hej alle I tapre AS-partnere!

    Hvor er det velgørende at læse dit fine digt, Pernille, og beretningerne fra jer andre!
    Jeg er en mellemting mellem gift og skilt! For fire år siden – lige efter den yngste var konfirmeret – flyttede jeg ud af villaen og hen i en ikke dyr, men stemningsfuld gammel 1-værelses lejlighed i samme by. Min mand har aspergertræk og sygelig samlermani. Efter 22 år skreg mit indre bare efter et hjem, der ikke var fyldt med kasser, poser, kagedåser, bøger, værktøj osv. i alle rum bortset fra børnenes værelser.
    De første 8 år af vores liv boede vi på et nedlagt landbrug, som til sidst var fyldt til randen og ikke vedligeholdt. Så flyttede vi til et hus, som de første mange år var rimelig pænt – men efter 14 år var det altså også fyldt til randen, og det er det stadig. Stopfyldt er også loft og udhuse på hans 91-årige mors bondegård. – Kan I heller ikke trække vejret ved at læse dette?
    I samlermanien er han totalt hensynsløs – kan ikke for alvor betragte det som en lidelse. Hans øvrige aspergertræk er faktisk til at leve med.
    Jeg valgte for 4 år siden at flytte i en lille billig lejlighed for at redde mig selv – og samtidig ikke splitte familien ad. De hjemmeboende børn (drenge, dengang 14 og 18) kunne fortsat bo hos deres far, og jeg samlede familien hos mig til aftensmad næsten hver dag. Det gør jeg stadig. Også til juleaften – der er bedst plads til juletræet hos mig!
    Drengene er psykisk stærke, vurderer jeg. Det er godt nok sjældent, de har haft venner med hjemme i det underlige hus de senere år – men de er ikke i tvivl om, at deres far elsker dem, og de har lært at tackle ham med kærlig humor.
    Jeg samler styrke i store kreative projekter, som udspringer af mit arbejde. Der oplever jeg fællesskab og fælles succesoplevelser, som gør mig glad.
    Vi har en ikke-udredt datter på 24 med aspergertræk, hun kæmper for at kunne klare sig på normale vilkår.
    Så der er nok at se til – og prøve at lade ligge ind imellem.

    Er vi så glade og tilfredse med ordningen?
    Jeg er. Han sukker efter, at jeg skal komme hjem og får på snedig vis placeret en skyldfølelse hos mig gang på gang, selvom jeg tror, jeg har bevæbnet mig til tænderne med selvsikkerhed. Omtolker, forklejner, anklager – alt det I andre kender til.
    Det bedste i vores ægteskab – foruden børnene, naturligvis – har været ferier. Så gør vi alle sammen det, min mand er bedst til: SAMLER – ikke ting, men indtryk og oplevelser…

    Er der andre, der har valgt mellemtingen: Fortsat “ægteskab” i hver sin bolig???

  7. Anett
    22. maj 2016 at 16:59

    Kære Pernille og alle i andre…..

    At læse det i skriver giver mig så meget styrke….Jeg er selv i et ægteskab med den smukkeste og dejligste mand på 8 år….dog med AS.

    Jeg er nu så drænet og så ensom at smerten efterhånden har gjort mig følelsesløs og handlingslammet……..

    Før jeg fandt denne side var jeg sikker på at ensomhedsfølelsen ville gøre mig sindsyg……..At jeg var den eneste der sad til langt ud på natten og stirrede ud i et mørkt rum, grædende og rokkende frem og tilbage…efter endnu en afvisning, et manglende kram, et kys uden indlevelse eller hårde ord……

    Vi fandt hinanden….blev MEGET forelsket og jeg var i den 7. himmel…flyttede hurtigt sammen…købte hus….startede forretning
    Før jeg så mig om stod jeg med det hele….Jeg var hende der bestemte alt, den sure, den hysteriske, prinsessen der ikke fik sin vijle, fordi jeg krævede at han deltog i dagligdagen……Jeg kan klare meget…men ikke at få anderkendelse fra det menneske man elsker højeste er å grænsen til tortur….

