Som ægtefælle til en asperger oplever jeg igen og igen, at min partner flygter fra ansvaret for ubehagelige situationer, han selv har skabt. For udenforstående lyder dette måske trivielt. For er ikke alle mennesker sådan – bare engang imellem?
Men for den, der selv er ægtefælle til en asperger, behøver jeg ikke forklare forskellen. Vi véd udover smertegrænsen, at mangelen på naturlig ansvarsfølelse er langt uden for normalområdet, når det drejer sig om en person med Aspergers syndrom.
Det er en kendsgerning, at den neurologiske udviklingstilstand i hjernen har indflydelse på evnen til at føle ansvar, vise empati og begribe sammenhænge. Og Aspergers syndrom er lige præcis en neurologisk udviklings forstyrrelse inden for autisme spektret.
Jeg oplever det som et tungt dilemma, hvordan jeg skal bære mig ad, hvis jeg vil holde sammen på ægteskabet – og det ønsker jeg. Som ægtefælle kommer jeg ustandseligt til at hænge på konsekvenserne af min aspie-mands bizarre handlinger og uetiske adfærd, fordi han løber fra sit ansvar. I hvert fald hvis jeg vil holde sammen på ægteskabet – og det ønsker jeg.
Skal jeg som den normalt fungerende part i forholdet altid tåle, at hans sårende, uansvarlige og skadelige adfærd fejes bort med undskyldningen ”han har jo Aspergers Syndrom, han kan ikke gøre for det”?
Eller er der en grænse for, hvad den normale part i et samliv med en asperger skal bære? Og hvor går den grænse?
Kan det tænkes, at den, der har AS, ind imellem misbruger sin diagnose som sovepude til at sno sig uden om pligter og ansvar for egen adfærd?
Er der ikke en gråzone, hvor aspergeren reelt er i stand til at vælge bevidst ud fra sit kendskab til, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til sin partner? Og i forhold til andre mennesker? Og hvor det gør hele forskellen mellem himmel eller helvede for NT partneren i forholdet, om aspergeren vælger etisk – eller kører moralsk frihjul?
Det er min erfaring, at der er en sådan gråzone, og at aspergeren kan spille mere hjælpeløs end han reelt er med den konsekvens, at jeg som NT-partner skal overskride mine indre grænser og tale med store ubehagelige bogstaver, hvis jeg skal holde ham fast på hans eget personlige ansvar. Hvad siger andre NT ægtefæller?
Jeg tror, de fleste ægtefæller til aspergere er gode til at undskylde deres partners flugt fra ansvaret. Her er i hvert fald noget af det, jeg selv i tidens løb har sagt til stor skade for mig selv:
”Han forstår ikke konsekvenserne af sine handlinger.
Han er ikke bevidst om, at andre mennesker har andre bevæggrunde, tanker, følelser og synspunkter end han selv.
Han ved ikke, hvornår han krænker andre mennesker.
Han fatter ikke, at han ikke kan fortælle dybt fortrolige ting videre, som jeg betror ham privat i vores ægteskab.
Han er ikke bevidst om grænsen mellem sig selv og andre.
Han aner ikke, at hans måde at tale på kan virke uforskammet og stødende på andre. Han kan ikke gøre for, at han ikke kan aflæse andres følelser.
Han kan ikke gøre for, at han mangler impulskontrol.
Han kan ikke gøre for, at han ikke kan lære ud fra erfaring.
Han kan ikke gøre for, at han ikke forstår de sociale spilleregler.
Det er synd for ham.” Og så videre…
Jeg erkender, at jeg er god til at undskylde ham hele tiden, så han ikke behøver anstrenge sig for at leve op til voksent ansvar. Men dermed skader jeg kun mig selv. Og min AS-mand kan triumferende sno sig uden om den del af ansvaret, han i virkeligheden er udmærket bevidst om, men bare ikke gider.
Og bemærk lige: De undskyldninger, jeg har anført ovenfor, kan jo også bruges om et toårs barn. Bortset fra at et normalt NT toårs barn konstant lærer af sine erfaringer.
Er det rimeligt, at den neurotypiske partner skal leve med, at aspergeren kører på børnebillet, når det gælder ansvar – samtidig med, at aspergeren kræver at blive respekteret som en velfungerende voksen? Er det ikke netop en uløselig del af respekt for et voksent menneske, at der stilles moralske og etiske krav til ham?
Jeg stiller mange spørgsmål, men har ikke selv andet svar end det gamle triste: Hvis ikke man kan klare lugten i bageriet, så må man gå sin vej.
Måske andre partnere til aspergere har tanker?
Kan det for eksempel være en rimelig bundgrænse at forlange, at aspergeren som minimum anerkender sin diagnose? Og er ærlig om den i forhold til venner og udenforstående? Det ville jeg føle, var en lettelse, for så kunne andre mennesker bedre forstå min svære situation.
Neurotypisk ægtefælle
9 comments for “Moralske krav til en asperger”