Min kone har Aspergers syndrom

Hun var smuk. Alle kunne lide hende. Hun var venlig, kærlig og meget generøs. Hun havde en prestigefyldt job inden for undervisning og syntes godt om alt, hvad jeg gjorde. Vi havde fantastiske oplevelser på rockkoncerter, til fester og middage med mine venner og på skovture. Hun hjalp mig også med mit arbejde, når hun kunne.  Al denne hengivenhed og kærlighed gengældte jeg med taknemmelighed over, at jeg endelig havde fundet min drømmekvinde. Vi kunne næsten ikke vente med at blive gift og stifte familie.

Det hele forvandlede sig meget hurtigt til mareridt.   Ti måneder efter brylluppet blev lille Tina født, og intet skulle nogensinde blive som før. Min kone blev totalt fjern og kold. Jeg tænkte, det måtte være en fødselsdepression og opfordrede hende til at gå til lægen. Det ville hun ikke. Hun benægtede, at der overhovedet var noget problem. Hun vendte tilbage til sit job, og min datter kom i daginstitution. Hver gang, jeg forsøgte at tale med hende om, at der var noget galt, lukkede hun af. Hun nægtede at tale om det. Hun hverken græd eller stak af. Hun fornægtede simpelthen iskoldt at se i øjnene, at noget var galt.

Når hun en sjælden gang svarede mig, sagde hun, at det eneste, hun havde pligt til, var at sørge for at babyen og huset var rent og i øvrigt lægge sig på ryggen i sengen, så hendes mand kunne tilfredsstille sig selv. Jeg var chokeret. Jeg ønskede en livskammerat og kæreste, hvor vi var sammen i gensidighed – ikke en hustru, der fik mig til at føle mig skyldig, som om jeg misbrugte hende.

Det var først, da Tina kom i skole, blev diagnosticeret med Aspergers syndrom og sat i specialklasse, at min kone indrømmede, at hun også havde Aspergers syndrom – og at det havde hun vidst hele tiden… Jeg blev vred og følte mig forrådt. Jeg flyttede ind i et andet værelse. Jeg kunne ikke holde ud at se de andre to sammen. De nedgjorte mig og gjorde nar af mig på de mest sårende måder. De rottede sig sammen. Tinas mor lærte hende at latterliggøre og håne sin far. Hun blev meget vanskelig at opdrage. Efter dette ville hun ikke lege dukkehus med mig mere. Hun ville heller ikke med mig på cykelture længere.

Tina er ni år nu. Min kone blev rasende, da Tinas lærer omsider sagde sandheden til hende. Det var den første lærer, der havde taget sig sammen og skældt min kone ud og sagt hende den skinbarlige sandhed: Tina kunne ikke læse; Tina samarbejdede ikke i klassen; Tina ville end ikke medvirke, så det overhovedet kunne blive muligt for hende at lære at læse; og at den afgørende periode i Tinas liv med hensyn til indlæring snart var borte. Min kone havde levet i en drømmeverden af fornægtelse, hvor regnbuer og enhjørninger skulle udfylde tomrummet i hendes eget og Tinas liv. Læreren belærte hende om, at enhjørningernes tid var forbi. Heldigvis fik læreren opbakning fra nogle af min kones venner. De fortalte min kone, at læreren havde gjort Tina en kæmpe tjeneste, og at min kone var nødt til at høre efter.

Intet har ændret sig. Jeg kan ikke etablere nogen som helst normal kontakt med hverken min datter eller min kone. I mange år har jeg arbejdet langt fra hjemmet alle hverdage og kun kommet hjem i weekenden.  Det er den eneste måde, jeg kan opnå et pusterum fra deres trodsighed og forvredne nonsens. Det er ikke et hjem. Det er et asyl.

Jeg bruger fritiden i weekenden med cykelture sammen med venner.  Jeg kan ikke klare at være hjemme ret længe. Jeg frygter for min datters fremtid.

Hvorfor har jeg aldrig hørt om Aspergers syndrom, før jeg blev gift? Jeg ville aldrig have giftet mig, hvis jeg vidste, hvad det indebar med en ægtefælle, der har aspergers syndrom.

© Ruben 2014

 

1 comment for “Min kone har Aspergers syndrom

  1. Rasmus
    28. juli 2014 at 13:40

    Troede ikke mine egne øjne, da jeg så overskriften Min kone har Asperger syndrom. Det kunne være mig. For at gøre en lang historie kort, jeg har endelig indset, at min kone har asperger. Hun ved det ikke selv. Hendes familie vil ikke erkende det.
    Jeg er blevet stemplet som skurken fordi jeg reagerer vredt imod hendes verdensbillede. Jeg har bebrejdet mig selv. Jeg har været lammet af anstrengelser for at begribe hendes udsagn, adfærd og handlinger. Eller nærmere mangel på handlinger og ansvarlighed.
    Her på randen af ​​skilsmisse bliver jeg igen udråbt som skurken, og jeg er helt alene.
    Jeg har ikke tænkt mig at fortælle min kone, at hun har en autismeforstyrrelse. Jeg vil bakke hende op alt hvad jeg kan, hvis hun vil lade sig diagnosticere. Det vil desværre aldrig ske, hvis ikke hendes familie opfordrer til det. Det sker ikke, de lever i fornægtelse.

Comments are closed.