    Det stod på i nogen år….Jeg fandt også ud at han havde kontakt til andre kvinder….Så jeg lærte ikke at kræve for meget af ham for ikke at “skubbe” ham over i andre kvindearme….
    Til sidst var jeg så nedbrudt at jeg troede på at jeg VAR for krævende, hysterisk og umulig fordi jeg gang på gang blev ked af manglende kærlighed og fysisk kontakt.
    Før i tiden kunne jeg ikke sove hvis han ikke var der…..til sidst kunne jeg sove når han var der….hellere sove alene end at sove ved siden af min elskede der ikke ænsede mig

    Vi gik fra hinanden,…jeg flygtede til en anden landsdel, mistet forretning, hus, plejebarn, mine elskede hunde……..MEN jeg følte mig fri…..jeg var ulykkelig og følte jeg svigtede ham…men jeg var fri……Fri for ensomheden trods min elskede var i samme rum…fri for at græde mig i søvn…fri for at bede om et kram eller kys der sårede mere end hvis det ikke var der….

    Jeg står i samme situation igen….for vi fandt sammen og bor sammen nu……og ensomheden er igen min tro følgesvend….Vi er i sammen bane nu…. med at det er mig der ikke forstår hvor svært det er at være ham….hvor “kringlede” hans hjerne er……
    jeg har inderligt bedt ham om at læse nogen af de indlæg der er her på siden….måske kunne det hjælpe til at han at få en forståelse for at det også kan være svært for mig…men jeg behøver ikke uddybe hvorfor det ikke er blevet til noget 🙂
    Jeg har svært ved at komme hjem….når jeg nærmer mig kan jeg mærke energien fosse ud af mig…..dybt inde i mig håber jeg at han ville tage imod mig med et kæmpe kram….kigge mig dybt i øjnene og sige: hvor er det dejligt du er hjemme min elskede……
    Men det sker ikke…..og jeg ved det godt….men må jo gerne håbe….jeg bliver mødt med et flygtigt kys henover computeren…for den bruger han til “koble” af med ……i mange timer…….Så jeg sluger skuffelsen igen….jeg ved jo godt han ikke gør det med vilje…..og ensomheden tar mig i hånden igen…..

    Jeg ved jeg må gå fra ham igen….og jeg kommer det et lille skridt nærmere hverdag…for denne gang er det for at blive væk…..

    Du er lige der…så tæt på mig….men SÅ langt væk…..jeg kan dufte dig…drømmer om at lægge mig tæt ind til dig og mærke dine smukke hænder på min krop….jeg elsker dig med alt hvad der er i mig….Jeg lægger tit og kigger på dig når du sover, du er så smuk og dejlig…..drømmer om at du åbner dine øjne og kigger dybt i mine, aer min kind og kysser mig blidt.
    Jeg elsker at rører ved dig…dine smilerynker ved dine smukke øjne og jeg gør det tit……helt bevidst om at du helst vil undvære det…..men kan bare ikke lade være..

    Jeg elsker at elske med dig for da er vi nær….jeg drømmer om at du osse kommer til mig med dit begær….at jeg ikke skal bede om din elskov og nærvær….

    Tak for alle jer der er herinde……

  8. fera
    14. december 2016 at 23:28

    Kjære Pernille

    Så vakkert skrevet. Dette traff hjertet mitt. Jeg kjenner så godt den smerten du beskriver.
    Så modig du er som tør være så åpen, ærlig og sårbar.

    Jeg har forlatt min kjæreste som jeg er sikker på har asperger. Jeg kjenner han så godt igjen i disse beskrivelsene her inne. Og på den andre siden kjenner jeg meg igjen i din og andres beskrivelse av fortvilelse, smerte, håpløshet og ensomhet. Og disse ord har blitt min redning ut av denne galskapen jeg har følt jeg har vært i.

    Her inne har jeg funnet den forståelse og støtte som jeg trengte for å se klart igjen, få tro på min virkelighet og finne styrke. Og da ble det klart for meg. Jeg er ikke vanskelig. Det er en grunn til at jeg reagerer på denne mannens merkelige oppførsel.
    Men han er også meget sjarmerende og god. Det har vært det vanskeligste. Fantastisk i det ene øyeblikk for så en stor egoist i neste øyeblikk.

