Moralske krav til en asperger

Som ægtefælle til en asperger oplever jeg igen og igen, at min partner flygter fra ansvaret for ubehagelige situationer, han selv har skabt. For udenforstående lyder dette måske trivielt. For er ikke alle mennesker sådan – bare engang imellem?

Men for den, der selv er ægtefælle til en asperger, behøver jeg ikke forklare forskellen. Vi véd udover smertegrænsen, at mangelen på naturlig ansvarsfølelse er langt uden for normalområdet, når det drejer sig om en person med Aspergers syndrom.

Det er en kendsgerning, at den neurologiske udviklingstilstand i hjernen har indflydelse på evnen til at føle ansvar, vise empati og begribe sammenhænge. Og Aspergers syndrom er lige præcis en neurologisk udviklings forstyrrelse inden for autisme spektret.

Jeg oplever det som et tungt dilemma, hvordan jeg skal bære mig ad, hvis jeg vil holde sammen på ægteskabet – og det ønsker jeg. Som ægtefælle kommer jeg ustandseligt til at hænge på konsekvenserne af min aspie-mands bizarre handlinger og uetiske adfærd, fordi han løber fra sit ansvar. I hvert fald hvis jeg vil holde sammen på ægteskabet – og det ønsker jeg.

Skal jeg som den normalt fungerende part i forholdet altid tåle, at hans sårende, uansvarlige og skadelige adfærd fejes bort med undskyldningen ”han har jo Aspergers Syndrom, han kan ikke gøre for det”?

Eller er der en grænse for, hvad den normale part i et samliv med en asperger skal bære? Og hvor går den grænse?

Kan det tænkes, at den, der har AS, ind imellem misbruger sin diagnose som sovepude til at sno sig uden om pligter og ansvar for egen adfærd?http://www.aspergerpartner.com/wp-includes/js/tinymce/plugins/wordpress/img/trans.gif

Er der ikke en gråzone, hvor aspergeren reelt er i stand til at vælge bevidst ud fra sit kendskab til, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til sin partner? Og i forhold til andre mennesker? Og hvor det gør hele forskellen mellem himmel eller helvede for NT partneren i forholdet, om aspergeren vælger etisk – eller kører moralsk frihjul?

Det er min  erfaring, at der er en sådan gråzone, og at aspergeren kan spille mere hjælpeløs end han reelt er med den konsekvens, at jeg som NT-partner skal overskride mine indre grænser og tale med store ubehagelige bogstaver, hvis jeg skal holde ham fast på hans eget personlige ansvar. Hvad siger andre NT ægtefæller?

Jeg tror, de fleste ægtefæller til aspergere er gode til at undskylde deres partners flugt fra ansvaret. Her er i hvert fald noget af det, jeg selv i tidens løb har sagt til stor skade for mig selv:

 ”Han forstår ikke konsekvenserne af sine handlinger.
Han er ikke bevidst om, at andre mennesker har andre bevæggrunde, tanker, følelser og synspunkter end han selv.
Han ved ikke, hvornår han krænker andre mennesker.
Han fatter ikke, at han ikke kan fortælle dybt fortrolige ting videre, som jeg betror ham privat i vores ægteskab.
Han er ikke bevidst om grænsen mellem sig selv og andre.
Han aner ikke, at hans måde at tale på kan virke uforskammet og stødende på andre. Han kan ikke gøre for, at han ikke kan aflæse andres følelser.
Han kan ikke gøre for, at han mangler impulskontrol.
Han kan ikke gøre for, at han ikke kan lære ud fra erfaring.
Han kan ikke gøre for, at han ikke forstår de sociale spilleregler.
Det er synd for ham.
”   Og så videre…

Jeg erkender, at jeg er god til at undskylde ham hele tiden, så han ikke behøver anstrenge sig for at leve op til voksent ansvar. Men dermed skader jeg kun mig selv. Og min AS-mand kan triumferende sno sig uden om den del af ansvaret, han i virkeligheden er udmærket bevidst om, men bare ikke gider.

Og bemærk lige: De undskyldninger, jeg har anført ovenfor, kan jo også bruges om et toårs barn. Bortset fra at et normalt NT toårs barn konstant lærer af sine erfaringer.

Er det rimeligt, at den neurotypiske partner skal leve med, at aspergeren kører på børnebillet, når det gælder ansvar – samtidig med, at aspergeren kræver at blive respekteret som en velfungerende voksen? Er det ikke netop en uløselig del af respekt for et voksent menneske, at der stilles moralske og etiske krav til ham?

Jeg stiller mange spørgsmål, men har ikke selv andet svar end det gamle triste: Hvis ikke man kan klare lugten i bageriet, så må man gå sin vej.

Måske andre partnere til aspergere har tanker? 

Kan det for eksempel være en rimelig bundgrænse at forlange, at aspergeren som minimum anerkender sin diagnose? Og er ærlig om den i forhold til venner og udenforstående? Det ville jeg føle, var en lettelse, for så kunne andre mennesker bedre forstå min svære situation.

Neurotypisk ægtefælle

 

 

 

9 comments for “Moralske krav til en asperger

  1. Kris
    14. april 2013 at 00:17

    Kære Neurotypisk ægtefælle!
    Du skriver: “Er det rimeligt, at den normale (neurotypiske) partner skal leve med, at Aspergeren kører på børnebillet, når det gælder ansvar – samtidig med, at Aspergeren kræver at blive respekteret som en velfungerende voksen?”
    Hvor er det godt formuleret! Det er selvfølgelig ikke rimeligt, men det er de vilkår vi er gift under, åbenbart. Og det er det, jeg har forsøgt (med held, tror jeg) at lære vores 3 store børn: Deres far er gak i låget/utilgængelig for logisk ræsonnement, når det gælder hans samlermani (min mands særinteresse) – men på de fleste andre områder er han er god og ansvarsfuld familiefar.
    Det er til at grine og græde over, men sådan er realiteterne. Og jeg er kommet langt i forhold til at acceptere tingenes tilstand, synes jeg selv.

  2. Pia
    14. april 2013 at 17:56

    Åh, dejligt at I sætter ord på noget som dette her, men også svært, tænker jeg.
    Jeg synes jo, at jeg nærmest er illoyal, hvis/når jeg stiller spørgsmålstegn ved min mands særinteresser i fht. vores 4 drenge, der er mellem 7 og 14 år.
    Jeg synes jo ikke det er særlig “pænt”, at synes, min mand er “sær”.
    Jeg har dog også erfaret gennem livet, at det aldrig er godt med tabuer, så jeg prøver også at sætte ord på det, når drengene eller jeg selv undres 🙂

  3. eo
    2. maj 2013 at 21:45

    Hej,
    Tak for denne blog!

    Moralsk ansvar, spørger du…I et samfund, hvor vi lægger vægt på ligeværd vil jeg mene ja. Måske ikke nødvendigvis som Asperger, men på alle de områder, hvor mennesket overskrider andre menneskers grænser, krænker andre menneskers private rum og på andre måder volder skade. For det handler jo om meget mere end pinlige situationer. Mange aspergere volder jo vanvittig stor skade på deres nærmeste omgivelser, og den ret er der ingen, der har uanset om de forstår det eller ej.

    Men når det er sagt kender jeg jo også dilemmaet. Selv er jeg dog nået frem til, at livet med en Asperger ikke kan handle om, hvad han efter min mening er voksent forpligtet til. Det handler i langt højere grad om mit ansvar for at sætte og respektere mine egne grænser. Det er en kæmpe udfordring, for bedst som jeg oplever at jeg har sat (råbt) dem, så ingen nogensinde vil være i tvivl igen, bliver de overskredet på ny.

    Det er når jeg ser hele situationen i lys af børnene at den moralske pligt får en ny vinkel. Det er der, jeg bliver bittert bevidst om, at jeg er i færd med at vise dem, at grænser ikke nødvendigvis skal respekteres. For jeg tillader jo at de bliver overtrådt. Det er mig, der endnu ikke har fået ind i mit hoved, at al erfaring viser mig, at det aldrig vil ændres.

    Det er en hård nyser, for hvem er det så egentlig, der har en ganske frygtelig omgang med grænser og læring…. ? Det må være os begge. Ellers ville jeg være gået.

    Hvad afholder mennesker fra at gå, selvom det er så slidsomt og ensomt at blive?
    Gode hilsner Eva

  4. eo
    6. juni 2013 at 09:10

    Dine ord er en stor hjælp til erkendelse. For nu at bruge lidt store ord, er det måske lidt som at have været en slags statsløs helt alene i rigtig mange år til i det mindste at være blevet en meget lille minoritet 🙂
    Kh Eo

  5. Steen
    28. august 2014 at 14:15

    Her tales om Asperger som “en han” – skriv bare “hun”

    Prisen kan være stor ensomhed og sorg. Hvor lidt kan man leve med?

    Dette er NETOP pointen med alt vedrørende samliv. Ikke kun med en Asperger – men i alle parforhold ??

    Det er netop den følelse jeg kæmper med lige nu . . . . . . . “Hvor lidt kan jeg leve med – og hvor lidt VIL jeg leve med” ??

    Min hustru har ingen diagnose – som Asperger – men jeg kan genkende alle de “symptomer”, som beskrives på denne side.

    Konsulterer i øjeblikket selv en psykolog, for at finde afklaring for mig selv . . . . ALTSÅ “hvor lidt kan jeg leve med”.

    Det er meget frustrerende IKKE at mærke det jeg vil kalde “naturlig gensidighed” ; Oplever det nærmest som hvis man fjerner bogstavet G i ordet “gensidighed” – som dermed bliver til (G)ensidighed. Efter 5 års samliv er det – for alvor – ved at gå op for mig, at tingene “kun går en vej”. Jeg oplever det som om min hustru har 1 dagsorden, når det gælder hende selv – og en helt anden når det gælder om, “hvordan andre påvirker hende”. Der er slet ingen rød tråd, hvilket naturligvis er meget frustrerende.

    Ingen initiativer – på områder – hvor hun forventer noget af andre.

    Intet “ansvar” – på områder – hvor hun forventer, at andre skal tage et ansvar.

    Ingen mulighed for “gensidig afstemning” – hvor ALT skal “tilrettet og tilgodese” hendes følelser.

    Mekanisk (OCD-lignende) tilrettelæggelse af “egen verden” – uden store hensyn til andres input og meninger. (hun kan godt tale om det, men desværre ikke levere det, som (efter min opfattelse) bør leveres af egenindsats.

    Jeg eftersøger gode “praksisråd” for situationer, hvor man bør “understøtte” – samt tilsvarende hvor man bør “træde i karakter med egen mening”.

    Jeg oplever det som om jeg ALTID skal tage hensyn og når jeg “påpeger” hvad jeg selv byder ind med . . . . . er svaret oftest: “du kan jo bare lade være”. Det føles særdeles nedværdigende og ydmygende. Jeg forventer ikke ydmyghed, men blot et mere realistisk samspil, hvor helhedsbilledet er udgangspunktet for den gensidighed, jeg mener bør være tilstede i et parforhold.
    (Jeg må gerne “gå hendes vej” – men hun ALDRIG “min vej” – hvis I forstår)

    Jeg kommer jævnligt i tvivl om andre “personligheder” kan reagere sådan – men er (næsten) overbevist om, at jeg er gift med en Asperger.

    Praktiske hverdagsråd efterlyses – diagnose eller ej.

    På forhånd tak

  6. eo
    29. august 2014 at 22:57

    Kære Steen
    når jeg læser dit indlæg lyder det meget velkendt. Jeg ved selvfølgelig ikke om det er de samme områder af hverdagen, der er berørt hos dig, som det var hos mig. Jeg valgte jo at trække bremsen, men må konstatere at i samme øjeblik, vi havde hvert vores sted kom der mindelighed ind i billedet igen. Jeg tror, at selve det at leve så tæt sammen med et andet menneske med egne meninger om nogle af hverdagens små detaljer, faktisk gjorde det sværere for min partner. Stof til eftertanke.

    Mens vi endnu levede sammen lærte jeg, at det galdt om at lave aftaler om selv de mindste små ting. De kunne være måden man rullede staniol sammen på, spørgsmål om hvilken grydeske der var bedst at røre med i hvilke situationer – og større emner også. Men i udgangspunktet altid så konkret som muligt. Alt andet førte ingen vegne.

    Selv har jeg siden erfaret, at min natur er sådan, at jeg helst skal forny reglerne med jævne mellemrum for at trives. Jeg gør det intuitivt og finder det meget opslidende at skulle forsvare og forklare….”herregud – jeg prøver mig jo bare frem.” For min partner skabte det direkte kaos i hans hoved. Gætter jeg. For jeg kunne aldrig få en beskrivelse af, hvad der skete når han kortsluttede. I mit tilfælde ville vi således skade hinanden for evigt uden at ønske det. Andre er måske meget bedre i stand til at indgå helt klare aftaler om emner, der kan virke rigide for de fleste NT´ere.

    Men ærligt – mit eget bedste hverdagsråd er faktisk: stå fast på det, der virkelig er vigtigt for dig. Lad være med at forklare. Lad være med at føle skyld og skam over at have nogle holdninger her og der, der er urokkelige. Af og til oplevede jeg, at det i de tilfælde, hvor jeg selv stod frem og stod fast uden alt for meget føleri, ofte skabte meget mere fred.

    Det var grænseoverskridende. Gad vide om mange, der lever i den type forhold er toptrænede i at række ud, samarbejde og tilpasse lidt her og der frem for at være kontante, egoistiske og krævende….? Ikke desto mindre er det måske den side ved aspergerpartneren, vi kan være blevet ubevidst tiltrukket af, fordi vi selv manglede den. Nogen af os i hvert fald.

    Men forklaringer – ud til højre med dem.

    Håber at mine erfaringer er relevante for din situation. Det kan jo være nogle helt andre ting, der er på spil hos dig.

    Alt godt

    kh
    eo

  7. Erna S.
    6. februar 2017 at 23:46

    Jeg har aldrig før mødt eller talt med andre i samme situation som mig selv. Har vidst gennem en del år at min mand var en asperger, men han slår det hen eller spøger med det. Jeg genkender alt det I skriver om. Føler mig meget alene. Vi har været gift i 32 år. Mange af de løsninger jeg ser beskrevet på denne hj.side er jeg også kommet frem til gn vores samliv. Det er et stort problem at han ikke vil eller kan ændre adfærd. Det er ydmygende at være sammen med ham sammen med andre fordi han taler hen over andre, dominerer samtalen når der tales om emner han interesserer sig for og afbryder eller taler belærende og med detaljer og fx årstal som er enerverende at høre på. Han er desuden tilbøjelig til kun at tale til en person. Samtalen bliver altid på hans præmisser. Hvis han får modspil eller der er en person tilstede som han respekterer for hans viden eller holdninger kan han godt lytte og spørge ind. Og når vi har talt om det inden og han kan se at der er behov for at han tager hensyn fordi nogle personer er specielt følsomme kan han lægge bånd på sig selv og være sød og rar. Derfor mener jeg godt at man kan stille moralske krav. Men det er som om det kræver de ovennævnte forudsætninger. Og han kan ikke sætte sig ind i og respektere at jeg har behov for at han holder sig tilbage for at vi kan få et nogenlunde normalt og hyggeligt samvær m andre. Kun i en kort periode
    hvor jeg var parat til at flytte fra ham forstod han at det var nødvendigt. Så det er hårde odds vi er oppe imod! Nogle gange når jeg lige inden vi får gæster fx siger at jeg gerne vil have at han undlader at diskutere og og dominere samtalen kan jeg mærke at han tager sig i det, men det er svært for ham og han forstår det ikke rigtigt og bliver som regel vred over det. Heldigvis er det nemmere i hverdagen når vi et alene og vi har mange gode oplevelser på rejser og samvær med venner der accepterer ham men det er et stort problem for mig at være sammen med andre sammen med ham for jeg ved aldrig hvordan det vil gå.

  8. Hannah A
    19. maj 2017 at 13:59

    UPS
    Jeg har lige opdaget denne side, jeg har aldrig før læst min egen livssituation så godt beskrevet. Men det er også utroligt sørgeligt, for det bliver ikke anderledes, kun hvis jeg opgiver mig selv. det er uhyggeligt svært at sidde her og indse, at i et ægteskab med en Asperger, er der dybest set kun plads til den ene part.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *