Om asperger i det Seksuelle Samliv. Af Susanne

Jeg har i en personlig beretning her på hjemmesiden fortalt om den (lange) vej til opdagelsen og accepten af, at min mand Søren er handicappet af Asperger Disorder Syndrome (AS).

I den beretning strejfede jeg det erotiske samliv, men det faldt mig ikke så nemt igen. Det er jo en meget personlig og privat del af ens liv, men på den anden side er det måske netop i det erotiske liv, at en ikke-AS partner har det sværest? Afhængig af ens erfaring, forventninger og præferencer kan man opleve en uovervindelig barriere, der sikkert for nogen fører til forholdets opløsning. Hvis ikke jeg havde sat mig selv skakmat, tror jeg det var sket for os i hvert fald. Mere herom senere. Jeg må hellere starte ved begyndelsen, når nu jeg har besluttet at fortælle om det svære emne.

Min mand og jeg mødte hinanden, da jeg lagde en profil på net-dating. Her skrev jeg blandt meget andet relevant, at jeg var glad for erotik og ønskede mig en kæreste, der også holdt af denne skønne aktivitet. Det var ikke noget jeg havde planlagt at skrive, men det faldt mig pludselig ind, at den mand, jeg ledte efter, jo nok var fra midt fyrre og opefter, og skulle der nu være en eller flere, der havde lagt erotikken på hylden og hellere ville på fisketur, så måtte jeg hellere melde klart ud. Jeg var 42 år, havde været uden fast partner i 15 år, mens jeg passede på mine fire børn, og nu skulle det endelig til at handle lidt om voksenliv igen.

Jeg fik hurtigt syv venlige henvendelser og valgte en ud, som jeg synes var særlig interessant. Det var Søren.

Vi begyndte at skrive sammen, og droppede hurtigt net-dating hjemmesiden og skrev i stedet til hinandens mail-adresser. Vi talte i telefon, mødtes så – og alt var fint.

Søren var 45 år, fraskilt knapt 3 år tidligere efter 23 års forhold. Han var sød, rar, opmærksom, talende, lyttende, nydelig, glad og hjælpsom.

Vi blev hurtigt rigtig glade for hinanden, og det føltes naturligt at vi skulle være sammen. Jeg kunne også godt lide, at Søren var så høflig. Der var aldrig noget lummert i hans tale.

Da jeg første gang skulle på weekend hos ham, var han også blot venlig og kammeratlig, og der var redt op til mig i det værelse, hans børn overnattede i, når de var der. “Hvilken gentleman!” tænkte jeg.

Da han gav mig et godnatknus, kunne han dog ikke give slip igen og så gik det hurtigt. Inden jeg så mig om havde vi hastigt elsket med hinanden, før vi nogensinde havde kysset! Jeg havde ikke noget imod det, jeg var jo allerede så glad for ham. Hans usikkerhed og famlen lidt i blinde fik mig kun til at føle ømhed. Da jeg spurgte lidt ind til hans erfaring, fik jeg lange og uddybende svar. Næsten for uddybende. Hurtigt havde jeg et billede af hans tidligere meget lange forhold, deres sexliv, forskellige ønsker, hans afsavn mv. Jeg syntes det var synd, at han var gået glip af så meget, og jeg besluttede at gøre alt for at glæde ham.

Jeg elskede Sørens begær. Når vi holdt weekend sammen – og vi var sammen hver weekend – var han som regel vældig i hopla og havde lyst hele tiden.. Og det havde jeg også. Jeg havde jo også måtte lægge bånd på mig selv i mange år, og jeg var altid klar. Jeg var simpelthen smaskforelsket og kunne ikke få nok af ham. At sexlivet mere var på toppen kvantitativt end kvalitativt, gjorde ikke noget. På det tidspunkt.

Dog var jeg rigtig ked af, at Søren ikke tungekyssede. Jeg havde altid fundet gode tungekys både pirrende og søde. En erotisk uskyldig leg, der kunne vække selv de mest sovende sanser. Da jeg var færdig med at ånde på alle venner og familie (“Nej Susanne, du har ikke dårlig ånde!”), måtte jeg erkende, at Søren simpelthen ikke var til tungekys. Først tænkte jeg, at det skulle jeg da nok får lært ham, men nej. Han brød sig ikke om det, og trak sig væk. For ham var det ikke det mindste erotisk, bare mærkeligt. Det var jeg faktisk meget ked af en længere periode, indtil jeg fik mast skuffelsen så langt væk, at jeg ikke rigtig kunne mærke den længere. På dette tidspunkt vidste jeg jo intet om AS og derfor heller ikke noget om de usædvanlige sensoriske reaktioner, de ramte kan have ved berøring, smag, konsistent og alt muligt andet.

