Parforholdstabellen for NT-AS relationer

For første gang offentliggøres NT-AS Parforholds-tabellen i Skandinavien. Den sammenfatter typiske virkninger for normalt udviklede (neurotypiske, NT) partnere af at leve i langvarigt forhold med en person, der har Aspergers syndrom /højt fungerende autisme.

Ægteskab og parforhold vil altid rumme udfordringer. Men hvis din partner har Aspergers syndrom, vil du som NT ægtefælle være under ganske særlig belastning, som risikerer at skade dit helbred.
En ægtefælle til en Asperger beskriver det  sådan: “Det er som at leve sammen med en spøgelsesbilist, der insisterer på, at alle andre kører i den forkerte vejbane.”

Partnere til aspergere har rapporteret, at parforholds-tabellen hjælper til at forstå de belastninger, der opstår i et langvarigt parforhold med en person med Aspergers syndrom /autisme. Tabellen kan støtte NT partneren, når den gives videre til læge, advokat, pårørende, præst, m.fl.

Bemærk, at den yderste venstre kolonne i tabellen, som har overskriften “Kendetegn ved normal udvikling” ikke er udtryk for, at neurotypiske individer til enhver tid udviser den anførte adfærd. Kolonnen beskriver det potentiale, der følger af at være neurologisk normalt udviklet (NT). Den faktiske adfærd for en NT-person beror  på mange faktorer, bl.a. stress-belastning samt de etisk-moralske valg, personen selv træffer i forbindelse med sin adfærd over for andre.

LÆS PARFORHOLDS-TABELLEN HER

3 comments for “Parforholdstabellen for NT-AS relationer

  1. Birgitta48
    6. marts 2015 at 15:11

    Hej Pia.. Ja.. Jeg har prøvet det samme. Gift i 22 år. Fik en datter og derefter en søn. Vores søn fik diagnosen Asperger da han var 14.
    Dengang snakkede man ikke om arvelighed, men om at autisme skyldtes moderens afvisning af det spæde barn……

    Børnepsykiateren der fortalte os at vores 14 årige søn havde asperger-syndromet, gav mig på anmodning en artikel om syndromet. — hjemme læste jeg den artikel igen og igen… Jeg kunne ikke genkende min søn i den.. Men artiklen var en tydelig beskrivelse af min mand.. Jeg var virkelig voldsomt chokeret, jeg troede, at vores forhold på en eller anden måde kunne repareres.. At vi bare skulle have den rigtige hjælp. Parterapi VAR forsøgt.. Og nu var vi så i et familieterapi-forløb med vores søns psykiater som terapeut..

    Den morgen vi skulle til næste samtale, fortalte jeg min mand hvad jeg havde læst mig til i artiklen.. Han virkede ret uinteresseret. Så jeg sagde at jeg ville drøfte det med psykiateren på mødet samme dag.
    Og det gjorde jeg.. Jeg spurgte om det var muligt, at vores søns asperger-symptomer kunne være tillært på grund af hans far, som jeg mente passede meget bedre på beskrivelsen af syndromet i artiklen…
    …..Psykiateren, den dygtige, højt anerkendte børnepsykiater, skældte mig ud. Han sagde at han sandelig godt kunne forstå, at min mand trak sig fra mig, når jeg gik og fortalte til alle og enhver at han led af aspergers syndrom..
    Jeg græd bare.. Min mand sad bare og kikkede ud af vinduet og pillede i sine neglerødder..
    Der var ingen hjælp at hente. Så 2 år senere var vi skilt.

    Jeg var derefter til nogle foredrag om Aspergers syndrom. Jeg havde brug for forstå syndromet bedre. Og det var før man bare kunne google alting..

    I pausen mellem to foredrag kom en mand hen og sagde til mig, at jeg skulle lytte nøje til det næste foredrag.. For der var noget der ville interessere mig.. Manden var min søns tidligere psykiater..

    Og foredraget, som blev holdt af C. Gillberg, viste sig at indeholde en masse om arvelighed, og lidt om hvordan en ægtefælle måske kunne bære over med partnerens uformåenhed.. På det tidspunkt var der ikke meget jeg kunne bruge det til. Vi var jo ikke gift mere. Og bruddet var totalt. Vi talte aldrig sammen. Vores søn boede hos os på skift, og vi boede ikke ret langt fra hinanden. Vores datter var flyttet hjemmefra. Ingen af børnene nævnte nogensinde deres far. Og jeg ville ikke spørge dem ud.

    For nylig havde jeg besøg af min nu næsten 39 årige søn. En stor dejlig glad og rar mand med lune og et skønt humør. Han får pension, men har også nogle timers arbejde i en virksomhed. Vi snakkede om forskelligt, og jeg fik nævnt for ham at hans far vist også var en “aspie”, så han kunne måske lære noget af ham, — lidt en opfordring til ham om at omgås hans far noget mere…

    “Knægten” brød ud i en smittende latter. DET havde han da vidst i mange år! Det var vist psykiateren, der havde snakket med ham om det engang..

    Pia, for bare 20 år siden var der kun fokus på aspergerbørnene.. Det har ændret sig. I dag er der også fokus på familien.. Der vil være færre kvinder fremover, der helt bogstaveligt får smadret deres liv totalt uden at have mulighed for at forstå, hvad der var ved at ske..

    Jeg håber at du har det godt. Og at du har mulighed for at hele efter dine voldsomme oplevelser.. Nu forstår du i det mindste lidt mere af, hvad du var udsat for.. Og det var ikke dig, der var “noget galt med”..

    Jeg selv fik konstateret hjernesvind 2 år efter skilsmissen. Sandsynligvis forårsaget af posttraumatisk stress.

    Læs ALT hvad du kan finde på Nettet om aspergere. Om parforhold og om arvelighed.
    Måske finder vi noget, der også kan hjælpe OS..

    • Steen
      11. juli 2016 at 17:53

      Overordnet er jeg helt 100 % enig i – og forstår – dette indlæg. Men jeg mener at det er en stor misforståelse at skrive: “kvinder, der får smadret deres liv” ; . Måske der er flest Asperger mænd – men ved vi det ?. Jeg ved, at der også er Asperger kvinder – så er der vel tilsvarende “Mænd”, som får smadret deres liv. Jeg ved godt, at du naturligvis skriver ud af din egen situation, men jeg måtte “nødvendigvis” korrigere en så ensidig bedømmelse. Håber I forstår, for essensen er jeg da helt enig i – blot ikke, at det kun er kvinder, som får “smadret deres liv”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *