Parforholdstabel

For første gang offentliggøres NT-AS Parforholds-tabellen i Skandinavien. Den sammenfatter typiske virkninger for normalt udviklede (neurotypiske, NT) partnere af at leve i langvarigt forhold med en person, der har Aspergers syndrom /højt fungerende autisme.
Ægteskab og parforhold vil altid rumme udfordringer. Men hvis din partner har Aspergers syndrom, vil du som NT ægtefælle være under ganske særlig belastning, som risikerer at skade dit helbred.
En ægtefælle til en Asperger beskriver det  sådan: “Det er som at leve sammen med en spøgelsesbilist, der insisterer på, at alle andre kører i den forkerte vejbane.”

Partnere til aspergere har rapporteret, at parforholds-tabellen hjælper til at forstå de belastninger, der opstår i et langvarigt parforhold med en person med Aspergers syndrom /autisme. Tabellen kan støtte NT partneren, når den gives videre til læge, advokat, pårørende, præst, m.fl.

Bemærk, at den yderste venstre kolonne i tabellen, som har overskriften “Kendetegn ved normal udvikling” ikke er udtryk for, at neurotypiske individer til enhver tid udviser den anførte adfærd. Kolonnen beskriver det potentiale, der følger af at være neurologisk normalt udviklet (NT). Den faktiske adfærd for en NT-person beror  på mange faktorer, bl.a. stress-belastning samt de etisk-moralske valg, personen selv træffer i forbindelse med sin adfærd over for andre.

LÆS PARFORHOLDS-TABELLEN HER

 

 

26 comments for “Parforholdstabel

  1. hanne
    29. marts 2013 at 12:22

    Åh – tænk at vide, at der er en årsag – at der kan sættes tydelige og præcise ord på hans til tider bizarre opførsel og min deraf følgende usikkerhed. Hanne

  2. Birgitta
    30. marts 2013 at 22:40

    Den her tabel er det bedste, jeg har set til forklaring af, hvad jeg oplever i mit samliv med min kæreste, der har Aspergers syndrom. Det er grufuldt, at udenforstående slet ikke fatter, hvor meget man lider følelsesmæssigt af at leve med en kæreste, der ikke kan give respons, men som på udebane har indlært sig nogen udenads roller, der virker tilforladelige. Jeg kan genkende alle symptomerne på OTRS hos mig selv. Det er fuldkommen som posttraumatisk stressyndrom. Jeg vil gerne vide noget mere om OTRS og også om der findes nogen professionelle behandlere, der har indsigt i parforhold, hvor den ene har Asperger og den anden er normal. Tusind tak for denne parforholdstabel.

  3. asp
    1. april 2013 at 10:18

    Jeg har gennem de seneste dage med stor interesse læst på denne hjemmeside og også på andre sider med information om Aspergers Syndrom. Rigtig mange følelser er gået gennem mig: Lettelse over at opdage, at andre kan sætte ord på alle mine spørgsmål, min uro og min forvirring i forhold til min Kærlighed. Og sorg, fordi jeg må se i øjnene, at selv om kærlighed kan flytte bjerge, så kan den ikke ændre på de aspergske dele i hans personlighed.
    Sorgen kan jeg ikke ændre på, men jeg vil forsøge at finde en måde at leve med den, så jeg bliver i stand til at holde fokus på de gode ting. På den helt særlige slags Kærlighed, som han er for mig.

    Jeg er en (ret) normal mor med en (nogenlunde) normal personlighed 😉 og en små-travl hverdag. For det meste klarer jeg det hele fint. Men når jeg fremover til tider føler mig for frustreret over hans opførsel og føler mig for alene, fordi jeg ikke kender nogen der ved hvad dette handler om, så vil jeg læse jeres ord og måske selv skrive noget. Med følelsen af genkendelse – af ærlig forståelse – af ikke længere at være så alene.

    Og ja, jeg har også læst denne Parforholdstabel – og “vinget af” i en uendelighed og sagt ja-ja-ja.

  4. Neurotypisk
    30. september 2013 at 10:34

    Parforholdstabellen er det mest objektive og professionelle, jeg har læst om emnet. Tak, at I offentliggør de usminkede realiteter om aspergeres reelle udviklingstrin på de utallige områder, der berører samliv og socialt liv. Faglitteraturen om Asperger er desværre præget af, at forfatterne gerne vil please denne gruppe mennesker og derfor fortier realiteterne om den infantile adfærd i intime forhold. Jeg har hængt parforholdstabellen op på køleskabet. Min aspergerpartner synes, at det der står om AS, er en kompliment.

  5. bibik
    7. oktober 2013 at 13:02

    Det har været lidt af en øjenåbner at læse med på denne hjemmeside. Efter to år i et forhold, hvor jeg til sidst ikke kunne kende mig selv, har det været en lettelse at opdage, hvorfor forholdet ikke udviklede sig.
    Det var en veninde, som forsigtigt foreslog, at han måske havde noget Asperger i sig, ellers ville jeg aldrig have fundet frem til al den viden, jeg nu har. Og forståelsen af, hvorfor jeg “mislykkedes” i forholdet.
    Det var ham, der gik fra mig for ikke så længe siden. Og jeg er stadig i sorg over det, for jeg elsker ham meget højt. Men det hjælper at læse f.eks. denne parforholdstabel. Dels for at forstå det hele og dels for at stille mig selv spørgsmålet, om det virkelig er sådan et forhold, jeg i længden ønsker for mig selv.

  6. kristina Hansen
    25. februar 2014 at 21:48

    Det her lyder virkelig interesant! Er SÅ lettet over ikke at være den eneste der elsker en person med AS!

  7. Birthe A.
    14. juni 2015 at 18:42

    Søgte i dag google på “Hvorfor kan en asperger ikke give respons” og fandt denne side. Jeg er både taknemmelig for, at mine følelser og frustrationer bliver beskrevet så tydeligt. Det er som at blive set. Mest af alt genkender jeg følelsen af stress og håbløshed. Findes der mon en forening/gruppe for asperger-partnere, hvor vi kunne støtte hinanden?

    • Birgitte
      16. marts 2017 at 07:44

      JA det spørger jeg også om! Jeg er meget interesseret i en sådan gruppe hvis det findes.

    • Maria
      28. marts 2017 at 09:48

      På facebook har jeg fundet en gruppe. Det er kvinder fra hele verden der deler historier, gruppen er lukket så man skal bare søge optagelse.

      Gruppen hedder:
      Aspergers Support: NT Women Who Love an Adult Aspie

  8. Anna N
    6. november 2015 at 18:20

    Skøn side, kan afsløre af parforholdtabellen også kan bruges fsom et forståelsesredskab, hvis man er forælder til en sendiagnosticeret barn/voksent barn.. da de emotionelle problemer også findes der. TAK

  9. cecilie
    16. juni 2016 at 13:45

    wow…har arbejdet og arbejdet med mit parforhold i mange år…uden noget egentlig har ændret sig…udover min frustration og stressfølelse er vokset og mit selvværd er dalet…
    Pædagoger og venner har i et par år luftet tanken…men ville ikke putte en “label på ham”. Tænkte at det måtte kunne fikses, hvis bare vi arbejder på sagen…men det er kun mig der arbejder på sagen…Det er en lettelse at læse parforholdstabel…og læse ord sat på…sidder med en klump i halsen over at nu giver det hele mening…men hvad så nu…

  10. Dorthe
    7. oktober 2016 at 11:15

    Tak for listen. God læsning, når man støder på problemer med sin partner med AS. Jeg elsker ham meget højt, men forstår ham ikke.
    Savner løsningsmodeller – for hvordan løser vi problemer, når vi nu er så forskellige?

  11. Jane
    14. februar 2017 at 18:18

    Jeg faldt tilfældigt over denne parforholdsliste. Også jeg har i nogle år undret mig over min kærestes opførsel, men ikke tillagt den en diagnose, bare at han ikke var som andre jeg havde kendt. En dag for nogle år siden fortalte jeg min svigerdatter om en mindre spøjs ting omkring ham og hun sagde, at han da lød noget autistisk! Bling sagde det så i hovedet på mig – var det det han havde? Og hold da op hvor har jeg tænkt meget. Så her i 2017- først på året var der en udsendelse om de skjulte talenter, om mennesker, godt nok kun unge i udsendelserne, der har autisme/aspergers. Min kæreste slugte udsendelserne og ved en kaffepause vi havde talte vi om den udsendelse og han sagde, at han godt kunne genkende noget af det hos ham selv. “Vil det sige du mener du har autisme?” spurgte jeg om og han svarede, at det havde han jo nok. Jeg spurgte så om, hvor længe han havde vidst det. Så smilede han skævt og sagde, at det vidste han ikke. Jeg gik ham så på klingen dagen efter og – ja selvfølgelig blev han sur, som de jo gør, og spurgte om det nu skulle være et problem også (ligesom alting er jeg vil snakke om uanset hvad) og jeg sagde at jeg ikke gad høre på hans snak om hysteri og kvindepjat. Jamen han vidste ikke hvor længe han havde haft det og til spørgsmålet om han nogensinde havde fået en diagnose – så han helt forkert ud og sagde Neej da. Men hvad ved jeg – han har jo utrolig svært ved at forholde sig til virkeligheden. Jeg prøvede så at sige til ham, at det virkelig ville have kunnet hjælpe mig, hvis jeg havde vidst dette, i og med vi kunne være sparet for mange og trælse konfrontationer på grund af, at jeg ikke fattede hans måde at opføre sig på. Men når jeg læser denne tabel, kan jeg jo se, at jeg ikke får en disse ud af konfrontationer, da alt jo er min skyld. Han er jo ikke blevet en anden fordi vi nu ved at der er noget, og derfor kan jeg jo ikke sige at jeg pludselig ikke kan lide ham mere, men jeg vil indrømme at det virkelig har slidt på mig og at jeg kan føle mig utrolig ensom i forholdet. Når jeg en sjælden gang får slået hul igennem, går han ind i sig selv og får ondt af sig selv og har fuldstændig lukket af for det jeg har “brokket” mig over og siger, at det ikke er rart at jeg ikke synes han er god nok, og så er vi tilbage igen ved zero. Men jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at holde det ud. Jeg synes det bliver værre og værre, måske fordi han selv er blevet bevidst om det og dermed ikke forsøger at skjule det. Jo, jo jeg får da lidt tantekys og lidt knus, men forståelse og støtte – det er et fy ord. Hvis jeg står ved bordet og han kommer til at ramme mig med en albue eller træde mig over tæerne, så er ordet ikke undskyld, men at det var min egen skyld, jeg kunne jo lade være med at stå der!! – Lidt overdreven måske, men principielt korrekt. Utrolig selvcentreret, alting er værre for ham end andre og det er som at slå i en dyne at forsøge at forklare ham noget andet. Jeg ved i hvertfald ingenting om noget som helst – han ved alting bedst. Vi har ingen fælles nære venner, både fordi han snakker hovedet af dem – helst om egne ting – og dels fordi han ikke evner at holde venskabet ved lige. Men hvem skal man tale om omkring alt dette, hans børn duer ikke – min egen søn vil bare sige jeg skal løbe skrigende bort, lægen har ikke tid og jeg er ikke millionær så jeg kan betale mig fra hjælp. Hold op, hvor er man ensom. Og jeg kan ikke tale med ham om det – så bliver han enten sur eller ked af det og så stopper det. Dum er manden jo ikke. Jeg ved ikke om jeg elsker ham mere – jeg synes det er meget svært at blive ved med at kæmpe. Men han er 69 og jeg 62, og jeg orker snart heller ikke at begynde forfra igen. Indimellem går det nogenlunde, men kun fordi jeg holder mund. Kunne vi så bare tage snakken om det, så vi kunne prøve at finde et løsning vi begge kunne holde ud, men den tror jeg desværre ikke på. Vh Jane

    • Annelise
      31. maj 2017 at 16:21

      Kære Jane

      Din beskrivelse dækker 100% mine 25 år med min mand. Da jeg – endelig i en alder af 64 – begynde at træffe nødvendige beslutninger alene vedrørende vores fælles anliggender – da en enighed om en beslutning baseret på samtale og forhandling, der inkluderede mine synspunkter, var udelukket – blev han så krænket og ulykkelig, at han måtte flytte. Han/vi havde levet med diagnosen i nogle år. Men han læste kun om diagnosen indtil han kunne sige ‘ja, det er mig’, og han satte sig ikke ind i, hvad den kunne betyde for mig. I et par tilfælde har han vist, at han godt vidste det – og det var hjerteskærende.
      Så sådan sluttede dét samliv!
      Adskillelsen efterlod mig med en gæld på 100.000 – men jeg har fået ro og et nyt liv og er ikke stresset mere. Her som 68-årig (lige om lidt) har jeg kikket mig selv efter i kortene, og fundet meget om aspie-kvinder, jeg kan identificere mig med. Nok til, at jeg ikke vil kalde mig selv NT. Men parforholdstabellens beskrivelse af relationens konsekvenser for mig gælder alle som én. At jeg selv er på spektret – og måske sågar Asperger – giver mig faktisk utrolig megen ro og glæde ved at være mig og mine forældres datter. Desuden giver det mig en forklaring på, hvorfor jeg dog igennem det meste af mit liv (mødte ham som 16-årig) har følt et autentisk fællesskab med min mand og stadigvæk virkelig godt kan lide ham.

  12. Iris
    19. februar 2017 at 14:37

    Jeg har været i det samme dilemma – nej man orker næsten ikke at skulle begynde forfra ( 57/ 64)- men forestil dig, at du bliver gammel og får et handicap eller bliver syg, så du har brug for hans hjælp – vil han så være der for dig? Vil han hjælpe med det nødvendige af sig selv, vil han kunne regne ud, hvad han skal gøre for at du har det godt, og ikke mindst – vil han ofre noget som helst for at hjælpe? –
    Når jeg har haft nogle svære udfordringer ifbm børn, mine gamle syge forældre eller job – så har han da aldrig hjulpet med noget som helst, selv om jeg altid har bakket op og hjulpet ham, når der har været noget.
    . – Så spørgsmålet er måske ikke så meget om vi orker at begynde forfra igen men mere om vi orker fortsat at blive ignoreret, når vi selv bliver rigtig gamle?
    . – og glem det der med, at hvis vi bare kunne snakke om det – det er jo lige præcis det en asperger ikke kan. De forstår grundlæggende ikke, at der er et problem. De har det jo fint med at det er som det er – jo mindre uro jo bedre – (det er derfor det er nemmest når du holder mund) -og det giver ingen mening at samtale, for det bliver aldrig en samtale men en monolog fra din side – det er jo det, der er hans handicap. Han KAN ikke se andet end sit eget perspektiv. Og som hos alle andre ældre vil det nok indskrænkes yderligere med tiden Hvis du ikke længere kan mærke kærligheden, hvorfor bliver du så? Der er stadig en verden udenfor

    Lidt inspiration: Min gamle mormor blev gift igen som 64 årig og fik 22 gode år med en rar mand efter et langt hårdt liv som enke og enlig mor – og min mormor var altså hverken særlig køn eller særlig veluddannet – men hun var sød – og greb chancen. – Det kan nok også ske for os andre, – hvis vi tør – og ikke bliver og lader os dræne fuldstændig hos et menneske, som aldrig kommer til at give os det, vi har brug for af nærvær og omsorg
    kh Iris

    • Jane V
      28. februar 2017 at 11:41

      Kære Iris. Tak for din dejlige kommentar. Du har ret – når man vil snakke om noget, så er det en envejs kommunikation – hvor man som regel får at vide, at det problem jeg har er noget jeg bilder mig selv ind – et problem som ikke eksisterer i virkeligheden. Jeg har tænkt meget over alt det her, og læst en masse af de triste, men dejlige indlæg der er her, og det kan man også lære noget af. Min konklusion er nok – i hvert fald indtil videre – at jeg nok ikke er en af dem der er hårdest ramt som pårørende til en med asperger. Mit største problem med min mand er at man ikke kan tale om tingene, fordi han, som du siger, ikke forstår det. Sikkert ikke fordi han ikke vil, men fordi hans sygdom bare forhindrer ham i det. Kærlighed – tja, det kan jo være så meget. Jeg får da kys og klem, og vi holder næsten altid i hånd når vi går sammen, men spontanitet og overraskelser er bare ikke lige ham. Jeg kan huske at jeg engang sagde til ham, at jeg syntes det var lidt træls at jeg så sjældent fik en buket (hvilket jeg fik af og til de første par år vi kendte hinanden), hvortil han spurgte om hvor tit det så skulle være. Jeg tænkte – det spørger han da ikke om, og tænkte om han bare var lidt flabet. Men det var jo før jeg vidste at han havde aspergers. Det har været mange trælse ting, men også mange gode ting. Om han vil tage sig af mig hvis jeg bliver syg – ja, det tror jeg, han tog sig da af sin nu afdøde kone da hun blev syg. Om han kan tage alt af sig selv – nej det tror jeg ikke, men jeg ved, at han ikke bare vender mig ryggen.
      Om det at starte forfra – jo, selvfølgelig kan det lade sig gøre. Jeg har bare ikke rigtig noget bagland at læne mig op af – har ikke nogle venner der kan stille op, og så bliver det pludselig meget mere besværligt. Jo, jeg kan og jeg har forladt ham en gang før og boet for mig selv i over 2 år, fordi han var så stædig (stadig før jeg vidste han fejlede noget), men vi sås hver weekend og han blev også noget mere medgørlig efter dette. I dag fortryder jeg, at jeg ikke cuttede forbindelsen helt, men det gjorde jeg så desværre ikke. Jeg holder jo af manden. Han slår ikke, bliver ikke vred hvis jeg buler bilen, han er stabil og loyal, drikker ikke og har styr på pengene, så der jer jo også en masse godt i ham. Der er så alt det trælse, og nogle gange tænker jeg da også at jeg vil tage mit gode tøj og gå, men….. Tak endnu engang for din respons

  13. Iris
    2. marts 2017 at 22:59

    Kære Jane – det er svært det der med, at man ikke er hårdest ramt. Alle liv har jo mange facetter – og jeg tror, at nogle gange er det ikke kun AS der er på færde i nogle af de beskrevne livshistorier. Ting griber jo ind i hinanden – og årsag og virkning bliver filtret sammen, så det er svært at se, hvad der er hvad. Sådan er det jo bare at leve, tænker jeg. Så selv om man altid kan finde nogle der har det lettere eller har det sværere, så er det fuldstændig ligegyldigt ifht hvor man selv er. – Du skriver at der er en masse godt i din mand. – Ja da. – Han er jo et menneske, der gør sit bedste, ud fra dine beskrivelser. Fx det med blomsterne – jeg kunne ikke lade være med at smile – han spørger jo fordi han gerne vil give dig blomster, hvis det kan gøre dig glad – men han forstår grundlæggende ikke, hvorfor det vil gøre dig glad pga sin manglende evne til empati (at det er hensigten, der betyder noget) og derfor bliver han i tvivl om, hvad det er du ønsker dig, – han kunne også have fundet på at spørge om det skulle være røde eller gule – han er jo sådan indrettet, at det er det konkrete, altså blomsten, du ønsker dig – og så vil han gerne lige have styr på, hvor ofte det så skal være, for ikke at lave en “fejl”. – Jeg synes at din AS mand i dette eksempel virkelig prøver at kompensere for det, han ikke kan forstå, ved at spørge dig. – Han prøver! – Og det med buler i bilen – nej – det hidser han sig ikke op over, for det kan han forstå med sin logik. Du kommer til at lave en kørefejl – bilen får en bule. – Den slags sker – Min egen AS kæreste fik engang ødelagt sine uerstattelige yndlingsbukser, fordi jeg væltede et glas rødvin – det tog han med ophøjet ro. Til gengæld skulle jeg altid høre for at jeg ikke rullede gardinerne op på den rigtige måde – her kunne han ikke forstå logisk, at jeg ikke med det samme så den kvarte millimeter, de hang skævt, for det så han jo selv lige med det samme, med sin ekstreme veludviklede sans for detaljer og mønstre – og jeg kunne jo “bare” trække dem lige op, det var jo irriterende at de hang skævt. – . – – Det jeg prøver at komme frem til er, at nogle af os elsker stadig vores mænd for alt det, vi i sin tid faldt for, men vi bliver alligevel nødt til at gå videre alene i vores liv, fordi vi ikke kan bære at savne empati og mangel på anerkendelse af at være, som vi er – men at vi altid skal måles med den målestok, vores partner har ifht sine egne evner og egen forståelse af verden, uden at vi nogensinde kan mødes på midten – fordi det netop er det, vores elskede ikke kan, når han har AS. – Du må kort og godt gøre op med dig selv, om fordele og ulemper balancerer – om du kan vågne op om morgenen og være glad for livet – om du kan kompensere for den manglende empati ved at dele dit følelsesliv med andre, der er som dig, og så leve med, at det er lukket land i dit forhold til din mand. – Jeg kunne ikke, jeg blev tit meget ked af det og fik stresssymptomer, fordi jeg følte mig så uværdsat. – I dag er jeg ved at samle mig selv sammen og skabe en tilværelse uden at indtænke ham som en del af den. Han ringer jævnligt igen efter en lang periode, hvor han isolerede sig fra mig til min store fortvivlelse. Han har fået sit eget værelse i mit hjerte, og jeg er ved at nå derhen, hvor jeg kun tænker på ham med mildhed og varme, men uden fordringer om, at vi skal finde sammen som par. Balancen var ikke i orden, jeg blev alt for ofte bedrøvet så længe jeg håbede på at vi skulle blive sammen. Hans selvvalgte isolation gav mig faktisk tid til at tænke og mærke efter – så nu hvor han “vender tilbage” er jeg et andet sted – et mere afklaret sted – og jeg kan i dag rumme, både at vedkende mig, at jeg elsker dette besynderlige menneske, der er så ulig mig selv, – og at jeg ikke kan dele min tilværelse med ham i noget, der hedder hverdag! – Så langt er jeg nået indtil nu, og for mig er det den rigtige vej.- Du må mærke efter og vælge din vej, men uanset hvad du vælger, så prøv at gøre det helhjertet, så du ikke får alle de sår, der kommer af at ønske sig noget, der aldrig kan lade sig gøre. Vær realistisk, og så skab dig en tilværelse på det givne grundlag. Hvis du bliver med din AS mand, så find andre steder at få det, han ikke magter at give. Hvis du går, så vær tro mod det du føler på din vej. – Ønsker dig alt det bedste. Iris

    • marianne
      13. marts 2017 at 16:25

      Kære allesammen.. Jeg har først inden for de sidste 10 år været bevidst om at jeg var gift med en AS mand, efter 35 år. Det har været utroligt ensom og en lang proces til der hvor jeg er nu. Stadig gift men har de sidste 8 år boet for mig selv, har mine egen interesser som jeg dyrker flittigt, bridge, vandring og mange kreative ting. Det er stadig en stor sorg, sådan føler jeg det. Jeg har i mange år savnet at kunne mødes med andre i samme situation. alt hvad i skriver er SÅ genkendeligt. Jeg er ikke noget ørn på cumputer og det er hel tilfældigt at jeg fandt denne side. Jeg er meget enig med dig Iris, mange lighedspunkter. Nu vil jeg prøve om det lykkes at sende og håbe på mere..bedste hilsner Marianne

  14. Birgitte
    16. marts 2017 at 07:58

    Det er så vildt og forløsende at læse alt dette. Jeg er lige kommet ud af et forhold til en med asperger og jeg har meget brug for hjælp og forståelse. Findes der ikke nogle selvhjælpsgrupper? Mvh Birgitte

  15. marianne
    28. marts 2017 at 09:22

    hej Birgitte.. Det kunne jeg også godt bruge…men jeg kender ikke til at det findes.
    Jeg blev selv glad over at finde dette her forum..Forståelse fra omgivelserne er meget svært, fordi asberger er så skjult et handicap,man skal være tæt på for at opdage det, det var en lang proces for mig at nå dertil hvor jeg erkendte at jeg intet kunne gøre, det er og bliver ensomt følelsesmæssigt. hvis jeg ikke boede for mig selv nu ville jeg simpelthen ikke kunne håndtere det længere, jeg følte jeg blev syg og måtte handle for ikke at gå helt ned.Lige nu har jeg alvorlig sygdom i min familie så derfor ikke været så meget på siden her, men jeg vender tilbage. LAD OS STÅ SAMMEN. kh Marianne

  16. Birgitte
    4. april 2017 at 23:53

    Hej med jer
    Jeg vil gerne høre noget om, hvordan jeres partner/pårørende med AS har fået stillet diagnosen. Er det foregået i privat eller offentligt regi ? Hvordan har forløbet været – her tænker jeg bl.a. på omfanget af samtaler med en psykiater. Hvem deltager ved samtale ? – hører de også på NT-partneren? Hvilken forskel har det gjort for jer at diagnosen er blevet stillet?
    Jeg er ret sikker på at min mand gennem rigtigt mange år (33) har AS. Det er ved at være nogle år siden, at det gik op for mig. Og da jeg første gang så “parforholdslisten” var jeg ikke længere det mindste i tvivl. Og det er jo en kæmpe lettelse at finde ud af. Men der er jo også mere end det,
    Kh Birgitte

  17. 28. april 2017 at 17:16

    Jeg er også så glad for at jeg har funnet denne siden. Der er masse litteratur om Asperger diagnose og barn og foreldre, eller om Asberger og hverdagslivet, men aldri noe om hvordan er livet med en som har det og du selv er ” vanlig” jeg og ble sjarmert av den litt klossetheten og genertheten i begynnelsen. Men etterhvert la jeg merke til mange ting som for meg ble litt ” diffuse” merkelige eller ligg slik ??? Hva skjer nå, hva er det han ikke forstår? Jeg nådde ikke inn på en måte, jeg fikk ikke tilhørighet, han fanget ikke opp det som vi andre fanget opp i hverdagen av undertoner, forståelser, tonefall. Sønnen min som da var 13 år sa, mamma han er ikke som oss. Jeg harvorte tenkt i det siste at han har helt rett han er ikke det. Nå har det gått 6 år. Og hver gang vi ringer til hverandre så svarer han hallo?? Som at det er en hvilt fremmed som ringer , selv om han ser at det er jeg som ringer. Eg føler også at jeg emosjonelt ikke kommer nærmere han, emosjonelt, jeg føler at jeg resignerer med å fortelle han eller forklare han hvordan jeg føler det inne i meg. Jeg savner å få noen virkelig sterke og gjennomordne blikk fra han, der han ser inni sjelen min og jeg hver hva han finner og hva han tenker, men etter 6 år, er det fortsatt dette litt ” naive” såre tåkete uttrykket som stort sett alltid, jeg ser ingen styrke eller pågangsmot eller sterk vilje og ro i øynene. År vi har vert i sosiale lag, så vil han helst sitte sammen med meg, først var dette sjarmerende, men ikke så mye nå lenger når han kjenner mine venner godt. Han har to venner han har litt kontakt med. Han kan også når vi er i sosiale lag på nye plasser, finne på og ” scanne” lokalet om der er en dame han liker er fokusert der resten av kvelden, til hun går. Ofte blir jeg brydd av dette, både for min egen del, men også den andre damen. Han gjør ingen ting, bare stirrer og glor, av og til går han tilfeldigvis forbi. Når jeg spør hvorfor han gjør dette, sier han at han mener ingen ting med dette, og er ikke alltid klar over det? Når vi elsker så er det stort sett akten, ingen følelser, intet begjær, ingen sjel. Først hadde jeg det, men jeg følte han elsket med noen andre, ikke meg. Han la aldri merke til noe spesielt med min kropp, ingen konturer, ingen kurver, ingen fasong, unntatt puppene. Han er langt over gjennomsnittet interessert i pupper, og helst store.han liker mine. Han klarer ikke å definere smaker når vi spiser god mat ute, han liker det men virker helt ” blåst” på å finne ut krydder. Så jeg finner det litt bortkastet og mindre givende å spise spesielle middager ute. Han ser ingen detaljer når vi er på ferier, blir aldre begeistret for det vi andre blir begeistret for. Han blir begeistret for noen ting, sky barer, båthavner og maritime miljøer. Andre ting er underordnet. Han kjøper inn det samme pålegg til brødmat alltid, i 6 år. Og alltid bare det han liker. Jeg og ungene, må enten handle selv eller være med. Han er mild og vennlig, høflig og rolig, hever aldri stemmen. Å jeg føler at der er ikke noe liv der inne, ingen entusiasme annet båter og sitt favorittlag i fotball. Da kan han bli rørt og beveget. Vi skulle bygge nytt hus, jeg skulle selge mitt hus. Men jeg fikk så dårlig magefølelsen og virkelig følelse av at dette ikke er rett, husbygging begynte å stritte i mot inne i meg. Jeg begynte å tenke, ER DETTE ALT! er dette det livet jeg skal ha, er dette det som blir resten av mitt liv. Skal jeg aldri ha en mann som SER meg, tar vare på meg mentalt, tar vare på barna mine, ser de. Ikke bare når jeg sier at han skal. Han har fått diagnosen emosjonel derivasjon og har skåret veldig høyt på denne. Han har ikke blitt testet for Asberger, men to venninner av meg har spurt om jeg har tenkt at han har dette. Og nå siste 3 mnd. Har vi vært i samtaler og terapeuten der og spurte om mannen min hadde hørt om Asberger og om han ville lese om dette til neste gang vi skulle. Han leser nok om det fordi han terapeuten ber han om det, men sjekker ikke noe slikt på egenhånd. Han sier aldri unnskyld, er aldri forsonende, oppmuntrende, oppbakkende om du selv føler deg helt elendig og ubrukelig , det virker heller som han begynner å tenke om jeg er det fordi jeg føler det selv…forstår dere. Jeg får ingen bekreftelse på meg selv som vi alle trenger innimellom. Jeg føler meg ofte som en mor eller terapeuten for han, støtter, oppmuntrer, kommer med eksempler, så han skal forstå, ” gir han selvtillit” og det rare er at han elsker dette, men forstår ikke att andre også har behov for dette inni mellom. Jeg føler meg ofte vedlikehold s fri…jeg er glad i han , veldig men jeg føler sjelen min og behovene mine ikke blir dekt som person, jeg føler jeg visner bort, jeg var glad og entusiastisk men jeg får ingen respons eller feedback og nå er jeg bare lei meg innvendig…

  18. Elin
    28. maj 2017 at 13:25

    Det er meget givende at læse alle jeres beretninger. Jeg har også en mand der er asperger og har levet med ham i mange år. Det har til tider været ganske hårdt. Men siden vi er blevet pensionister er det til tider helt umuligt. Jeg har lidt af mange depressioner.
    Kommentarene er. Hvorfor går du ikke fra ham? Jeg kunne ikke holde det ud.

    Men som Kierkegaard sir:” Gift dig eller gift dig ikke og du vil fortryde begge dele.”

  19. Elin S
    2. december 2017 at 12:50

    Jeg har læst alle jeres gode indlæg mange gange.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *