Når din asperger-ægtefælle benægter sin tilstand

Et særligt trauma rammer den neurotypiske partner i NT-AS parfold, når aspergeren lever i benægtelse af sin autisme-tilstand.

Nogle af de mest forpinte og ensomme neurotypiske (NT) ægtefæller, der kontakter os på www.aspergerpartner.com, lever i sådanne forhold.

Det er typisk ægteskaber, hvor partneren med Aspergers syndrom (autisme) er en midaldrende eller ældre mand. Han er aldrig blevet formelt diagnosticeret. Da han var barn og helt ung, var der ikke indsigt i autisme spektrum forstyrrelse hos normalt- og velbegavede personer. Derfor er det i reglen den neurotypiske hustru, der efter års ensomhed har fundet frem til, at ægtefællens manglende empati, raserianfald, sort-hvide tænkning, sensoriske problemer, mangel på gensidighed m.m. skyldes Aspergers syndrom (autisme).

På dette tidspunkt er hustruen stærkt forpint af følelsesmæssig udsultning, overanstrengelse og ensomhed. Hun har allerede gået en milliard mil for at tilpasse sig af frygt for partnerens reaktioner. Hun har læst alt om Aspergers syndrom og tager så mod til sig i en fredelig stund og siger: ”Jeg tror, du har Asperger..”

Men AS-partneren benægter fortsat sin tilstand og modsætter sig sagkyndig udredning.

(I det følgende kaldes den neurotypiske part (NT) for ”hun” og den autistiske part (AS) for ”han”, men rollerne kan være modsat.)

Benægtelse ødelæggende for parforholdet

Dét er en af de alvorligste sider ved Aspergers autisme: Den, der har udviklingsforstyrrelsen, er i kraft af forstyrrelsen ikke rigtigt i stand til at erkende det. Han (hun) kan eller vil ikke se de traumatiske virkninger, forstyrrelsen har for ægtefælle og børn. Asperger-autisten mangler Theory of Mind.

Den anerkendt britiske ekspert i Aspergers Syndrom og autisme, psykolog Tony Attwood skriver:

”nogle mennesker benægter, at de har Aspergers syndrom, idet de insisterer på, at der ikke er noget galt eller anderledes ved dem.”  1

”Da mennesker med Aspergers syndrom kan være utroligt stædige, når de får mulighed for det, kan benægtelse vise sig at være et stort problem. I jo mindre grad de erkender deres tilstand, jo mindre kan de forbedre deres sociale færdigheder”. 2

Center for Autisme forklarer, at det ikke er ualmindeligt at få stillet diagnosen autisme spektrum forstyrrelse i ungdoms-/ voksenalderen:

Personen ”vil i mange tilfælde benægte fakta og kun have en ringe indsigt i sine egne vanskeligheder og begrænsninger.” 3

Den australske terapeut Carol Grieg, der har årelang erfaring med NT-AS parforhold, konkluderer:

”Ulykkeligvis er der rigtigt mange partnere med Aspergers syndrom, som sidder fast i benægtelse af egne asperger karakteristika og de negative virkninger, det har for deres parforhold. (….) Benægtelse er selvødelæggende, det lægger en tung byrde på hele parforholdet og truer dets overlevelse.” 4

 

“Du er bare følelsesladet”

Som sagt er det gerne den neurotypiske hustru, der først bliver klar over, hvad der er i vejen med den udiagnosticerede ægtefælle. Hustruen har ofte vidst det længe, men ikke turdet tale med manden om det af frygt for hans reaktioner. Hun har måske allerede konsulteret sundhedsvæsen og det social system med sin velbegrundede formodning om ægtefællens autisme forstyrrelse, men oplever sig ikke taget alvorligt. På www.aspergerpartner.com hører vi stadig fra NT-ægtefæller, som fortæller, at de har fået den horrible besked, at ”det er kun børn, der kan have Aspergers syndrom”, og ”aspergere gifter sig ikke”..

Måske – måske ikke – lykkes det hustruen at overtale sin mand til at blive formelt diagnosticeret. Ofte lykkes det ikke. -Der er ikke noget i vejen med mig! siger han sort-hvidt. -Det er bare dig, der er”følelsesladet”.

Selv om det lykkes at få stillet en officiel diagnose, er det ikke nogen game-changer i sig selv. For hvis AS-ægtefællen fortrænger og fortsætter benægtelsen, eller hvis han ikke kan eller vil sætte sig ind i, hvad diagnosen reelt indebærer udover at være et ’ord’, så kan hustruen ikke stille mere op. Så er der intet, hun kan gøre for at få ham til at samarbejde om større gensidighed i relationen.

Det samme gælder, hvis AS-partneren bagatelliserer sin diagnose og dens indvirkning på de nærmeste omkring ham. For slet ikke at tale om de tilfælde, hvor aspergeren glorificerer sin diagnose og mener sig hævet over andre.

Der er heldigvis positive undtagelser. På www.aspergerpartner.com hører vi også om ægteskaber, der har holdt i over 30 år, før hustruen er blevet klar over, at mandens adfærd skyldes autisme tilstand; og hvor manden, der er oppe i årene, medvirker til diagnosticering og et forløb, der skal prøve at hjælpe begge parter.

Er der håb?

Det spørgsmål, vi oftest hører fra NT-hustruer, som trofast bliver ved og ved med at kæmpe for deres parforhold med en AS-ægtefælle, lyder:

Er der håb? Kan det blive bedre?

Hvis ægtefællen med Asperger syndrom (autisme) benægter sin tilstand, er svaret Nej.

Lorna Wing er meget tydelig om dette svære dilemma for NT ægtefællen til en asperger-autist:

Der er i realiteten kun to valgmuligheder. Den ene er at acceptere partneren, som han eller hun er, og få det bedste ud af samlivet; den anden er at afbryde ægteskabet eller samlivsforholdet.”  5

Tony Attwoods erfaring er den samme. Han anfører som den første og afgørende forudsætning for et vellykket parforhold mellem en asperger og en neurotypisk partner

”at begge parter erkender og anerkender diagnosen” 6

BEGGE parter, vel at mærke.

Den neurotypiske ægtefælle er den første til at anerkende og erkende diagnosen. Hun (han) har alt at vinde. Trolden har fået et navn. Nu behøver hun ikke længere at føle sig skør, usikker og skyldig i alt. Hun opnår samtidig at kunne sige sandheden til familie og venner og forhåbentlig opnå deres følelsesmæssige støtte. Det er en befrielse at kunne sige sandheden og ikke skulle gå på listesko længere.

Dehumaniserende

Men BEGGE parter skal som sagt erkende diagnosen. Det er menneskeligt forståeligt, hvis en moden eller ældre person, der aldrig er blevet diagnosticeret og forstået som barn/ung for sin autisme spektrum forstyrrelse, ikke er i stand til at erkende sin tilstand. Men den manglende erkendelse virker dehumaniserende for NT ægtefællen. Det umuliggør ærlig samtale på et rationelt oplyst grundlag. Det umuliggør samarbejde om forbedringer. NT-ægtefællen er tilbage i afmagt og må nedskrive håbet om forbedringer i parforholdet til nul.

Må man da slet intet forvente af en voksen, normalbegavet ægtefælle med Aspergers syndrom? Er der ikke et mindstekrav, NT-ægtefællen kan og bør stille?

Parterapeut Carol Grigg giver et slags svar:

”Hvis en person med Aspergers syndrom ikke kan love at leve op til en gensidighed og også de gensidige afsavn, der er rimelige inden for et ægteskab, så egner vedkommende sig ikke til ægteskab. Hvis en person med Aspergers syndrom allerede er gift, så er ærlighed (om diagnosen; red.) og samarbejde om mere gensidige vilkår det mindste, de kan byde deres partner.” 7

 

Take it ore leave it

Når AS-ægtefællen benægter sin udviklingsforstyrrelse, har NT-ægtefællen med Lorna Wing’s ord kun to valgmuligheder: Acceptér partneren, som han eller hun er, og få det bedste ud af samlivet; eller afbryd ægteskabet eller samlivsforholdet.

Hvad der er det rette, kan kun den enkelte selv nå frem til. Det er en banal sandhed, at ikke to med Aspergers syndrom er ens, og det er neurotypiske ægtefæller selvfølgelig heller ikke. Alle NT-ægtefæller har forskellige livsværdier og personlige overbevisninger; er i forskellige livssituationer. Alder, børn og økonomi har stor betydning for de overvejelser, man gør sig. Det samme har forekomsten af autisme spektrum forstyrrelse hos andre personer i slægten. Forståelse – eller mangel på forståelse for NT-ægtefællens situation fra et personligt netværk spiller en væsentlig rolle.

 

Hvordan kan du passe på dig selv?

Hvad enten vejen går mod at afbryde ægteskabet, eller den går mod at få det bedste ud af samlivet, så er der nogle ting, du som NT-ægtefælle kan være bevidst om for at beskytte dig. Alle med kundskab om NT-AS parforhold synes at være enige om at råde den neurotypiske partner til følgende:

  1. Hold fast i din egen virkelighed. Genvind og bevar din egen virkelighedsforståelse. Lad dig ikke suge ind i din partners autistiske og sort-hvide måde at opfatte på. Undlad at diskutere med din AS-partner. Fasthold din egen virkelighed. En god ven med indsigt i din situation, eventuelt en terapeut, kan være til værdifuld støtte for at genopbygge dit selvværd og fornemmelsen for hvem, du er og hvad  der er rigtigt for dig.
  2. Hold op med at redde din AS-partner fra konsekvenserne af hans (hendes) egen adfærd. Din partners adfærd og forsømmelser er ikke dit ansvar. Du har sandsynligvis været på konstant overarbejde i årevis for at beskytte ham. Kom ud af redder-rollen. Det kan være lettere sagt end gjort, hvis du er et menneske med god empati og omsorg for andre, som NT-ægtefæller meget ofte er. Men er du først bevidst om, hvordan redder-rollen holder dig fanget, har du taget det første skridt til at bryde mønsteret.
  3. Vær sammen med gode venner og bekendte uden at din partner er med. Det vil støtte dig til at genvinde din sunde virkelighedsforståelse og livsglæde.
  4. Hold nul-tolerance over for vold, uanset hvilken form, volden har. Tør du ikke kontakte politiet, så betro dig altid omgående til en, du har tillid til. Har du ikke nogen, så kontakt en af de telefontjenester, der er til rådighed i samfundet, hvor du kan være anonym. Det er vigtigt, at du ved enhver vold – psykisk, fysisk eller emotionel vold – omgående får talt det igennem med et lyttende og respekterende menneske.
  5. Stop med at prøve at opnå empati og følelsesmæssig respons fra din AS-partner. Du kan ikke lave ham (hende) om. Forhold dig udelukkende rationelt til din partner. Fyld det følelsesmæssige tomrum gennem samvær med mennesker, du kan grine godt sammen med; mennesker som giver naturlig respons og empati.
  6. Gå ind i en support-gruppe eksklusivt for NT-ægtefæller, hvor du fortroligt kan dele dine følelser og erfaringer. Opret eventuelt selv en support-gruppe. Forhør dig i kommunen om at låne lokale.
  7. Forskans dig ikke i en offerrolle. Lad ikke relationen til AS-partneren fylde alt. Brug i stedet din kreativitet. Genoptag en hobby eller interesse, du fandt glæde ved, før du mødte din AS-partner.
  8. Tilgiv dig selv, når du alligevel havner i en opslidende diskussion med din AS-partner; når du alligevel kommer til at redde ham (hende) og tager ansvar for noget, der ikke er dit; og når du alligevel igen forsøger at opnå den uopnåelige følelsesmæssige gensidighed. Du er et menneske med normale følelser og behov, og det er kun menneskeligt at forsøge igen, selv om du ved, hvor ondt det gør. Tilgiv dig selv mens du noterer dig, hvad der skete.
  9. Acceptér det, du alligevel ikke kan lave om lige nu. Identificér, hvad der kommer op – en følelse hos dig selv, en ulidelig situation, et svigt etc. – Identificér, og parkér det så på en mental hylde.
  10. Tag væk en tid fra din AS-partner. Alene eller sammen med gode bekendte. Tag på højskoleophold, oplev noget positivt sammen med andre. Kom fysisk væk fra den ’aspergiserede’ zone. Kan du ikke rejse, så meld dig til en fritidsinteresse eller undervisning, så du kommer hjemmefra til små oaser.
  11. Tal med din læge om helbredsproblemer – fysiske og psykiske – som skyldes de belastninger, du oplever bag hjemmets fire vægge i et parforhold med en Asperger-autist.
  12. Tal om nødvendigt med en dygtig psykolog. Det er svært at bygge sig selv op efter et langt samliv med en partner, der ikke erkender sin autisme-forstyrrelse. En partner, du stadig holder af og måske har ondt af, men som ikke kan give den empati, der for dig er lige så nødvendig som at trække vejret. Tal med en terapeut med indsigt i Cassandra-fænomenet og OTRS (Ongoing Traumatic Relationship Syndrome).

 

Hvor er der et “Vi”?

Du vil måske tænke, at disse råd ikke fører til et større ”Vi” i parforholdet? Nej, det gør de ikke. Den neurotypiske partners savn af et ”Vi” vil blive ved med at være der. Det er savnet af fælles opmærksomhed, intimitet og fortrolighed, fælles planer, fælles ansvar, fælles imødekommenhed, fælles evne og vilje til at forsone sig og nå gensidig forståelse.

Nogle lever med det savn. Andre kan ikke. Udfra de tusinder af henvendelser, vi modtager på www.aspergerpartner.com, ser det ud til, at de NT-ægtefæller, der forbliver i parforholdet, som hovedregel har måttet frakoble sig selv følelsesmæssigt  (disconnection) fra partneren for at tage vare på sig selv.

Referencer

  1. Aspergers Syndrom, side 40, Tony Attwood.
  2. Aspergers Syndrom, side 38, Tony Attwood.
  3. https://www.centerforautisme.dk/raadgivning-behandling-undersoegelser-kurser/udredning/naar-diagnosen-er-ny/
  4. Carol Grigg, Asperger’s Syndrome in Relationships: Is there Hope?  
  5.  Lorna Wing, Det autistiske spektrum. På dansk 1997. 
  6. The Complete Guide to Asperger’s Syndrome, kap. 13. Tony Attwood
  7. Carol Grigg, Asperger’s Syndrome in Relationships: Is there Hope? se 4 ovenfor.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.