Farvel min elskede. Af Pernille

Det sværeste valg jeg nogensinde har truffet, har været at forlade dig.
Jeg måtte forlade dig, fordi jeg elsker dig.
Fordi det gjorde for ondt at være sammen med dig.
Fordi det var for smertefuldt at blive valgt fra.
Fordi afvisningerne var blevet for mange.
Fordi du ikke kan ændre din adfærd og lære af dine erfaringer – selvom du gerne vil.
Fordi jeg ikke kunne blive hos dig, uden at miste mig selv.

Jeg måtte lade fornuften sejre.
Jeg måtte lytte til min krops signaler, der sagde mig at jeg var ved at bukke under.
Jeg måtte såre vores børn, der dog delvist forstår hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.
Jeg måtte forklare omgivelserne, at jeg ikke gik fra dig fordi jeg ikke elskede dig mere!
Jeg måtte gå, netop fordi jeg elsker dig!
Jeg måtte forlade mit livs kærlighed … efter mange års tapper kamp og indsats … fra begge sider.

Du vil aldrig kunne forstå min begrundelse og det er smertefuldt og frustrerende ikke at kunne forklare sig.
For egentlig vil du gerne forstå …

Du kan ikke huske de mange års forgæves forsøg fra min side på at forklare, at kommunikere, at komme med hentydninger, at stille direkte og konkrete krav, at give dig plads.

Du kan ikke huske mine mange tårer, min fortvivlelse, min sorg, til sidst min resignation.
Det var efter din mening: ”Noget værre pjat – det gider jeg ikke diskutere”!

Du forstod ikke, at jeg blev ked af at jeg og vores familie blev tilsidesat for en interesse, jeg hele tiden vidste ville vinde i sidste ende. ”Du kan jo bare selv finde noget at gå op i, i stedet for at hakke på min interesse”!

 

Du forstod ikke, at tid sammen med dig var blevet smertefuldt og enormt ensomt for mig.
For dig var det noget pjat: ”Jeg er sgu da hjemme hver aften”!
Og du var hjemme. Men ikke tilstede…

Jeg valgte på et tidspunkt at komme ud blandt andre mennesker. Uden dig…
Mennesker der gad mit selskab og spurgte ind til mine behov.
Mennesker der gad gå en tur. Ikke fordi det blev opfattet som et krav, men alene for hyggens skyld.
Mennesker der gad small-talk. I stedet for at nedgøre dagligdagens små historier.
Mennesker der kunne føre en samtale uden at emnet konstant blev skiftet til egne interesser.
Mennesker der så mig direkte i øjnene!!! Gad at lytte! Gad at se mig…

Det var de samme mennesker, som efterhånden havde undladt at besøge os, da de følte sig afvist af dig.
Når du rejste dig i samme øjeblik de satte sig i sofaen ved siden af dig.
Når du valgte at dyrke din interesse midt i en sammenkomst uden nogen form for varsel.
Når du sad og spillede på din telefon midt i en middag, fordi emnet ikke interesserede dig.
Når du afbrød og skiftede emne – helt umotiveret og uden sammenhæng.
Når din udstråling klart viste, at du ikke gad dem…

Du var ham med en telefon, tablet, pc eller fjernbetjening i hånden når vi sad i sofaen.
At holde mig i hånden eller lægge din arm om mig, var en fysisk pine for dig – som du dog aldrig indrømmede.

At jeg rørte ved dig eller holdt om dig, var en endnu større pine og din udstråling skreg lydløst på at slippe væk.

Du skældte aldrig børnene ud.
Du tog ikke ansvar for deres opdragelse eller trivsel.
Forældremøder, stævner, arrangementer mm. var kun en del af din bevidsthed, såfremt det ikke kulminerede med dine interesser/dit skema/dine rutiner. For slet ikke at tale om alle de små dagligdags ting der skulle ordnes…
Der var jo heller ingen grund til at være to om at gå til forældremøder. Eller til lægen. Eller på hospitalet.
Børnene har du jo godt styr på, skat!
Eller også var det din træningsdag…
eller også var det for kedeligt….
eller det var for koldt …
eller for varmt …
eller det tog for lang tid…
eller det var for langt væk…
eller bare noget der ikke interesserede dig.

Lige så lidt du hidser dig op og skælder ud, lige så lidt begejstring kan jeg eller børnene (mennesker generelt) frembringe.
Altid i ligevægt…. lige under bundlinjen.
Aldrig rigtig vred …. men oftest vældig nedtrykt.
Aldrig rigtig glad …. og kun virkelig begejstret når snakken går på/om dine interesser.

Jeg gik selv til alle forældremøderne.
Sørgede for pasning ved selv samme, hvis det kulminerede med dit skema/dine rutiner.
Kørte alene hjem fra sammenkomster med ungerne og forsvarede over for mig selv og dem, hvorfor du valgte at blive, i stedet for at tage men familien hjem.
Hentede børn, selvom jeg var syg, da jeg ikke orkede dine kommentarer omkring dine rutiner.
Planlagde mine aftaler ud fra dit skema og dine rutiner.
Aflyste aftaler, hvis du blev for vred, så det ikke gik ud over børnene.
____________________________________________________________________

Jeg kunne komme med mange flere eksempler.
Men til hvilken nytte?
Der sidder et lille væsen oppe i dit hoved, ved navn: asperger.
Denne lille fyr springer rundt og ødelægger så meget. For dig. For dine omgivelser. For de mennesker du elsker og egentlig ikke vil gøre fortræd.
Du vil gerne af med ham, men han er for hurtig for dig.
Han er blevet opdaget for sent og har ødelagt for meget.
Han kommer dig alt for tit i forkøbet.
Han får dig til at sige og gøre ting, som er uhensigtsmæssige og sårer andre.
Han har i hvert fald vundet over mig…..
____________________________________________________________________

Jeg blev forelsket i et dejligt menneske og jeg har forladt et dejligt menneske.
Et menneske der hver dag prøver at gøre sit bedste.
Et menneske, der hver dag forsøger at opfylde andres behov, dog uden det store held.
Et menneske, der har et kærlighedssprog, jeg ikke kan omsætte.
Et menneske uden filter, men også uden indsigt.
Et menneske, der ikke tager ansvar for sine handlinger.
Et menneske der har forladt mig gang på gang, på gang, på gang… når tilværelsen var svær.

Jeg tog for mere end et år siden ansvar for mig selv og min fremtid.
Jeg forlod dig.
Men der går ikke en dag, uden at jeg er ked af, at den lille fyr oppe i dit hoved ikke kan finde et andet sted at være.
Der går ikke en dag, hvor jeg ikke græder.

Jeg vil altid synes du er et dejligt menneske og jeg vil nok altid elske dig…. Men jeg bliver nødt til at sige det højt og tydeligt (nok mest for mig selv): Farvel min elskede!!!!

 

26 comments for “Farvel min elskede. Af Pernille

  1. Mille
    17. december 2015 at 22:09

    Så fantastisk en beskrivelse, som rammer lige i hjertet, efter jeg lige er gået fra min elskede Aspergermand.

