Min kone har Aspergers syndrom

Hun var smuk. Alle kunne lide hende. Hun var venlig, kærlig og meget generøs. Hun havde en prestigefyldt job inden for undervisning og syntes godt om alt, hvad jeg gjorde. Vi havde fantastiske oplevelser på rockkoncerter, til fester og middage med mine venner og på skovture. Hun hjalp mig også med mit arbejde, når hun kunne.  Al denne hengivenhed og kærlighed gengældte jeg med taknemmelighed over, at jeg endelig havde fundet min drømmekvinde. Vi kunne næsten ikke vente med at blive gift og stifte familie.

Det hele forvandlede sig meget hurtigt til mareridt.   Ti måneder efter brylluppet blev lille Tina født, og intet skulle nogensinde blive som før. Min kone blev totalt fjern og kold. Jeg tænkte, det måtte være en fødselsdepression og opfordrede hende til at gå til lægen. Det ville hun ikke. Hun benægtede, at der overhovedet var noget problem. Hun vendte tilbage til sit job, og min datter kom i daginstitution. Hver gang, jeg forsøgte at tale med hende om, at der var noget galt, lukkede hun af. Hun nægtede at tale om det. Hun hverken græd eller stak af. Hun fornægtede simpelthen iskoldt at se i øjnene, at noget var galt.

Når hun en sjælden gang svarede mig, sagde hun, at det eneste, hun havde pligt til, var at sørge for at babyen og huset var rent og i øvrigt lægge sig på ryggen i sengen, så hendes mand kunne tilfredsstille sig selv. Jeg var chokeret. Jeg ønskede en livskammerat og kæreste, hvor vi var sammen i gensidighed – ikke en hustru, der fik mig til at føle mig skyldig, som om jeg misbrugte hende.

Det var først, da Tina kom i skole, blev diagnosticeret med Aspergers syndrom og sat i specialklasse, at min kone indrømmede, at hun også havde Aspergers syndrom – og at det havde hun vidst hele tiden… Jeg blev vred og følte mig forrådt. Jeg flyttede ind i et andet værelse. Jeg kunne ikke holde ud at se de andre to sammen. De nedgjorte mig og gjorde nar af mig på de mest sårende måder. De rottede sig sammen. Tinas mor lærte hende at latterliggøre og håne sin far. Hun blev meget vanskelig at opdrage. Efter dette ville hun ikke lege dukkehus med mig mere. Hun ville heller ikke med mig på cykelture længere.

Tina er ni år nu. Min kone blev rasende, da Tinas lærer omsider sagde sandheden til hende. Det var den første lærer, der havde taget sig sammen og skældt min kone ud og sagt hende den skinbarlige sandhed: Tina kunne ikke læse; Tina samarbejdede ikke i klassen; Tina ville end ikke medvirke, så det overhovedet kunne blive muligt for hende at lære at læse; og at den afgørende periode i Tinas liv med hensyn til indlæring snart var borte. Min kone havde levet i en drømmeverden af fornægtelse, hvor regnbuer og enhjørninger skulle udfylde tomrummet i hendes eget og Tinas liv. Læreren belærte hende om, at enhjørningernes tid var forbi. Heldigvis fik læreren opbakning fra nogle af min kones venner. De fortalte min kone, at læreren havde gjort Tina en kæmpe tjeneste, og at min kone var nødt til at høre efter.

Intet har ændret sig. Jeg kan ikke etablere nogen som helst normal kontakt med hverken min datter eller min kone. I mange år har jeg arbejdet langt fra hjemmet alle hverdage og kun kommet hjem i weekenden.  Det er den eneste måde, jeg kan opnå et pusterum fra deres trodsighed og forvredne nonsens. Det er ikke et hjem. Det er et asyl.

Jeg bruger fritiden i weekenden med cykelture sammen med venner.  Jeg kan ikke klare at være hjemme ret længe. Jeg frygter for min datters fremtid.

Hvorfor har jeg aldrig hørt om Aspergers syndrom, før jeg blev gift? Jeg ville aldrig have giftet mig, hvis jeg vidste, hvad det indebar med en ægtefælle, der har aspergers syndrom.

© Ruben 2014

 

5 comments for “Min kone har Aspergers syndrom

  1. Grethe
    8. juli 2014 at 15:24

    Kære Ruben, Tak for din rystende beretning. De fleste fortæller om deres mænd med aspergers. Det er yderst sjældent at høre den modsatte historie. Jeg kan oplyse jeg både har en mand og en svigerinde med aspergers, derfor har jeg lidt viden om forskellen mellem mandlig og kvindelig AS. Du beskriver de ting jeg kender fra min svigerinde. Ingen udenfor familien vil tro sandheden, hun er dygtig til rollespillet så snart der er vidner til stede. Lever med konstant virkelighedsflugt og er uansvarlig som et lille umodent barn. De samme personer kan godt se at min mand ikke er normal. Hvad afholder dig fra at gå din vej? Jeg føler med dig.

  2. VJ
    16. juli 2014 at 02:50

    Man kan undrer sig over, hvad det var hun ville med et barn og en mand. Men din fortælling giver et udmærket indtryk af hvad hun ville med et barn: Hun fik en dukke som hun kunne få til at sige hvad hun ville; ligesom en bugtaler.

    Jeg genkender min egen kones forhold til sin moder her: ”Synes du ikke det er forfærdeligt at mænd ikke kan føde børn?” og ”Man bør som kvinde aldrig ligge under for en mand”

    Disse markeringer udgjorde min ekskones definition på et ægteskab/kærlighedsforhold, og i det minut hun havde født de børn hun ønskede sig tabte hun al interesse for manden. Akkurat som hendes moder før hende. Og hendes far døde galant af kræft kort efter pensioneringen.

    Men jeg lever videre og har forladt mine børns moder. Heldigvis er mine børn velvoksne og har deres egne meninger og taler ikke igennem deres moders mave. Så de bor hos mig som de lyster og fortæller mig et eller andet ud imellem sidebenene, som jeg ikke laver ballade over, men som jeg tager til efterretning.

  3. Rasmus
    28. juli 2014 at 13:40

    Troede ikke mine egne øjne, da jeg så overskriften Min kone har Asperger syndrom. Det kunne være mig. For at gøre en lang historie kort, jeg har endelig indset, at min kone har asperger. Hun ved det ikke selv. Hendes familie vil ikke erkende det.
    Jeg er blevet stemplet som skurken fordi jeg reagerer vredt imod hendes verdensbillede. Jeg har bebrejdet mig selv. Jeg har været lammet af anstrengelser for at begribe hendes udsagn, adfærd og handlinger. Eller nærmere mangel på handlinger og ansvarlighed.
    Her på randen af ​​skilsmisse bliver jeg igen udråbt som skurken, og jeg er helt alene.
    Jeg har ikke tænkt mig at fortælle min kone, at hun har en autismeforstyrrelse. Jeg vil bakke hende op alt hvad jeg kan, hvis hun vil lade sig diagnosticere. Det vil desværre aldrig ske, hvis ikke hendes familie opfordrer til det. Det sker ikke, de lever i fornægtelse.

  4. steen
    5. august 2014 at 11:37

    Hold da op hvor jeg kan genkende meget af det, som skrives på disse sider – og andre, i dette forum.

    Jeg oplever præcist det samme, om end i mine helt egne versioner. Jeg er nu på 5. år gift med en kvinde, som hele tiden “peger fingre af andre” og som bruger det meste af sin energi på at “tale om andre – og deres elendigheder”.

    ALDRIG kommer vi til at “tale om os og vores” – altid kun om hendes følelser og sort/hvide opfattelser af verden.

    ALDRIG kan vi lave “præcise aftaler” – ALTID svares der kun i overskrifter, så hun selv kan tilpasse sine handlinger til “egne valg – fordele”.

    Jeg føler det som om en person “roder rundt inde i mit hoved”. Det mærkelige er, at NETOP hun altid efterspørger MEGET KONKRETE svar og stillingtagende – fra mig – hvorimod hun altid selv taler i “overskrifter”, som jeg så selv skal afkode/gætte indholdet af.

    Jeg føler mig manipuleret – gennem denne manglende stillingtagen, og oplever – stort set aldrig konkrete meninger og beslutninger, fra hendes side.

    Når jeg opfordrer til samtaler, hvor vi kan afstemme forventninger, er svaret blot: “det skulle vel ikke være nødvendigt – men komme ganske naturligt af sig selv”. Det pudsige er netop, at der aldrig “kommer noget fra hende – sådan af sig selv”.

    Når jeg – og det gør jeg særdeles ofte – lytter til hendes behov for “at læsse af”, er det fuldstændig umuligt, at komme på banen med egne følelser og behov. VUPS – efter mindre end 1 minut, drejer det sig igen om hende og hendes ;

    Når jeg endelig siger – ja det sker dog – siger STOP, jeg kan ikke rumme mere nu, får jeg at vide “at jeg da godt kan sige det på en anden måde”, og dermed kommer vi slet ikke frem til, at jeg også har behov for at blive lyttet til . . . . set og hørt, men samtalen bliver drejet hen på “min måde at gøre tingene på”.

    Når jeg spørger om hvad hun føler – er svaret oftest “det ved jeg ikke” – altid kun jamrende følelser om “hvor hun har ondt” – eller ting om at det er “for koldt eller for varmt”.

    I kommunikationen (hvis man kan kalde det sådan) siger hun aldrig noget om hvad hun føler, men bruger altid ordet “DU” – hvorfor jeg oplever at hun “kravler rundt inde i hovedet på mig” – og dermed ikke tager selvstændigt stilling til in egen mening. Altid er der noget galt med “min mening” – uden at hun dog selv kan komme med alternativer.

    Hun kalder sig selv “over empatisk” – hvor jeg vurderer, at hendes “empai” alene er tillærte reaktionsmønstre, hvilket ikke er empati – men “sympati”. En selvstændig forståelse for, at verden kan se anderledes ud for andre – end for hende – udtrykkes i en rigid og meget sort/hvid tilgang til ALT.

    Manglende fleksibilitet, er en anden udpræget oplevelse af hendes dagligdagsmønstre., hvor selv ganske små nuancer opleves, som ganske forstyrrende på hendes (efter min vurdering) meget egoistiske tilgang til livet, og opgavers løsning i praksis. Kompromisser – ud fra gensidig respekt og dialog – er nærmest “ikke eksisterende”.

    Ønsker altid forståelse for hendes følelser, men “tåler ikke” det jeg vil kalde almindelig omsorg – i disse situationer – hvor jeg bare “skal holde mig væk”.

    Hun elsker at blive rørt/nusset – gerne længe – mens hun blot flygter ind i ligegyldige TV-programmer , uden nogen form for “feedback” eller gensidig berøring. Jeg føler mig næsten som et “bakteriefyldt monster” – som blot er hendes “fødekæde” til opfyldelse af hendes behov. Når jeg udtrykker mine behov – svares blot med “mere vil have mere”, hvilket bestemt ikke er tilfældet. “ingenting” vil blot gerne “mærke lidt feedback og gensidighed i samværet”, som ellers føles ganske ensomt.

    Jeg starter hos psykolog (kun mig) i næste uge, i et forsøg på at finde tilbage til mit sande jeg – efter en lang periode med manglende gensidighed og par interaktion. Min hustru har “ingen diagnose” – men jeg kan genkende rigtig meget fra begge hendes børn, hvoraf den største (har haft – og har) store problemer. Jeg deltog – og investerede – i løsningen på børnenes problemer, (både personligt og økonomisk) ,men ALDRIG var der noget hun selv skulle angribe på en ny måde, for at finde gode løsninger. ALTID var det kun systemet, der var noget galt med – når systemet ikke “leverede det mor havde behov for” – ALDRIG skulle hun ændre adfærd, eller bidrage med noget nyt.

    Jeg kunne berette i timevis om mine oplevelser, hvor jeg føler, at “mine investeringer” i andre menneskers liv – MEGET SJÆLDENT – giver noget positivt tilbage. Når vi eks. taler om “min indsats” er svaret altid (ofte lidt nedladende) “Du kan jo bare lade være” – hvilket jeg opfatter som særdeles ydmygende, og så fra en person, hvor jeg (subjektivt) oplever, at være gået “all in” – som jeg mener jeg har gjort.

    Ja og nu er det så mig, som opsøger en psykolog – fordi der er noget galt med mig ;;;; Men det bliver nu ikke min egen tilgang til mødet med psykologen. Jeg er MEGET rummelig og fleksibel, men har enkelte gange oplevet, at blive vred (hvad ikke normalt er min stil) – så nu er det jo mig, som der er noget galt med . . . . . men den tænker jeg nu ikke (umiddelbart) at hoppe med på.

    Jeg tror (er næsten helt sikker) på at min hustru måske er Asperger – har da mange af de genkendelig træk – men er efterhånden helt i tvivl om “hvem jeg selv er”.

    Jeg efterlyser feedback fra personer her, som måske kan genkende noget af det jeg har skrevet, da jeg efterhånden oplever det som om det “nærmest er mig, der er noget galt med”.

    NB: Min læge – som har kendt min hustru + børn (også fra før min tid) – havde dog ikke betænkeligheder ved, at give mig en henvisning til psykolog, på mistanke om “relation til psykisk syg person” – hvilket er den eneste (indtil nu) eksterne opbakning jeg har fået nu, udover et nært venne par, som også ser en “dysfunktion”.

    Lad mig høre jeres eventuelle kommentarer til min historie – som er meget kort og meget generel-

    På forhånd tak

  5. Juan
    6. august 2014 at 16:22

    Kære Steen,

    Din gribende historie fortjener en kommentar. For nu at sige det ligeud: Du har trukket en nitte i det vigtigste valg i livet – valget af partner/ægtefælle. Mit råd er: Gå aldrig tilbage til en fuser. Et samliv som ikke rummer et mindstemål af reciprocitet når det gælder følelser er ikke værd at holde fast i. Da din hustru tydeligvis er ramt af en udviklingsforstyrrelse inden for det autistiske spektrum, kan du ikke forvente, at de psykiske, etiske og intellektuelle belastninger, relationen påfører dig, nogen sinde bliver mindre.

    Din reaktion på det, du har oplevet med en asperger kvinde, er både sund og naturlig. Du har løbende været udsat for belastninger og frustrationer, som ingen neurotypisk person kan komme igennem uden skrammer. Dine symptomer minder om dem, nogle soldater udviser, når de vender hjem fra en krigszone: Posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Til forskel fra soldaten med PTSD så er de belastninger, du lever med, ikke ophørte, men pågående. Hvilket på sin vis gør din situation værre end soldatens.

    En god psykolog, som kender din situation kan hjælpe dig til at genvinde troen på din egen dømmekraft og gengive dig den nødvendige selvtillid, som har været under konstant angreb gennem fem års ægteskab. Når du så har genvundet din mentale balance og styrke, skal du anvende den til at få afsluttet forholdet, så du kan komme videre med dit liv.

    Det er det bedste råd jeg kan give dig.

    Hilsen Juan

Comments are closed.