Når man er forelsket, er det utroligt som man kan manipulere med sig selv.. Min hjerne hængte jeg på en knage ude i entréen, og alt mindre godt blev vendt til en fordel, eller i hvert fald fandt jeg altid en undskyldende og plausibel forklaring frem.

Der var jo flere forundringer på den erotiske front. Selvom Søren kunne blive meget tændt på “rette tid og sted”, så var han slet ikke erotisk i hverdagslivet. Han var kammeratlig, venlig, sød og rar, men ikke intim, hverken i tale eller handling. Fik jeg en buket blomster, var der ikke noget med: “glæder mig til senere, min skat”, men mere: “åh ja, de var på tilbud”.. Fik jeg lyst til ham midt i hverdagslivet, kunne jeg tage alle kvindelige tricks og signaler i brug, helt uden resultat.  Jeg syntes ellers at jeg havde rimeligt godt styr på lidt koket flirteri, eller mere målbevidst forførelse for den sags skyld, men nu mødte jeg en mur. Da jeg så blev mindre subtil og prøvede enten at spadsere igennem rummet i mit mest forførende lingeri (eller slet ingenting), eller direkte fortælle ham, at jeg havde sådan lyst til at vi skulle hygge os lidt, kiggede Søren venligt på mig og sagde enten: ”hver ting til sin tid”, eller ”det er godt at have noget at se frem til”.

Når vi havde sex, så sluttede seancen altid, når Søren var færdig. Han spurgte aldrig til min oplevelse eller eventuelle ønsker. Det virkede i starten som sød generthed, men siden mere som simpel mangel på interesse.

Jeg manede mig op og bekæmpede min blufærdighed og begyndte at nævne et og andet, men det ændrede ikke rigtig noget. Jeg skulle også træde meget varsomt, for at Søren ikke skulle føle sig kritiseret, eller dirigeret. “Det har jeg oplevet så rigeligt af i mit tidligere liv”, som han ofte sagde.

Efter et halvt års tid fik han sagt, at der var nogle ting han rigtig gerne ville prøve. Det var ganske uskyldigt. Han ville gerne fotografere mig, prøve sex i det fri og et par andre småting. Det var da bare rigtig fint og især glædede det mig, at han lukkede lidt op. Nu ville det nok blive mere almindeligt med erotisk snak og gensidig interesse, konkluderede jeg.. Men det blev det nu ikke.. Søren fik prøvet det han ønskede – og efter et stykke tid var han tilfreds og havde ikke længere behov for at eksperimentere.

På dette tidspunkt, hvor vi havde været kærester et års tid og boet sammen et halvt år, begyndte hans behov også at dale. Ret brat faktisk. Jeg syntes jo ikke rigtig vi var kommet ordentlig i gang endnu (læs: det var endnu ikke kommet til at handle så meget om mig) og nu skulle vi så skære ned, fordi Søren “var mæt og ikke savnede noget”!? Da Søren ydermere var meget sparsom med personlige komplimenter, havde jeg vænnet mig til at tolke hans begær som udtryk for at jeg var pæn, spændende og god nok, så da begæret svandt ind, voksede mine komplekser.

Sørens bratte nedsatte interesse føltes nærmest som afslutningen på et projekt. Nu havde han prøvet det, han havde ønsket sig, og det var så det. Der var sat flueben på ønskesedlens punkter, og nu kunne han igen fuldt ud koncentrere sig om livets vigtige områder, såsom arbejde, børn, spil, fisketure, selskabelighed osv. Han var virkelig glad og tilfreds, og jeg følte mig derfor vildt usikker på mine oprørte reaktioner. Måske var det vitterlig bare mig, der så forkert på alting, levede i en fantasiverden?

Jeg var så uendeligt sårbar i al min kærlighed til denne mand, som jeg elskede så højt, og jeg havde nok også allerede taget lidt skade. Når man konstant elsker med en mand, der ikke rigtig rummer ens seksualitet og ikke giver nævneværdig respons, så begynder man allerede der at gå lidt i opløsning. Jeg gjorde i hvert fald.

Min tidligere så frimodige tilgang til erotik skrumpede f.eks. gevaldigt ind. Jeg har haft partnere før, hvor vi kunne tale om erotik lige så naturligt som at tale om nyt tapet til køkkenet, men sammen med Søren blev jeg mere og mere kejtet. Jeg hakkede og stammede, når jeg prøvede at forklare noget ikke særligt kompliceret. Når jeg så endelig, helt tomatrød i hovedet, havde fået fortalt i småbidder, at min klitoris rent faktisk er følelsesløs i venstre side pga. en yderst uheldig og smertefuld skade i barndommen, så kunne han ikke engang huske det næste gang vi elskede!  Eller når jeg forklarede (med lyset slukket), hvor svært det var, når han stoppede med at stimulere mig midt i orgasmen, så glemte han det omgående igen.. Sådanne meget private småbetroelser er jo netop det, der gør ens forhold unikt og særligt. At man ved meget private ting om hinanden, og tilpasser sig dem, bør give en dyb følelse af intimitet, men hvor jeg efterhånden følte mig som ekspert på Sørens erogene zoner mv., virkede det mere, som om at jeg for ham blot var bryster og en vagina. En standardudgave af en kvinde.

Mærkeligt nok havde han ikke noget imod oralsex. Slet ikke udført på ham, hvilket han ikke havde prøvet, før han mødte mig, men han ville også gerne gøre gengæld. Det overraskede mig, når nu han ikke kunne lide tungekys, men det var jo bare fint.

Jeg lærte hurtigt at være meget varsom, da hans følsomhed var ekstrem, og jeg tolkede alle hans signaler, indtil han omsider (det tog et halvt år) kunne slappe helt af og opnå udløsning via oralsex.

Med mig gjorde han til gengæld blot som han havde lært tidligere, og det var såmænd også godt nok. Han kunne desværre bare ikke finde ud af, hvornår han skulle stoppe. Han stoppede derfor ofte for tidligt, lige når det var ved at være rigtig godt, hvilket mine reaktioner ellers tydeligt måtte vise?

Efter flere år på denne måde foretrak jeg efterhånden at være fri. Jeg blev simpelthen så dybt frustreret over de hyppige bratte afbrydelser. Og igen, når Søren var færdig, så var vi færdige. Jeg prøvede af og til at bede om mere, når han var færdig, og jeg lige manglede de sidste 10 procent, men han faldt oftest i søvn, eller var som minimum totalt uengageret.

Jeg vænnede mig derfor i stedet for til at gå ud af soveværelset, evt. hjælpe mig selv – og ellers forgribe mig på køleskabet.. Altså trøstespise, indtil jeg ikke længere kunne mærke noget og halvt bedøvet faldt i søvn på sofaen.

Vi boede på et tidspunkt et års tid et sted, hvor det var mest hensigtsmæssigt at vi gik i bad sammen om morgenen. Det kunne godt vække Sørens lyst, så det blev tit til et lynhurtigt samleje under bruseren. Så snart Søren havde fået udløsning, var han hastigt videre, glad og tilfreds. Jeg glædede mig så til om aftenen, hvor vi kunne afslutte hvad vi begyndte for mit vedkommende, men sådan så Søren slet ikke på det. Han manglede ikke noget og glædede sig bare til en god nattesøvn.. Jeg forsøgte tit at tale om det, men Søren vred sig som en orm på krogen og blev oftest irriteret og sur. Han havde tydeligvis ingen lyst til at tale om erotik og i øvrigt ændrede det ikke noget, så efterhånden virkede det meningsløst at forsøge at få en dialog i gang. Jeg begyndte at blive lidt vred og bitter over vores sexliv, men Søren virkede så uvidende om, hvordan og hvorfor han sårede mig, at det var svært at give udtryk for denne vrede. Jeg prøvede derfor blot at tænke så lidt så muligt på det, for jeg ville jo allerhelst bare have en hyggelig og kærlig stemning imellem os i hverdagene.

Og sådan gik årene. Sørens lyst, eller mangel på samme, styrede helt vores erotiske samliv. Jeg fulgte med, for jeg begærede jo stadig min smukke og elskede mand, samtidig med at jeg altid var i stort underskud af samvær og intimitet. Så jeg afviste ham aldrig.

Jeg havde altid så svært ved at forstå, at min ellers så hjælpsomme, trofaste, venlige og søde mand, som så mange misundte mig, kunne være så ligeglad med mig på så vigtigt et område som vores intime samliv? Og når man ikke forstår, så bliver man forvirret. Og med konstant forvirring følger tvivlen på sig selv. Måske var det mig, der helt havde misforstået erotik? Måske var jeg meget lidt attraktiv? Alt for krævende? Måske skulle jeg bare være taknemmelig for, at han overhovedet gad bruge mig som sex-partner? Og med min stigende overvægt pga. trøstespisningen blev jeg virkelig sat skakmat. Jeg blev passiv og flov. Ih, hvor jeg skammende mig over mit udseende både overfor Søren, familie og venner. Jeg tænkte at de fleste sikkert havde enormt ondt af Søren over den kolos på lerfødder, han var endt op med. Jeg begyndte at frygte, at Søren nok snart ville finde en anden, for jeg var jo ikke værd at samle på.

Jeg blev med andre ord mere og mere depressiv, også over så mange andre uforklarlige situationer og hændelser i vores samliv.

Jeg var altid så ked af det og forkrampet, så trøstespisningen blev min faste metode til at finde ro og glemsel. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre og gribe i? Jeg var slank, da jeg mødte Søren, men efter det første år tog jeg ca. 10 kg på om året i 6-7 år. Efterhånden som jeg blev tykkere og tykkere, forsvandt forvirretheden omkring vores sexliv. Nu gav det jo mening. Jeg var tyk og selvfølgelig ville ingen mand bruge nævneværdig tid på mig og mine behov.

Det er måske en nødvendighed for mennesket, at skabe mening i kaos? Og kommer løsningen ikke udefra, så skaber man selv en forklaring, så man ikke længere skal være så plaget af forvirring?

Når vi efter ca. 5 år havde sex, kørte det efterhånden efter et fast mønster. Søren kastede sig over brysterne, imens jeg i skjul stimulerede mig selv. Efter ca. 10 min havde vi samleje og så var vi færdige. Mine chancer for fysisk at få noget ud af det, var rimelige på denne måde. Af og til tænkte jeg, at det faktisk mest af alt mindede om at onanere “sammen hver for sig”..

Så kom tiden, hvor Søren fik sin Asperger disorder syndrom diagnose med alt, hvad det indebar. Det var en tid fyldt med modstridende følelser, videnstilegnelse, erkendelser på stribe, sorg og nyorientering, og der gik faktisk over et år, før jeg begyndte at sætte diagnosen i forbindelse med vores erotiske samliv også. Men så faldt 10’ørerne til gengæld på stribe.

Når man ikke kan sætte sig i en andens sted, når man er ”blind for the mind”, så oplever man jo heller ikke et andet menneskets seksualitet. Den erotiske leg kræver jo faktisk en ret veludviklet evne til at forstille sig, hvad den anden vil finde nydelse ved. Søren havde derfor aldrig ignoreret mig bevidst. Han havde bare ligesom ikke rigtig tænkt over, at jeg også var der.. Denne erkendelse hang sammen men en anden ah-ha oplevelse, jeg fik på det tidspunkt. Jeg sad en dag og tænkte over vores hidtidige sexliv, og pludselig slog det mig, at det var ligesom om, jeg var med i Ugens Rapport, blandet med en sengekantsfilm fra firserne!

Min storebror er født samme år som Søren, og da jeg var en nysgerrig lillesøster dengang, snuppede jeg af og til min brors frække blade og kikkede ivrigt i dem. Og en enkelt sengekantsfilm havde jeg da også set som 18 årig. Og præcis som man beskrev og viste sex dengang, præcis sådan elskede Søren!

Søren havde altså, som alle andre unge mænd dengang, læst de kendte blade og set hvad man nu så, og således havde han fået en drejebog til sex, som han stadig fulgte slavisk over 30 år senere! Der var ingen tvivl i mit sind. Jeg havde virkelig gjort en stor og sand opdagelse, og nu var der ingen vej tilbage til uvidenhedens mørke.

Jeg var helt høj den kommende tid over, at jeg havde opdaget det enkle, men alligevel så godt skjulte mønster, og også ret chokeret. Hvorfor dyrkede Søren overhovedet sex, når der faktisk var så lidt af ham selv med i det? Når intet ændrede sig, og når partneren dybest set ikke betød noget andet end måske visuel stimuli? Svaret lå lige for, men det krævede mod og nerver af stål at nærme sig. Man skal jo ikke stille et spørgsmål, hvis man ikke er parat til at høre svaret. For mig var og er det sådan, at jeg må ind til sagens kerne. Jeg kan ikke konstant leve i en illusion.

Så jeg fik omsider spurgt, venligt og neutralt, med hele den trygge og ikke fordømmende stemning, som jeg havde lært var så vigtig for Søren. Og jeg fik mine svar. Søren havde lyst til sex, når der var et fysisk behov, ellers ikke. Og det var nu engang rart at gøre det med en kvinde, fremfor at gøre det med sig selv.

Lad os skære det helt ud i pap: Hvis Sørens penis får rejsning, af den ene eller anden grund, vil han gerne mærke på nogle bryster og have en vagina til rådighed i et trygt miljø, dvs. med en han kender (mig). Hvis Sørens penis ikke har rejsning, tænker han slet ikke på sex. Tilgangen til sex er med andre ord 100 % drevet af et fysisk behov, der enten er der, eller ikke er der. Han vælger aldrig sex og erotik som et redskab til nærhed, kærlig omsorg, intimitet, fortrolighed, leg, glæde o.a.

Mine behov og ønsker eksisterer ikke. Min seksualitet er et lukket land og Søren har hverken pas, eller taler sproget. Begynder jeg selv at tale om det, forstår han stadig ikke sproget. Sørens sprog er meget enkelt. Er han i det erotiske hjørne, rører han ved mine bryster. Hvis jeg rører ham på intime steder, uden han er tydeligt opstemt, så vender han sig væk. Det kan virke helt infantilt med denne form for ikke-sproglig og primitiv kommunikation, der står så alene. Denne kommunikationsform gør sig i øvrigt også gældende på så mange andre væsentlige områder af Sørens liv.

Jeg er på sin vis så fortvivlet over, at lidenskab er blevet forvist fra mit liv. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre? Jeg har ikke lyst til at undvære ham. Han er ikke et dårligt menneske, han kan ikke gøre for det heller. Han gør sit bedste ud fra de forudsætninger han har. På mange andre måder er han et rigtigt hyggeligt menneske og yderst nem og fordringsløs at dele tilværelsen med. Jeg elsker ham.

Det sidste halve år har Søren helt mistet lysten til sex pga. et stressende arbejde. Han er gået i dvale, siger han. Med min viden ved jeg jo så nu, at jeg kunne prøve at stimulere hans penis til rejsning, hvorefter han ville bruge min vagina til tømning, men ærligt talt, så har jeg søreme lidt svært ved at finde motivationen.

Så jeg tager det roligt og koncentrerer mig om at prøve at få det bedre selv og rejse mig efter næsten 10 års egen nedvurdering af mig, min forstand og min kvindelighed. Og ja. I det hele blive sundere på alle fronter. Det går sådan to skridt frem og et tilbage. Jeg prøver også meget bevidst at undgå bitterhed over, at det skulle blive mit lod, at elske en mand med et så indgribende og frustrerende handicap. Det er meget svært ind i mellem.

Min ærlige og kontante konklusion, som jeg har vundet retten til at fremsætte via blod, sved og tårer, gennem sorg, depression, sygdom og nær-udslettelse, er at min søde, venlige og rare mand, på nærmest alle livets vigtige områder, opleves som et barn forklædt som voksen.

Susanne

Se også  Intimitet & Romantik i NT-AS parforhold

Se også Sexologen: Seksualitet og Kærlighed i Parforhold

9 comments for “Om asperger i det Seksuelle Samliv. Af Susanne

  1. Je
    14. april 2015 at 14:33

    Hej Susanne
    En sten faldt fra mit hjerte da jeg læste din beretning om dit og Sørens ægteskab. Den ligner min egen histore på rigtig mange punkter.
    Min mand er ikke diagnosticeret, men grundet andre familiemedlemmers nyopdagede AS er vi begge sikre på at han har AS.
    Da det først er gået op for os indenfor den sidste måned, er jeg midt i en hvirvelstrøm af lettelse, sorg, vrede og frustration – for hvad nu? Jeg hverken kan eller vil forlade min elskede mand. Jeg må finde en måde at leve med tilstanden på.
    Det sværeste for mig bliver at opgive de drømme og ønsker jeg har haft for vores fælles fremtid – de ting/krav han er blevet syg af at forsøge at leve op til.
    Lige nu forsøger jeg at finde op og ned på tingene – og så er det at en historie som din hjælper rigtigt meget, fordi jeg nu ved at det ikke er mig der er helt galt på den og at der er andre end mig der gerne vil blive og dele livet sammen med den man elsker. Jeg kan jo ikke slukke for mine følelser bare fordi han har AS, vel?
    Mange hilsner og stor tak
    Jette

  2. mar
    1. juni 2015 at 10:18

    Tusen takk for at du deler din sterke og smertefulle historie. Jeg kjente meg igjen på alt du skriver, både når det gjelder de vanskelige utfordringene som oppstår i et samliv med en som har asperger, men også i tankene om hvordan en skal kunne overleve/finne seg selv i et slikt forhold. Jeg har vært gift med min danske mann i 10 år og vi har 3 barn sammen. Min mann har aldri blitt diagnostisert med AS men en av våre sønner har det, og det er helt klart at min mann også har det. Alle brikkene falt på plass når jeg har lest og lært mer om dette syndromet. Men selv om lettelsen var stor da jeg forstod at vårt vanskelige og uutholdelige samliv og vårt familieliv skyldes AS, så ble ikke sorgen mindre av å tenke på at det aldri kan bli bedre. At jeg elsker en mann som aldri kan gi meg det jeg trenger av kjærlighet, omsorg, medfølelse, lidenskap -som ikke tar ansvar for hverken vårt forhold eller foreldrerollen. Men i likhet med din mann Susanne er min mann både søt, rar, høflig og har et godt vesen, og jeg elsker han for dette. Men mitt spørsmål til deg Susanne blir hvordan klarer du å adskille deg og dine drømmer og lengsler med å leve i et forhold med en som aldri kan oppfylle disse behovene ? Hvordan har du klart å komme frem til en måte å fungere på i et slikt forhold, for jeg vet ikke hvordan jeg skal klare å oppgi meg selv for resten av livet ? Tror heller ikke mine barn er tjent med en far som er uforutsigbar i sin tilstedeværelse og omsorgsrolle, og en mor som aldri får oppfylt sine grunnleggende behov. Blir veldig glad for tanker om hvordan jeg skal kunne bli værende i et slikt parforhold eller hvordan min samvittighet kan bli ren dersom jeg velger å forlate min mann pga.et handicap ?

  3. Reb
    19. juni 2016 at 08:52

    Hej Susanne
    Tack för din väldigt fint skrivna berättelse och att du valde att dela den – att andra personer plötsligt får någon annans ord på hur de känner, är värt väldigt mycket!
    Jag är 55 år och har sedan knappt ett år en relation med en 15 år yngre man. Han har aldrig fått någon diagnos med både han och jag säger att han har AS i någon form eftersom det är så många “symtom” som stämmer. Det jag tycker är absolut svårast att hantera är bristen på fysisk intimitet (ej sex) och att inte få någon uppskattning med ord, till exempel “jag längtar efter dig”. Som älskare är han däremot fantastisk, men jag tror att det är inlärt… Jag tycker väldigt mycket om honom och vill inte förlora honom, men det är så svårt att känna sig snudd på äcklig, i vägen etc när han undviker fysisk kontakt utanför sängen. Har du funderat på fortsätta med Sören och att ha en man/älskare till?

  4. Anonym
    22. februar 2017 at 10:48

    Wow! Tak Susanne,
    Selvom det snart er et 2 års oplæg, du har skrevet, spreder den stadig ringe i vandet. Det bringer viden, håb og endelig forståelse på hvorfor jeg har det som jeg har det, i forhold til min mands manglende sex lyst, samt ikke forstår eller ved hvad det gør ved mig. Min mand er nemlig hellere ikke god til at vise erotik på andre måder, kæle eller bare være intim uden det behøver at ende med sex. Når vi har talt om det, har han givet udtryk for det har ikke noget med mig at gøre, eller hvordan jeg ser ud (er overvægtig). Han har i forvejen svært ved at få rejsning, og når det endelig sker, så skal man vinde i lotto hvis det skal fører til udløsning for ham!

    Jeg har været i samme følelser virvar og kaos, som du. Har selv været igennem udredning for adhd og får nu medicin for det. Så fokus i en 3 års tid har været meget mig og min situation. Og for min mand at finde ud af hvad det betyder for os som par og hver for sig, samt familie med 3 mindre børn.
    For din Søren er lige som min mand! Hvordan kom I/ han til den erkendelse? Hvem startede med at nævne asperger, og kom i gang med undersøgelser heraf?
    De få gange jeg har talt med veninder tæt på, har nævnt om han har asperger. Så nu har jeg undersøgt og fandt frem til den beskrivelse, som er en kæmpe lettelse, men åbner også op for fortvivlelse, usikkerhed og sorg.
    Jeg har netop det på samme måde som dig: elsker elsker elsker min mand. Ser alt det gode han også er, og gør! Han er trofast, tålmodig, godmodig, kærlig, meget dejlige øjne at kigge ind i, god til at grine sammen med mig, støttet mig igennem mine stress og svær depression, og nu også ADD. Er stadig ved at finde mit “nye” jeg. For 42 års uvidenhed og køre derudaf med hvad livet indebærer, kan ikke vendes om på en nat eller dag!
    Men jeg savner min mand på en vandring i at udvikle sig, at opdage nye sider af sig selv. Han går ikke selv i gang med at undersøge eller læser om ting og sager. Han er tilfreds, han er nøjsom, han er ok med der hvor han er. Job, har fået 3 sunde og raske børn, hus og alt hvad der hører sig til.

    Tja min skrivelse er som terapi og få luft!
    Tak for du tog dig tid 🙂
    Håber du stadig er ved godt mod, her 2 år efter…
    Maya

  5. pigen18
    13. marts 2017 at 12:03

    Kære alle
    Tusind tak for jeres beretninger. Det har hjulpet mig meget, den bedste information ever ever ever…. Jeg har mødt jordens dejligste og mest søde og lækre fyr som man kan forstille sig, men et eller andet er anderledes ved ham. Han siger ingen kærlige ord “som savner dig” ” du er dejlig” og flirte kan han heller ikke. Kærtegn kommer kun i meget små mængder og kun hvis jeg starter på det, men bliver ikke rigtigt gengældt.
    Der er ingen “varme” i sengen, kærtegn eller sarte berøringer. Det hele virker meget indlært, næsten ligesom en maskine eller roboter. Som beskrevet meget fumlen og kluntethed i sengen og jeg tror det hele er min skyld, at han ikke rigtig kan lide mig – indtil jeg læste jeres indlæg. Ikke engang mit Lingeri har han bemærket!
    Jeg har givet lidt antydning til “Asperger” – men han siger: jeg ved ikke hvad du taler om…..
    Han vil have børn på et eller andet tidspunkt, har han sagt. Puha…Hvorfor…. han er jo selv ofte et barn, men jordens dejligste og sødeste og lækreste fyr og han ved ikke hvad Asperger er…..
    Jeg håber – og håber – at han har googlet Asperger.
    TAK for super super indlæg. Min tak kan ikke beskrives med ord, hvor meget det har åbnet mine øjne. TAK

  6. marianne
    28. marts 2017 at 11:07

    kære pigen 18.
    For 47 år siden mødte jeg min mand. Var på det tidspunkt godt `træt` af mænd.Faldt for han intelligens og udsende. Han sagde ikke at han elskede mig, sådanne ord brugte han ikke, men sagde jeg var den eneste han kunne holde ud. Jeg var 27 år og tænkte naivt nok..du kan ikke få alt. I starten troede jeg han måske var bøsse, og spurgte ham, Næh hvorfor tror du det sagde han, og ja jeg måtte jo svarer at han var så meget andreledens end andre jeg havde kendt. Det forstod han ikke han syntes selv han var meget almindelig..Nu 47 år efter, hvor jeg de sidste 8 år har boet for mig selv, men af praktiske grunde stadig gift med ham, er der kun at sige det har være enormt ensom sorgfuldt med en del utroskab, tavshed aldrig aldrig snakket om noget der omhandlede OS, alt andet var ok..men sagde jeg til ham hvordan jeg havde det..Ja så gik han. Til sidst MÅTTE jeg simpelthen ud for ikke at blive skør.Det skulle jeg ha`gjort for længst..det har været een lang proces. Det er så hårdt arbejde, sorgfuldt og ensomt og jeg vil til hver en tid sige til andre med en as kæreste..TÆNK DIG GODT OM.. det er psykisk hård.
    kærlig hilsen Marianne

  7. 9. maj 2017 at 10:58

    Kære alle. Det er dejligt med et fora, hvor vi kan dele erfaringer. Jeg må desværre skuffe jer alle. der bliver. Det bliver det mest ensomme liv på jorden, du har valgt. Manglende gensidighed og respekt er ikke til at overleve. Du bliver støtteperson for din mand resten af livet. Du bliver til tider overfuset. Han kan ikke reparere dine sårede følelser. Du bliver følelsesmæssigt mishandlet igen og igen. Der er ikke den tryghed, som skal være i et forhold, som er sundt. Alle ægteskaber med aspergerpartnere er usunde, ulige og uden værdighed for den almindelige, normale kvinde. Du bliver ikke set, som den, du er. Du bliver bebrejdet, du udsættes for den væmmeligste psykiske vold, som findes: din partner lever slet ikke sammen med dig hverken i fortiden, nuet eller fremtiden. Hvad det gør ved et menneske er uhyrligt. Du bliver udslettet til sidst. Jeg kan slet ikke forstå, at han er det værd. Du tror og du håber, men det bliver aldrig bedre. Til sidst slukkes også dit håb, og du mister totalt lysten til at leve. Helt derude var jeg. Jeg endte med et totalt nervesammenbrud. Vejen tilbage er meget, meget lang. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver den samme glade pige som før. Der er blevet ødelagt for meget indeni mig.

  8. Anne
    4. november 2017 at 16:41

    Hei, Susanne!
    Takk for det du deler. Dette kunne vært deler av min opplevelse. Særlig din beskrivelse av deres seksuelle samliv.
    Takk til alle dere andre som også deler.

    For meg er det så sant, som noen av dere skriver. Det er ikke nok å overleve i et forhold. Vi skal også LEVE! Som hele mennesker med kropp og sjel. Følelser, tanker, Alt som bor i oss. I to år var jeg, eller, jeg prøvde å være kjærest med en mann jeg mistenker er asperger. Det ble to år med veldig savn og forvirring.
    Det skjedde fort. Bare uker inn i forholdet. Min selvfølelse begynte å skrumpe, ble mindre og mindre. Jeg hadde mindre med egne venner å gjøre, fordi han ikke ville møte mine venner. Helst ville han være sammen med meg, uten andre til stede. Mitt helt normale behov for sex (også som nyforelsket!), for nærhet, kontakt, nærvær, for åpne samtale ble ignorert. Jeg ofte irettesatt og kritisert. Ble kalt kravstor, gjort narr av. Følte at han forsøkte å forandre meg slik han ville jeg skulle være. Slik at han kunne være sammen med meg. Selv om han sa at det verste han visst var damer som tilpasset seg.
    Jeg var forelsket og la mer vekt på vennligheten, humoren, roen som omgav han, enn hvordan jeg faktisk følte meg sammen med han.
    Ofte fikk jeg heller ikke se på han. Vi kunne sitte ved siden av hverandre å spiste. Hvis vi overhode spiste sammen! Dette var også vanskelig for han.
    Etter to år var jeg så nedbrutt og syk, helt uten livslyst. Forsøkte iherdig å finne metoder for å overbevise meg selv om at han var en snill mann.
    Muligvis er han en snill mann. Men for meg var han ikke bra. Jeg hadde ikke godt av å være der.
    Skal jeg være i et forhold igjen, må det være med et menneske som er i stand til emosjonell, intellektuell og fysisk nærhet. Den ensomheten jeg følte i forholdet er ubeskrivelig. Nå, ett drøyt år etter, er jeg alene. Men ikke ensom!

  9. 2. november 2018 at 13:15

    Hvor skal jeg begynde? Jeg mødte ham på en cafe. Han havde et ansigt som en engel. Men det var han ikke. Han var som et barn indeni. Det tog mig mange år at greje ham. Han græd over alting. Jeg troede han forandrede sig… men raserianfaldene blev ved, tavsheden var en tro følgesvend, han var faktisk uden empati i forhold til mig og mine problemer, spurgte aldrig ind til noget, intet fællesskab undtagen hans verden, alle jeg kendte var der noget i vejen med, ja seksualiteten var robotagtig og uden glæde, og når vi var på tur var han der slet ikke, hans opmærksomhed var væk.. hvis jeg sagde de der og pegede blev han rasende, han kunne gå forbi en brændt bil uden at have set den, han kunne stå og glo på at brødet brændte på brødristeren og osede, uden at tage det af, fordi han ikke var der, tilstede i nuet. Hvor var han så? Jeg ved det ikke.. hans hovede var væk, det tog mig mange år at fatte det, hvor syg han var.. jeg blev syg af ham, fik en dyb, dyb depression, jeg endte på førtidspension..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.