    • Håb
      24. marts 2018 at 06:35

      JEG ! jeg ser det som en dejavu, alle de ting du fortæller. Jeg har en partner med udiagnosticeret Asperger. Jeg er selv kommet frem til det efter 2,5 samliv og 4 års bekendskab. rutiner, faste rammer, faste måder at gøre ting på, raserianfald, aldrig selv være skyldig I noget. Dødtræt efter hver eneste arbejdsdag, vil ikke misse en eneste træningsdag, selv hvis jeg var I dødssengen. Under fødslen når jordmoderen siger du gør det rigtig godt, siger han, det siger de til alle du skal ikke tro på det. Kan ikke lide nogen somhelst af mine kontakter, jeg har isoleret mig helt. Hvis jeg efter overenkomst med ham besøger nogen, selv mine forældre eller søskende, så skal han nok finde på noget for “at strafe” mig fordi han egentlig er bang for ensomhed. Vi har ikke været sammen I 10 mdr., selvom vi ikke er uvenner eller der skulle være noget galt med mig, men fordi jeg engang gik fra ham I 2 uger for at gennemføre nogle krav. Nu kan han ikke længere knytte sig eller stole på mig jo, som en lille Asperger dreng. Hvordan kan man være forælder for et fantastisk smuk dreng I 8 mdr. og ikke kysse eller bare omfavne ham en enkelte gang. Han er bare en opgave der skal “ordnes”. Han er rigtig god ved barnet, men det med at vise følelse, det er streng forbudt. Jeg kan blive ved.

  2. Mari
    9. februar 2016 at 16:00

    Dette var veldig fint, så bra skrevet! Jeg har det på akkuratt samme måte. Jeg orker ikke dette lenger nå. Jeg har levd med min mann i snart ti år, og først nylig forstått hva som er feil. De første gangene vi hadde bisarre diskusjoner tenkte jeg at han snart kommer til å våkne opp, le av det og si at han bare tullet. Etterhvert ga jeg opp, jeg ga etter for mange av hans urimelige måter å gjøre ting på hjemme. Jeg har trodd på ham når han har sagt at han er utbrent og at det er derfor han ikke orker så mye, fort blir sint av småting og har lav toleransegrense. Jeg hatt så mange udiagnoserbare plager de siste årene, jeg har gått inn og ut av depresjoner, jeg er ikke den glade personen jeg var for ti år siden lenger. Jeg har forandret meg så mye. Jeg håper jeg kan bli litt mer som jeg var for ti år siden når jeg kommer meg ut av ekteskapet. Jeg håper at jeg kan bli en bedre mor for mine barn da. Jeg ser også at min far har diagnosen og jeg ser at min mor har blitt alvorlig mentalt skadet av å leve med min far i så mange år. Det gjør vondt å gå, men jeg må gjøre det, både for min egen og barnas skyld. Jeg er så glad for at jeg fant dette nettstedet, jeg finner ikke noe lignende i Norge.

    • Pernille
      21. februar 2016 at 16:32

      Kære Mari,
      jeg kan kun give dig ret i, at det er en helt fantastisk hjemmeside.
      Den har gennem de sidste år været med til at få mig til at beholde den sidste del af min egen værdighed. At forstå hvad det er vi er oppe i mod og hvad der kan/ikke kan gøres.

      Jeg håber virkelig at du tager de valg, der er bedst for dig og din familie. Det er ikke nogle lette valg. Det gør ondt helt ind i sjælen at skulle tage dem, samtidig er det også en kæmpe bakke at skulle kravle op af bagefter.
      Jeg kravler stadig – lidt af gangen. Og der er laaaangt endnu…
      Holder lange pauser undervejs (hvorfor jeg også først svarer nu), hvor jeg forsøger at få klarhed i mit hoved.
      Bliver slået ud af kurs jævnligt, hvorefter jeg så hænger og dingler, indtil jeg kan samle mig igen.
      Jeg græder stadig hver dag – min krop reagerer bare. På de mindste ting. Nok mest fordi min fysik er voldsom påvirket af det mærkelige samliv jeg har ført. Den reagerer fuldstændig i tråd med OTRS-beskrivelsen. Skræmmende, men jeg ved i det mindste hvad det er og at det er normalt.
      Jeg håber alt det bedste for dig. Det er en skræmmende rejse, som forhåbentlig genforener os med den person vi engang har været (omend vi jo altid vil være påvirket – men det aftager forhåbentlig også på et eller andet tidspunkt).
      Mange kærlige tanker
      Pernille

    • Gunn
      7. april 2016 at 21:54

      Er også så lei av sære tankerekker… Ensomhet, kort lunte og at ALT må “gjøres på sin egen måte”…. 20 år….. Ensomhet der man skulle være to… At hans interesse går foran alt annet, også barna…. Tror ikke andre som ikke har opplevd dette, kan forstå hvor slitsomt dette er, og hvor utrolig ensomt det er… Sender varme tanker til deg ?.

    • Lisbeth E
      30. juli 2016 at 23:15

      Kjære Mari og dere andre!
      Jeg kom tilfeldigvis inn på denne nettsiden etter desperate søk på nettet. Det er nå over et halvt år siden min mann gikk fra meg, over natten, på en særdeles kynisk måte etter totalt 14 års forhold og 10 års samliv. Han er svensk. Reiste fra alt her i Norge, og ned til sin familie i Skåne. Langt unna. Denne tiden har vært forferdelig. Jeg som vanligvis har klart alle typer utfordringer i livet, taklet ikke dette. En bunnløs sorg, frustrasjon over et ufattelig svik. Alle mine venner og bekjente omtaler unisont handlingen og gjennomføringen av skilsmisseprosesen som sjeldent kynisk. Mine venner er frustrerte over at jeg hele tiden har forsøkt å finne forklaringer på adferden, forsvare ham. De sier jeg må innse at han er et svin. Innerst inne vet jeg nemlig at han egentlig ikke er en ond person, selv om han har gjort mye ondt mot meg i vårt samliv. Hans merkelige kynisme kom veldig til overflaten i måten bruddet foregikk på og i prosessen etterpå Jeg har sørget forferdelig, bryter stadig sammen i gråt så sterk at det nesten svartner for meg. Jeg elsket ham sånn! Jeg er over 60 og var ennå forelsket! For et halvt år siden var jeg kun et objekt for penger. Han hadde overhodet ikke regnet med min prosess i dette. Det var ikke i hans plan. Jeg ble straks bedt om å skaffe meg en advokat for han skulle ha skifte innen 14 dager. Jeg skulle øyeblikkelig kjøpe ham ut av huset. Jeg måtte sykmelde meg, ba ham om tålmodighet for jeg var i sjokk og krise. Han sa at da fikk jeg jo snarest skaffe meg en psykolog (som om det er noe man snarest kan skaffe i dette landet. .) Et par av vennene mine nevnte ved en anledning at han “må ha Aspergers” – mest som en talemåte. En dag i ferien satte jeg meg imidlertid til å søke på nettet. Alt det jeg hadde undret meg over opp igjennom årene. Alle de rare problemene vi aldri forstod noe av – gjerne ville finne ut av hva kom av (Vi søkte hjelp, men haddr ikke rukket komme til noen konklusjon) – brikkene falt på plass. Det var et system i dette underlige! Aspergers. Da jeg kom til eksempel på klønet måte å knytte skolisser på, at dette også stemte – det kan ikke være tvil. En slags lettelse. Jeg leste som besatt i 3 dager. Lettelsen ga meg litt ro på at det var ikke rart jeg ikke taklet væremåten hans hele tiden. Det var virkelig ikke meg hele veien. Det var mer enn et menneske skal kunne klare alene uten at begge hadde innsikt og at v begge kunne fått adekvat hjelp. Men jeg visste ikke! Han vet ikke selv, Han er feilfri uansett..og han brøt mentalt med meg over natten etter er hendelse i julen. Han sa opp jobb og flyttet. Jobber nå ikke. Lever et regelmessig liv uten forpliktelser i et nært forhold. Omgås venner og familie (kun disse) i akkurat passe prosjoner for ham, og dyrker sine interesser så mye han orker.Han klarer seg godt. Mitt liv har vært i krise siden bruddet. Jeg har tre egne barn, men jeg strever forferdelig med motivasjon for alt. Ensomheten er forferdelig. Vi skulle bli gamle sammen! Jeg vil ikke leve alene, men dessverre elsket jeg ham for mye. Han var så intelligent og hadde så masse annet. Hvilken mann kan nå opp tross alt? Jeg var inne på nettet (desperat middel for å holde fokus fremover…) Han var alt for meg. Traff en fin mann, med utrolig mye empati og forståelse. Veldig uvant. Det burde være fantastisk, men etter å være vant til lite av den slags, ble det for mye – for veikt. For umandig. Absurd…. Min mann og jeg hadde ingen nøkkel til våre problemer (som han egentlig mente skyldtes meg). Jeg vet han elsket meg, men hans konklusjon var at det gikk jo aldri så vi passet ikke sammen. Så han stengte av. Folk mener min eks ikke er verdt en eneste tanke, jeg må gå videre, men det er for mye kaos ennå inni meg, så mye fortvilelse. Savn! Sorg! Enn om vi hadde visst. Samtidig vet jeg at det ville blitt tøft videre uansett. Tenk om jeg skulle bli alvorlig syk i fremtiden? Han ville til slutt sagt at dette orket han ikke, dessverre, og bare dratt da også. Jeg føler meg ensom med dette. Skulle gjerne hatt kontakt med noen som vet hva det er å leve med en med AS. Jeg bor på Østlandet, Norge.

  3. Karen
    16. marts 2016 at 12:50

    Kære Pernille. Din beskrivelse er fantastisk og som taget ud af min egen virkelighed. Jeg har bare ikke haft modet til at forlade min mand. Jeg er nu meget syg af tarmkræft i stadie 4. Desværre er der ingen hjælp at hente fra min familie, der oplever min mand som flink, rar, hjælpsom, venlig. Det var jo også det, jeg forelskede mig i for 16 år siden. Men jeg undrede mig hurtigt over hans måde at være på, når vi var alene. Sex var en god oplevelse for ham på linie med alle andre oplevelser, total uden lidenskab. Det skulle altid foregå om morgenen, og så skulle han skynde sig i bad bagefter. At snakke om tingene er en sand pine for ham, og han bliver meget led over for mig, nærmest ondskabsfuld. Han råber op, smider med ting, opfører sig som et forkælet barn. Så går han for sig selv, og bagefter lader han som ingenting. Hvis jeg nævner noget om det foregående hidser han sig op med det samme og råber ad mig, at jeg bare bliver ved og ved. Alt hvad der er af personlig snak er unødvendigt for ham. Derfor ender det altid med, at det er ham og hans behov, der sætter dagsordenen.
    Det er meget hårdt med skrappe behandlinger med kemo nu, hvor jeg er syg. Jeg har helt konkret vist ham, hvordan han kan hjælpe mig ved at holde om mig, når jeg er ked af det og har det dårligt pga sygdommen. Men det er uden følelser, han klemmer nærmest luften ud af mig. Jeg ved godt, at han gør det i den bedste mening, han vil gerne hjælpe, men har ikke nogen forudsætninger for det. Det blev til en lang smøre, men altså, ih hvor jeg mangler nogen at snakke med om min egen ensomhed midt i sygdom. Det er sværere for mig at klare asperger end at klare den modbydelige kræft.

  4. DM
    1. april 2016 at 20:43

    Puha Pernille

    Har lige læst dit digt og tårerne bare flyder ned. Med få undtagelse kunne jeg have skrevet det selv. Står i en situation hvor jeg næsten gennem hele vores samliv (8-10 år) nok dagligt har været i tvivl om jeg skulle blive. Så har jeg endelig sluttet fred med, at jeg vil være her (var nok mest træt af hele tiden at tvivle). Så sker der det at han pludselig skifter og begynder ikke at ville mere og være i tvivl med diverse ondskabsfulde udsagn til følge. Det gør ondt at læse det stadig er slemt bagefter og at du græder dagligt. Det får mig til at tænke så kan vi lige så godt blive sammen…

    Han er på ingen måde diagnosticeret (er også ALT for intelligent) og jeg er ret ny på området. Han har tidligere formået at være fysisk. Hans mest udbredte træk er hans manglende evne til at tænke på andres behov eller kun at tænke på sine egne og hans fraværende interesse i socialt samværd. Med alt hvad der følger

  5. ChP
    17. april 2016 at 21:20

    Åh, brevet til din mand rammer mig lige i hjertekulen, og har gjort stort indtryk på mig.
    Jeg er gift med en dejlig mand, og vi har et barn sammen. Vores barn er lige blevet udredt for Aspergers, og i den forbindelse står det lysende klart for mig, at min mand også er Asperger… Det er der slet ingen tvivl om…

    Han er 90% af tiden er noget af det mest søde og rare, man kan forestille sig. Altid godt humør, tålmodig, og meget imødekommende – især overfor andre! Han er ekstremt “overflink” overfor folk han ikke kender, mens han til tider godt kan blive temmelig perfid og ondskabsfuld overfor mig… Dog kun i situationer hvor følelserne har fået frit løb, og han tydeligvis føler sig ekstremt presset…

    Jeg har gennem alle årene tænkt, at der altså var noget ganske aparte over ham… Noget ekstremt nørdet, men også en snert af egoisme og total mangel på empati…
    Han er meget kærligt anlagt. Giver mange kram og er en dejlig elsker, men hvis jeg bliver ked af det, så sidder han bare og kigger på mig… Han forstår ikke at give trøst og omsorg.