    Jeg er så sliten nå.

    Takk for at du delte din historie.
    Varme klemmer fra Therese

  9. Mir
    9. maj 2017 at 14:06

    Kære allesammen.

    Hvor er jeg glad for jeg fandt denne side!

    Kan ikke forstå jeg står i sådan en situation som jeg gør i øjeblikket.
    Min kæreste, som jeg elsker meget højt, har AS (der er ingen udredning lavet endnu) og jeg er et meget rummeligt menneske normalt. Men jeg er efterhånden ved at miste min tålmodighed. Tusindvis af tåre fra min side og utallige skænderier… til tider også voldsomme. Han vil gå til en psykolog og få hjælp. Hvilket jo er et skridt på vejen… Jeg er dog meget i tvivl om det er noget som hjælper? Og i så fald af jer som har erfaringer med professionel hjælp i jeres forhold til en med AS. Og har i nogen anbefalinger til hvem man skal bruge? (Hovedstadsområdet)

    Jeg har så mange spørgsmål… jeg kan ikke snakke med mine venner eller familie om dette da de ikke kan sætte sig ind i dette. Og anser min kæreste for ikke at fortjene mig.

    Håber der er nogen af jer som kan hjælpe?

    Håbefulde hilsner

    • 9. juni 2017 at 09:16

      Der er ikke noget, der hjælper. Asberger er en integreret del af personligheden, som ikke kan ændres. Det hedder accepter eller gå. Det er så forfærdeligt. Det er kun os, der har prøvet det, der forstår. Vi bliver jo ikke set af ægtefællen, det er så ENSOMT. Vi blive så syge af det. Tro mig. Jeg har selv en kronisk depression og kan næsten ingenting mere. Jeg mistede fuldstændig lysten til at leve. Kravler langsomt op, hvis jeg nogenside kommer op. Sådan en svær kamp, uden støtte fra min familie, som ikke forstår det, og som jeg ikke har kontakt til…de passer sig selv, det er bare for hårdt, ved ikke om jeg kan klare det

  10. Mar
    26. juli 2017 at 09:44

    Kære Marian
    Jeg skriver til dig fordi jeg selv lever sammen med en mand på tiende år, som jeg, min læge og min veninde(som arbejder med børn med Asperger) mener har Asperger. For ti år siden kom jeg ind i forholdet med stor selvtillid og overskud. Jeg arbejder med kommunikation rent fagligt og har altid oplevet stor anerkendelse fra min arbejdsplads/omverden i forhold til mine evner og arbejdsindsats. Da jeg, efter kort tid sammen med ham, oplevede de mest utrolige anklager imod mig, tænkte jeg, at det kunne løses via dialog. Det var her jeg, efter et par år, måtte tale med min læge, da jeg havde det virkelig skidt. For første gang havde jeg mødt et menneske (ham) som jeg ikke kunne nå gennem samtale. Jeg var i tvivl om hvor vidt det var mig der var noget galt med. Lægen mener at jeg lever sammen med en mand som har Asperger og min veninde, som arbejder med bl.a børn med Asperger,er enig med lægen. Jeg vil ikke sætte diagnose på ham, da jeg ikke er specialist og ikke har kompetencer inden for dette felt, men der er så mange tegn på det. Jeg har brug for at tale eller skrive sammen med andre som har/har haft det inde på livet, da jeg har fået en depression og ikke længere tror på mine egne evner. Da jeg i weekenden prøvede at forklare min samlever hvor hårdt det er for mig, at vi ikke kan forstå hinanden og så ofte bliver uvenner over noget som vi burde kunne tale almindeligt om, så sagde han, at han var enig og vi jo kunne flytte fra hinanden. Det er hans måde at få bremset en konflikt/dialog på hver gang. Han virker upåvirket når han siger det – som om han lige så godt kunne spørge om hvor vi skal tage på ferie næste gang. Det får mig til at ligge vågen om natten og være ængstelig. Dagen efter er han glad og det er som om han har glemt alt om det han har sagt. I mange år har jeg overvejet at gå fra ham og grunden til at jeg bliver er, at vi lever to parallelle liv. Jeg kan komme og gå som det passer mig – og det gør han også. Der er ingen intimitet i vores forhold, men han er glad i hverdagen og virker ikke til at være påvirket af det. Jeg overlever ved at hente energi og anerkendelse på mit arbejde, men weekenderne er hårde. Jeg skifter mellem at have ondt af ham og nærmest hade ham – fordi han gør mig ulykkelig.
    jeg har hårdt brug for at tale med nogen som forstår dette her og som jeg kan spejle mig i, så jeg får mulighed for at finde ud af, hvad der er Asperger og hvad der er mennesket bag, så jeg kan handle på det. Jeg vil rigtig gerne høre fra dig – evt være med i en gruppe.

  11. N
    12. september 2017 at 19:58

    Hvor er jeg dog glad for at have fundet frem til denne side! Jeg har levet sammen med min mand, som er udiagnosticeret AS syndrom, i ti år. Men jeg er nu 100% overbevist om, at det er det han er. I starten var han charmerende, romantisk og sjov, og inden man så sig om havde vi købt hus sammen, blev gift og han overtog hurtigt en dominerende styring. Vores intime forhold dalende ret hurtigt, og diskussion endte hurtigt i en aggressiv adfærd fra hans side, og mente, at det var mig, som var skyld i alt, og at han selv gjorde altid det rigtige. Jeg fandt mig i at leve med nedrullede gardiner, låste døre alle vegne, en luge med lås op til første sal, hans evindelige trang til at rydde op, smide ud, overdreven arbejde i haven og huset, hans bebrejdelser, at jeg ikke gjorde nok derhjemme. Når jeg kom hjem efter en lang arbejdsdag kl 18/19 var der ingen aftensmad, nej, det gad han ikke, for det var mit job etc.etc. Han ser mig ikke, han lever i en osteklokke og har også været i konflikter på sine jobs. I weekenden skete der så noget, som fik bægret til at flyde over. Nu vil jeg ikke mere. Min selvtillid og selvværd er helt nede i bund….

  12. H
    6. december 2017 at 06:12

    Pu ha ja nu sidder jeg og læser og bliver både glad og meget trist. Har fundet ud af efter 14 år at min mand også er asperger, det har været forfærdeligt, kunne aldrig forstå at han kunne sige hans elskede mig det ene øjeblik for det næste at svine mig til. Alle brikkerne er faldet på plads, efter 14 år og nu skal jeg ud af dette helvede. Desværre og det er det værste har det været via min søns udredning at jeg kunneregne ud at min mand er asp. Det er en sorg uden lige at vide at min smukke, dejlige, skønne dreng også virker sådan på andre mennesker end mig, for en mor kan se igennem fingrene med meget. Det er mit livs hidtil største sorg og jeg er ubeskrivelig ked af det. Til alle jer kvinder, ønsker jeg alt held og lykke med at komme videre.

  13. Lisbeth
    8. januar 2018 at 20:21

    Kære alle,
    Jeg er helt ny på dette websted, men hvor er jeg glad for at jeg har læst med. Jeg er overbevist om at min kæreste har asperger/ eller et snert af det, og muligvis også hans datter. Vores forhold er på 3 år, og det meste af tiden ret skønt. Dog knækker hans film og virkeligeheds opfattelse når jeg stiller krav, eller ændre rutiner m.m. Hans selvopfattelse er at han, og hans datter, er perfekte, men at det er mig og mine drenge er er unormale. Men det er kun i sitiuationer hvor han er presset, ellers ser han os som een familie.
    Den fordeling han laver gør så ondt, og har været mig så svært at forstå – indtil jeg begyndte at læse om ‘symptomer’ på hans opførsel/ adfærd.

    Kan han lærer, med hjælp, at ændre sit menneskesyn/ opfattelse?

    Kan jeg på sigt få dybe, gensidige samtaler med ham?

    Kan jeg nogensinde vise ham ‘min verden og blive mødt i den”?

    Er der måder jeg kan tale til ham på så vi taler samme sprog uden at gå på kompromi med mig selv ?

    Er der nogen redskaber og hjælp til mig og ham ?

    Mvh Lisbeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.