    Han har heller aldrig nogensinde kunnet tage initiativ til at arrangere en ferie, et restaurantbesøg, en weekendtur eller fejre min fødselsdag – endsige købe en ordentlig gave til mig…
    Jeg har bidt det i mig i årevis. Jeg har sagt til ham, at det gør mig ked af det! Jeg har “instrueret” ham i, hvad han skal købe til mig, hvilket jo blot gør at al spænding forsvinder…
    Jeg føler konstant, at jeg må nøjes… Nøjes med et minimum af forkælelse. Nøjes med manglende forståelse. Nøjes med hans tilstedeværelse – men uden rigtigt nærvær…

    Han sover meget. Han kan sove på kommando! Han kan sidde ret op og ned i sofaen og sove, hvis jeg fortæller ham om min dag. Men hvis han skal fortælle om sit job eller sin hobby, så kan han holde sig vågen uden problemer!!
    Når vi er ude og spise, så rejser han sig, og går hen og taler med de andre gæster eller holder øje med alt hvad der sker i restauranten – eller begynde at læse avis!! Han har meget svært ved at koncentrere sig om at være romantisk sammen med mig…
    Hvis vi kører en tur, så sidder han og kigger på det, vi kører forbi, uden at tale med mig. Han bliver helt opslugt, og kan være flere minutter om at svare – ofte har han slet ikke hørt mit spørgsmål!
    Han har også præsteret at glemme at hente mig fra fester eller lægge sig til at sove, når han skulle hente barnet hos en kammerat… Og det gør, at jeg altid er i alarmberedskab. Jeg skal hele tiden have en plan B…

    Det du skriver kan jeg virkelig godt genkende… Jeg har ofte overvejet skilsmisse, men jeg elsker ham ufattelig meget, og ved også, at han går til grunde uden mig… Jeg er desværre nærmest blevet hans mor… Og han har ikke anden familie end mig og min familie…

    Jeg kan leve med, og finde mig i, meget, men jeg mangler opmærksomhed, trøst, nærvær og empati fra hans side… Jeg er efterhånden ganske syg af depression, og mener nu at have fundet årsagen; Jeg har følt mig omsorgssvigtet i mit ægteskab gennem mange år på trods af stor kærlighed og passion…

    Jeg har holdt mig selv oppe ved tanken om, at “det skal nok gå” “det bliver bedre med tiden” (Han siger ofte, at det hele nok skal gå… Og det gør det sikkert også i hans verden…). Men nu kan jeg jo godt se, at intet vil ændre sig. Alt vil forblive statisk, uændret – blive ved det velkendte…

    Og den tanke dræber mig indefra. Jeg er nu i dyb sorg, og aner ikke hvad jeg skal stille op…

  6. pernil
    22. april 2016 at 14:26

    jeg kan ligeledes spejle mig i det meste af det du skriver.
    Den perfide og til tider ondskabsfulde attitude (som optræder i pressede, følelsesmæssige situationer).
    Den flinke ven, som bliver udnyttet (men vred når man nævner det).
    Det manglende initiativ til fælles ting/gøremål/ferier.
    Gaverne som er det modsatte af det man ønsker sig.
    Kommando-søvnen, det forsinkede – eller manglende svar på ens henvendelser.
    Den manglende tilstedeværelse når noget mere spændende dukker op.
    Den evige og konstant nærværende plan-b, som fratager én glæden ved det der skal ske og/eller det man er midt i.

    Du skriver at han vil gå til grunde uden dig. Måske…. Men hvis du går til grunde, så skal han også klare sig uden dig….
    OTRS er ikke til at spøge med. Jeg har været helt dernede, hvor jeg ikke ønsker andre nogensinde skal komme. Og det er ongoing…!!!

    Jeg fandt styrken til at sætte kærligheden til mig selv højest. Men det tog mange år efter erkendelse af problemet og det var bestemt ikke nemt. Jeg troede heller ikke at han kunne klare sig uden mig. Men jeg er for længst blevet lagt i en kasse, sat på hylden og en ny kvinde erstattede hurtigt min plads. Jeg ser nu de samme mønstre gentage sig igen og igen…det gør mig ked af det, men samtidig befrier det mig for det ansvar jeg stadig føler, men som bliver mindre og mindre.

    Jeg har stor respekt for de mennesker der vælger at blive i forholdet. Vi har selv kæmpet alt hvad det kunne trække – men lige meget hjalp det.
    Kærlighed er en stærk kraft og jeg kender kun alt for godt til tvivlen og den sorg du omtaler.

    Vi skal alle vælge vores rejse med omhu. Livet er kort og det kan ikke laves om med tilbagevirkende kraft. Vores erfaringer gør os til dem vi er i dag – men vores beslutninger bestemmer hvem vi er i morgen, om et år.

    Jeg håber du vælger den vej der er bedst for dig. Men husk, at det er som det er: statisk, uændret – men velkendt (som ironisk nok, på sin vis giver en vis tryghed).
    Jeg sender dig et stort, varmt, langt og inderligt kram!!!!

  7. Kr
    30. april 2016 at 01:55

    Hej alle I tapre AS-partnere!

    Hvor er det velgørende at læse dit fine digt, Pernille, og beretningerne fra jer andre!
    Jeg er en mellemting mellem gift og skilt! For fire år siden – lige efter den yngste var konfirmeret – flyttede jeg ud af villaen og hen i en ikke dyr, men stemningsfuld gammel 1-værelses lejlighed i samme by. Min mand har aspergertræk og sygelig samlermani. Efter 22 år skreg mit indre bare efter et hjem, der ikke var fyldt med kasser, poser, kagedåser, bøger, værktøj osv. i alle rum bortset fra børnenes værelser.
    De første 8 år af vores liv boede vi på et nedlagt landbrug, som til sidst var fyldt til randen og ikke vedligeholdt. Så flyttede vi til et hus, som de første mange år var rimelig pænt – men efter 14 år var det altså også fyldt til randen, og det er det stadig. Stopfyldt er også loft og udhuse på hans 91-årige mors bondegård. – Kan I heller ikke trække vejret ved at læse dette?
    I samlermanien er han totalt hensynsløs – kan ikke for alvor betragte det som en lidelse. Hans øvrige aspergertræk er faktisk til at leve med.
    Jeg valgte for 4 år siden at flytte i en lille billig lejlighed for at redde mig selv – og samtidig ikke splitte familien ad. De hjemmeboende børn (drenge, dengang 14 og 18) kunne fortsat bo hos deres far, og jeg samlede familien hos mig til aftensmad næsten hver dag. Det gør jeg stadig. Også til juleaften – der er bedst plads til juletræet hos mig!
    Drengene er psykisk stærke, vurderer jeg. Det er godt nok sjældent, de har haft venner med hjemme i det underlige hus de senere år – men de er ikke i tvivl om, at deres far elsker dem, og de har lært at tackle ham med kærlig humor.
    Jeg samler styrke i store kreative projekter, som udspringer af mit arbejde. Der oplever jeg fællesskab og fælles succesoplevelser, som gør mig glad.
    Vi har en ikke-udredt datter på 24 med aspergertræk, hun kæmper for at kunne klare sig på normale vilkår.
    Så der er nok at se til – og prøve at lade ligge ind imellem.

    Er vi så glade og tilfredse med ordningen?
    Jeg er. Han sukker efter, at jeg skal komme hjem og får på snedig vis placeret en skyldfølelse hos mig gang på gang, selvom jeg tror, jeg har bevæbnet mig til tænderne med selvsikkerhed. Omtolker, forklejner, anklager – alt det I andre kender til.
    Det bedste i vores ægteskab – foruden børnene, naturligvis – har været ferier. Så gør vi alle sammen det, min mand er bedst til: SAMLER – ikke ting, men indtryk og oplevelser…

    Er der andre, der har valgt mellemtingen: Fortsat “ægteskab” i hver sin bolig???

  8. Anett
    22. maj 2016 at 16:59

    Kære Pernille og alle i andre…..

    At læse det i skriver giver mig så meget styrke….Jeg er selv i et ægteskab med den smukkeste og dejligste mand på 8 år….dog med AS.

    Jeg er nu så drænet og så ensom at smerten efterhånden har gjort mig følelsesløs og handlingslammet……..

    Før jeg fandt denne side var jeg sikker på at ensomhedsfølelsen ville gøre mig sindsyg……..At jeg var den eneste der sad til langt ud på natten og stirrede ud i et mørkt rum, grædende og rokkende frem og tilbage…efter endnu en afvisning, et manglende kram, et kys uden indlevelse eller hårde ord……

    Vi fandt hinanden….blev MEGET forelsket og jeg var i den 7. himmel…flyttede hurtigt sammen…købte hus….startede forretning
    Før jeg så mig om stod jeg med det hele….Jeg var hende der bestemte alt, den sure, den hysteriske, prinsessen der ikke fik sin vijle, fordi jeg krævede at han deltog i dagligdagen……Jeg kan klare meget…men ikke at få anderkendelse fra det menneske man elsker højeste er å grænsen til tortur….

    Det stod på i nogen år….Jeg fandt også ud at han havde kontakt til andre kvinder….Så jeg lærte ikke at kræve for meget af ham for ikke at “skubbe” ham over i andre kvindearme….
    Til sidst var jeg så nedbrudt at jeg troede på at jeg VAR for krævende, hysterisk og umulig fordi jeg gang på gang blev ked af manglende kærlighed og fysisk kontakt.
    Før i tiden kunne jeg ikke sove hvis han ikke var der…..til sidst kunne jeg sove når han var der….hellere sove alene end at sove ved siden af min elskede der ikke ænsede mig

    Vi gik fra hinanden,…jeg flygtede til en anden landsdel, mistet forretning, hus, plejebarn, mine elskede hunde……..MEN jeg følte mig fri…..jeg var ulykkelig og følte jeg svigtede ham…men jeg var fri……Fri for ensomheden trods min elskede var i samme rum…fri for at græde mig i søvn…fri for at bede om et kram eller kys der sårede mere end hvis det ikke var der….

    Jeg står i samme situation igen….for vi fandt sammen og bor sammen nu……og ensomheden er igen min tro følgesvend….Vi er i sammen bane nu…. med at det er mig der ikke forstår hvor svært det er at være ham….hvor “kringlede” hans hjerne er……
    jeg har inderligt bedt ham om at læse nogen af de indlæg der er her på siden….måske kunne det hjælpe til at han at få en forståelse for at det også kan være svært for mig…men jeg behøver ikke uddybe hvorfor det ikke er blevet til noget 🙂
    Jeg har svært ved at komme hjem….når jeg nærmer mig kan jeg mærke energien fosse ud af mig…..dybt inde i mig håber jeg at han ville tage imod mig med et kæmpe kram….kigge mig dybt i øjnene og sige: hvor er det dejligt du er hjemme min elskede……
    Men det sker ikke…..og jeg ved det godt….men må jo gerne håbe….jeg bliver mødt med et flygtigt kys henover computeren…for den bruger han til “koble” af med ……i mange timer…….Så jeg sluger skuffelsen igen….jeg ved jo godt han ikke gør det med vilje…..og ensomheden tar mig i hånden igen…..

    Jeg ved jeg må gå fra ham igen….og jeg kommer det et lille skridt nærmere hverdag…for denne gang er det for at blive væk…..

    Du er lige der…så tæt på mig….men SÅ langt væk…..jeg kan dufte dig…drømmer om at lægge mig tæt ind til dig og mærke dine smukke hænder på min krop….jeg elsker dig med alt hvad der er i mig….Jeg lægger tit og kigger på dig når du sover, du er så smuk og dejlig…..drømmer om at du åbner dine øjne og kigger dybt i mine, aer min kind og kysser mig blidt.
    Jeg elsker at rører ved dig…dine smilerynker ved dine smukke øjne og jeg gør det tit……helt bevidst om at du helst vil undvære det…..men kan bare ikke lade være..

    Jeg elsker at elske med dig for da er vi nær….jeg drømmer om at du osse kommer til mig med dit begær….at jeg ikke skal bede om din elskov og nærvær….

    Tak for alle jer der er herinde……

  9. Do
    20. juli 2016 at 07:40

    Jeg er lettere chokeret og samtidig rørt… jeg følte næsten det var min forlovede
    du beskrev…. vi har været sammen i 3½ år, har ikke børn sammen men sammenbragte, han er ikke diagnostiseret endnu, men får henvisning til Psykiater i denne uge. Oveni det har han PTSD, så det er meget hårdt at være pårørende til, og ved ikke om jeg kan blive ved…. men det er en meget lang historie efterhånden. Jeg har været SÅ tæt på at have tabt mg selv i det her, men ønsker ikke offentligt at beskrive hvad der skete, men tager den gerne over mail. Jeg har jo tænkt nogle gange at jeg ikke kan forlade ham når han ikke er rask, men ved snart ikke hvad jeg skal stille op…det gør SÅ ondt…både at være i det og at skulle sige FARVEL

    Men tusind tak for at have åbnet mine øjne for at jeg ikke er alene i det her, og at det ikke er mig der gør så han opfører sig som han gør….

  10. fera
    14. december 2016 at 23:28

    Kjære Pernille

    Så vakkert skrevet. Dette traff hjertet mitt. Jeg kjenner så godt den smerten du beskriver.
    Så modig du er som tør være så åpen, ærlig og sårbar.

    Jeg har forlatt min kjæreste som jeg er sikker på har asperger. Jeg kjenner han så godt igjen i disse beskrivelsene her inne. Og på den andre siden kjenner jeg meg igjen i din og andres beskrivelse av fortvilelse, smerte, håpløshet og ensomhet. Og disse ord har blitt min redning ut av denne galskapen jeg har følt jeg har vært i.

    Her inne har jeg funnet den forståelse og støtte som jeg trengte for å se klart igjen, få tro på min virkelighet og finne styrke. Og da ble det klart for meg. Jeg er ikke vanskelig. Det er en grunn til at jeg reagerer på denne mannens merkelige oppførsel.
    Men han er også meget sjarmerende og god. Det har vært det vanskeligste. Fantastisk i det ene øyeblikk for så en stor egoist i neste øyeblikk.

    Jeg er så sliten nå.

    Takk for at du delte din historie.
    Varme klemmer fra Therese

  11. Mir
    9. maj 2017 at 14:06

    Kære allesammen.

    Hvor er jeg glad for jeg fandt denne side!

    Kan ikke forstå jeg står i sådan en situation som jeg gør i øjeblikket.
    Min kæreste, som jeg elsker meget højt, har AS (der er ingen udredning lavet endnu) og jeg er et meget rummeligt menneske normalt. Men jeg er efterhånden ved at miste min tålmodighed. Tusindvis af tåre fra min side og utallige skænderier… til tider også voldsomme. Han vil gå til en psykolog og få hjælp. Hvilket jo er et skridt på vejen… Jeg er dog meget i tvivl om det er noget som hjælper? Og i så fald af jer som har erfaringer med professionel hjælp i jeres forhold til en med AS. Og har i nogen anbefalinger til hvem man skal bruge? (Hovedstadsområdet)

    Jeg har så mange spørgsmål… jeg kan ikke snakke med mine venner eller familie om dette da de ikke kan sætte sig ind i dette. Og anser min kæreste for ikke at fortjene mig.

    Håber der er nogen af jer som kan hjælpe?

    Håbefulde hilsner

    • 9. juni 2017 at 09:16

      Der er ikke noget, der hjælper. Asberger er en integreret del af personligheden, som ikke kan ændres. Det hedder accepter eller gå. Det er så forfærdeligt. Det er kun os, der har prøvet det, der forstår. Vi bliver jo ikke set af ægtefællen, det er så ENSOMT. Vi blive så syge af det. Tro mig. Jeg har selv en kronisk depression og kan næsten ingenting mere. Jeg mistede fuldstændig lysten til at leve. Kravler langsomt op, hvis jeg nogenside kommer op. Sådan en svær kamp, uden støtte fra min familie, som ikke forstår det, og som jeg ikke har kontakt til…de passer sig selv, det er bare for hårdt, ved ikke om jeg kan klare det

  12. Mar
    26. juli 2017 at 09:44

    Kære Marian
    Jeg skriver til dig fordi jeg selv lever sammen med en mand på tiende år, som jeg, min læge og min veninde(som arbejder med børn med Asperger) mener har Asperger. For ti år siden kom jeg ind i forholdet med stor selvtillid og overskud. Jeg arbejder med kommunikation rent fagligt og har altid oplevet stor anerkendelse fra min arbejdsplads/omverden i forhold til mine evner og arbejdsindsats. Da jeg, efter kort tid sammen med ham, oplevede de mest utrolige anklager imod mig, tænkte jeg, at det kunne løses via dialog. Det var her jeg, efter et par år, måtte tale med min læge, da jeg havde det virkelig skidt. For første gang havde jeg mødt et menneske (ham) som jeg ikke kunne nå gennem samtale. Jeg var i tvivl om hvor vidt det var mig der var noget galt med. Lægen mener at jeg lever sammen med en mand som har Asperger og min veninde, som arbejder med bl.a børn med Asperger,er enig med lægen. Jeg vil ikke sætte diagnose på ham, da jeg ikke er specialist og ikke har kompetencer inden for dette felt, men der er så mange tegn på det. Jeg har brug for at tale eller skrive sammen med andre som har/har haft det inde på livet, da jeg har fået en depression og ikke længere tror på mine egne evner. Da jeg i weekenden prøvede at forklare min samlever hvor hårdt det er for mig, at vi ikke kan forstå hinanden og så ofte bliver uvenner over noget som vi burde kunne tale almindeligt om, så sagde han, at han var enig og vi jo kunne flytte fra hinanden. Det er hans måde at få bremset en konflikt/dialog på hver gang. Han virker upåvirket når han siger det – som om han lige så godt kunne spørge om hvor vi skal tage på ferie næste gang. Det får mig til at ligge vågen om natten og være ængstelig. Dagen efter er han glad og det er som om han har glemt alt om det han har sagt. I mange år har jeg overvejet at gå fra ham og grunden til at jeg bliver er, at vi lever to parallelle liv. Jeg kan komme og gå som det passer mig – og det gør han også. Der er ingen intimitet i vores forhold, men han er glad i hverdagen og virker ikke til at være påvirket af det. Jeg overlever ved at hente energi og anerkendelse på mit arbejde, men weekenderne er hårde. Jeg skifter mellem at have ondt af ham og nærmest hade ham – fordi han gør mig ulykkelig.
    jeg har hårdt brug for at tale med nogen som forstår dette her og som jeg kan spejle mig i, så jeg får mulighed for at finde ud af, hvad der er Asperger og hvad der er mennesket bag, så jeg kan handle på det. Jeg vil rigtig gerne høre fra dig – evt være med i en gruppe.

  13. N
    12. september 2017 at 19:58

    Hvor er jeg dog glad for at have fundet frem til denne side! Jeg har levet sammen med min mand, som er udiagnosticeret AS syndrom, i ti år. Men jeg er nu 100% overbevist om, at det er det han er. I starten var han charmerende, romantisk og sjov, og inden man så sig om havde vi købt hus sammen, blev gift og han overtog hurtigt en dominerende styring. Vores intime forhold dalende ret hurtigt, og diskussion endte hurtigt i en aggressiv adfærd fra hans side, og mente, at det var mig, som var skyld i alt, og at han selv gjorde altid det rigtige. Jeg fandt mig i at leve med nedrullede gardiner, låste døre alle vegne, en luge med lås op til første sal, hans evindelige trang til at rydde op, smide ud, overdreven arbejde i haven og huset, hans bebrejdelser, at jeg ikke gjorde nok derhjemme. Når jeg kom hjem efter en lang arbejdsdag kl 18/19 var der ingen aftensmad, nej, det gad han ikke, for det var mit job etc.etc. Han ser mig ikke, han lever i en osteklokke og har også været i konflikter på sine jobs. I weekenden skete der så noget, som fik bægret til at flyde over. Nu vil jeg ikke mere. Min selvtillid og selvværd er helt nede i bund….

  14. H
    6. december 2017 at 06:12

    Pu ha ja nu sidder jeg og læser og bliver både glad og meget trist. Har fundet ud af efter 14 år at min mand også er asperger, det har været forfærdeligt, kunne aldrig forstå at han kunne sige hans elskede mig det ene øjeblik for det næste at svine mig til. Alle brikkerne er faldet på plads, efter 14 år og nu skal jeg ud af dette helvede. Desværre og det er det værste har det været via min søns udredning at jeg kunneregne ud at min mand er asp. Det er en sorg uden lige at vide at min smukke, dejlige, skønne dreng også virker sådan på andre mennesker end mig, for en mor kan se igennem fingrene med meget. Det er mit livs hidtil største sorg og jeg er ubeskrivelig ked af det. Til alle jer kvinder, ønsker jeg alt held og lykke med at komme videre.

  15. Lisbeth
    8. januar 2018 at 20:21

    Kære alle,
    Jeg er helt ny på dette websted, men hvor er jeg glad for at jeg har læst med. Jeg er overbevist om at min kæreste har asperger/ eller et snert af det, og muligvis også hans datter. Vores forhold er på 3 år, og det meste af tiden ret skønt. Dog knækker hans film og virkeligeheds opfattelse når jeg stiller krav, eller ændre rutiner m.m. Hans selvopfattelse er at han, og hans datter, er perfekte, men at det er mig og mine drenge er er unormale. Men det er kun i sitiuationer hvor han er presset, ellers ser han os som een familie.
    Den fordeling han laver gør så ondt, og har været mig så svært at forstå – indtil jeg begyndte at læse om ‘symptomer’ på hans opførsel/ adfærd.

    Kan han lærer, med hjælp, at ændre sit menneskesyn/ opfattelse?

    Kan jeg på sigt få dybe, gensidige samtaler med ham?

    Kan jeg nogensinde vise ham ‘min verden og blive mødt i den”?

    Er der måder jeg kan tale til ham på så vi taler samme sprog uden at gå på kompromi med mig selv ?

    Er der nogen redskaber og hjælp til mig og ham ?

    Mvh Lisbeth

  16. Len
    28. februar 2018 at 08:58

    I din beretning fandt jeg akkurat det ord, jeg har ledt efter i de øvrige beretninger; jeg har sagt et sidste farvel til den mand, jeg har haft et ikke-samboende forhold til i snart 7 år.
    Jeg vidste godt (det strittede), at der var noget galt lige fra begyndelsen; hans manglende evne til ikke at kunne diskutere og analysere – hans manglende evne til at kunne samarbejde, lægge planer for ferie med mig – indgå kompromisser – hans direkte og ofte malplacerede bemærkninger, som virkede sårende – hans totale mangel på interesse for, hvem jeg ER, min familie etc..

    Det har været nærliggende for mig at tro, at jeg stod overfor en mand med psykopatiske/sociopatiske træk. Jeg har sagt det højt! Jeg har konfronteret ham med det, og selvfølgelig har det bare affødt en bemærkning om, at det var mig, der var frustreret/syg. Når man lever sammen med et menneske, der ikke fungerer empatisk, bliver man jo faktisk både frustreret og “syg”, så jo – han har jo på mange måder ret.
    Det der har været det værste er, at han, der er charmerende og ser godt ud, har haft så let ved at tiltrække kvinder, og at det i starten gjorde mig jaloux. Senere fandt jeg dog ud af, at det ikke handlede så meget om den speficikke kvinde men mere om en næsten tvangsmæssigt adfærd på linie med så mange andre af hans tvangshandlinger: holde ferie samme sted altid – have 3 yndlingsemner, som oftest handler om stereotype opfattelser/idiosynkrasier overfor bestemte mennesker – manglen på at kunne planlægge og delagtiggøre mig i planerne etc… Jeg kunne blive ved.
    I dag ved jeg, at hverken jeg eller andre, virkelig har en betydning, der kan trænge igennem. Vi betyder noget, når vi kan bruges til noget og helst uden diskussion. det samme gælder egentlig også hans børn. De har betydning for ham, fordi de er et produkt af ham og hans evne til forplantning. At de sammen børn er vokset op alene hos deres to mødre, fordi han ikke har forældreevne, bliver til en usammenhængende historie, fyldt med fortielser, manglende erkendelse og løgne: at konen var “kedelig”, at det var et arrangement, at det ene barn var et “donorbarn”, at de var helt enige. Intet hænger sammen, og når jeg har påpeget det gang på gang, er jeg blevet mødt med raseriudbrud og …..

    Jeg er så heldig, at jeg har haft egen bolig, egen økonomi og egen omgangskreds, alligevel har de 7 års forsøg på “normalisering” tæret mig. Jeg har gjort forkerte valg, for at komme nærmere på ham, fordi jeg har troet, at jeg kunne bryde igennem. det er valg, jeg skal leve med konsekvenserne af, menneskeligt.
    Det mest skuffende er, at de kvinder han har børn med angiveligt ikke har haft den samme interesse i, at finde ud af, hvad der har været på spil – måske har de bare forsøgt at overleve?
    Min personlige holdning er, at man IKKE skal vedblive med at være i et forhold til et menneske, der ikke kan agere empatisk. Vi er ikke Florence Nightingales. Det er vigtigt at sætte grænser, og det er ikke et forhold på linie med forholdet til et menneske, der bliver fysisk handicappet men som stadigvæk viser menneskelighed i form af genkendelse, empati, omsorg etc..
    Kom ud af det. Det utrolige er, at det menneske du forlader fungerer lige så godt/skidt som mens du var der. Rutinerne, tvangshandlingerne, de steroeptype opfattelser, den manglende evne til at spejle sig i andre kører ufortrødent videre, tilsyneladende upåvirket og i en sær balance.. Måske med en anden, som så bliver en statist i hans liv.

  17. ursula
    11. juli 2018 at 19:10

    Det er som at læse om mit ægteskab. Desværre.

    I 19 år har jeg følt mig forkert. Uelsket. Som en fiasko. At mine drømme ikke var “værdige”.

    Har altid set min mand som underlig nørdet.

    Aldrig glad…aldrig ked af det….lige under bundlinjen.

    Ulogiske regler og rutiner.

    Han har aldrig brudt sig om berøring.Sidder nærmest uforstående ved berøring.

    Underlige ideer om hvad der er “inden og uden” for nogle udefinerbare retningslinjer der kun eksisterer i hans hoved.Men han retter på mig konstant og jeg føler mig helt håbløs.

    han kan ikke lide nogle i omgangskredsen så har efterhånden isoleret mig.

    hvis vi har gæster har han 1 samtaleemne nemlig hans arbejde. Pludselig kan han finde på at gå og blive væk i længere tid.Det er meget sært.

    Hans interesse går forud for alt.Om jeg så lå og var kørt over vil han aldrig aflyse sin træning.

    han var dog nødt til det da jeg blev alvorligt syg – men han har bebrejdet mig dette adskillige gange siden da han ikke kan indhente x antal gange.

    han har altid ret og alting er min skyld. Alting.

    Hans evige sarkasme overfor hverdagen og andre mennesker.Hans evige nedladenhed.Hans arrogance og barnlige egoisme.

    Efterhånden har jeg lukket mig inde i gæsteværelset de fleste timer.

    når jeg hører døren gå op bliver jeg uendelig træt.

    Her til aften lavede han mad (han har 4 retter han skifter mellem men kun de 4). Da jeg valgte at tage grønt til kunne jeg med det samme mærke hans irritation.Det passede ikke med det han havde tænkt skulle stå på bordet. Det er så forbandet skørt efterhånden.

    Jeg sagde til ham at det er lidt underligt at blive sur over hvortil han svarede”nå – men det er jo bare ærgeligt for dig du fatter jo aldrig en skid alligevel så tag og skrid”.

    jeg har været nede med utallige depressioner efterhånden og tror ind imellem det er mig der er ved at blive skør.

    Han siger ting og påstår han aldrig har sagt det. Han kan være helt urimlig – og alligevel er det mig der står tilbage med fornemmelsen af at være forkert. Han har ingen nære relationer.Efter 19 år har jeg endnu ikke mødt hans perifere bekendtskaber som han kalder “tætte venner”(de ved knap hvad han hedder).

    der er flere der har sagt til mig at han er underlig og virker følelsesløs.At han virker uempatisk.Umulig at “læse”. Som en sten.

    Men udadtil er han jo rigtig rar og flink.Han tjener mange penge og er god til sit job.

    jeg føler mig hjælpeløs og ensom.

    • Gunn
      25. juli 2018 at 12:42

      Ursula, jeg vet akkurat hvordan du har det, jeg kunne skrevet ordrett akkurat det samme selv. Nesten skremmende hvor likt det er. Jeg har ikke kunne dra fra han pga barna, han ville ikke klare å ta vare på dem annenhver uke, han ser ikke risiko, er ute av stand til å lese situasjoner.

      Jeg vet at en dag drar jeg, da kommer jeg ikke tilbake. Han vil aldri klare å gi meg omsorg, skulle jeg bli alvorlig syk en gang, er prioritet nr en å flytte, deretter få medisinsk hjelp. Jeg har vært på sykehus en gang før, og det medførte meltdowns / raserianfall. Vondt å ta i mot, når en er syk selv. Det samme har skjedd i siutasjoner da jeg har hatt det tøft, han svarer med raserianfall.
      Siden han trener daglig, går dette foran alt og alle. Han må også kunne trene akkurat når han vil, selv da barna var små. Dette gjorde det vanskelig for meg å ha et sosialt liv på egen hånd. Vi gjør ikke noe sammen, har har noen kompiser fra før vi møttes, disse (tre) møter han stort sett alene.

      • ursula
        23. august 2018 at 06:05

        Gunn, det er præcis det samme her!!! Min mand træner også hver dag også mens børnene var små!!Efter en kæmpe operation i mine arme var han rasende fordi jeg ikke kunne hente børn….dagen efter operationen!!! fordi han skulle træne.Jeg var indlagt!! min mand møder også sine venner (som han mødte gør vi mødtes) alene. Men hvorfor??!! det er SÅ sært det hele????

    • 9. september 2018 at 20:30

      Kære Ursula
      Du får lige et stort kram fra mig – jeg forstår hvordan du må have det, selvom jeg kun har været kæreste med en Asperger i et år. Vi er ikke længere sammen, da jeg blev totalt drænet for energi hver gang vi var sammen.
      Han minder så meget om din mand. Begavet, charmerende og interessant at tale med.
      Men, også meget kritisk og irettesættende.
      Hans liv var fyldt med regler og rutiner, som han blev mukken over at jeg ikke overholdte og forstod.
      Han mente at jeg “testede” ham når jeg brugte ironi – noget jeg bruger meget i min hverdag på arbejde.
      Det at rydde op efter et måltid kunne udløse op til flere kritiske bemærkninger – måtte ikke komme service i opvaskemaskinen, da jeg pakkede den forkert.
      Alt hvad jeg foretog mig når vi lavede mad sammen var forkert, gjorde det jo ikke på hans måde.
      Han spurgte aldrig ind til min familie eller venner,
      det interesserede ham ikke. Så heller ikke nogen af hans venner eller familie det år vi var sammen.
      Var overkritisk over for sine medmennesker. Hvis vi så et debatprogram mente han ikke at debattørerne var kompetente osv osv
      Alle der ikke tænkte og opførte sig som ham, var spøjse og mærkelige i hans optik.
      Have flere særinteresser som han havde en enorm viden omkring og gerne talte længe om, hvis jeg ikke forstod blev han synligt irriteret. Det gjorde han desværre ofte.
      Var sjældent glad eller rigtig sur… mere mellemfornøjet. Smilte sjældent.
      Intimt blev det hurtigt kedeligt – og han lukkede mig ofte af i sofaen, så jeg var tvunget til at sidde i på den anden side… medmindre han selv ønskede nærvær.
      Uhyggeligt så forkert han kunne få en til at føle sig – ingen komplimenter overhovedet – men hentydninger til min krop og frisure.
      Er ellers en kvinde som har let ved at få komplimenter fra andre mænd, men hvor er det dog grusomt at være sammen med en som kun trykker en nedad.
      Efter ar have læst meget om Aspergers forstår jeg jeg og kan tilgive.
      Husk at passe på dig selv 😊
      Knus Camilla

  18. S
    26. juli 2018 at 14:59

    Kære Ursula og Gunn, Gunn skriver: “Jeg har vært på sykehus en gang før, og det medførte meltdowns / raserianfall.”
    Åh, hvor jeg kender til det. For nogle år siden faldt jeg på cykel og fik et kompliceret brud på armen. Jeg måtte selv prøve at skaffe transport til sygehuset, for min ASP mand havde lyst til at gå i supermarked først. Da vognen endelig kom, sad han og snakkede og snakkede muntert om sig selv foran med chaufføren. Han bemærkede ikke, at jeg i mellemtiden havde mistet bevidstheden. Den dag, jeg blev opereret, kom han ikke på sygehuset. Hans forklaring: Han havde en gammel aftale om at gå en tur netop den dag med en bekendt, og det kunne jeg vel ikke forvente, at han skulle lave om på…
    Dagen efter operationen dukkede han op for at fortælle højlydt ud over hele sygestuen, at han var faldet på sin cykel, og at han var LIGE VED at komme alvorligt til skade. Lige ved, det var forfærdeligt! Det hele handlede om, at han var lige ved, og derfor skulle jeg trøste og støtte ham. Der var selvfølgelig ingenting sket, det var den autistiske overtagelse af min situation.
    Den dag, jeg blev udskrevet fra sygehuset kom han og havde travlt med at komme derfra. Mine poser og tasker med personlige ting måtte jeg selv bære med den ene arm i gips. Det faldt ham ikke ind at hjælpe, og jeg kunne ikke råbe ham op, for jeg kunne ikke følge med i hans tempo ud af sygehuset. Jeg var fyldt med smertestillende medicin. Han var sur over, at jeg gik så langsomt.
    Jeg har tænkt, at det er nødvendigt at oprette en fremtidsfuldmagt til en ansvarlig nærtstående, man har tillid til. Tænk hvis man en dag bliver hjælpeløs og andre skal træffe beslutninger på ens vegne om omsorg, pleje og behandling. Det skal være en person med sund fornuft og god empati og evne til at se, hvad der er det rette for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.