Parterapi og Asperger Autisme

Parterapi er nyttesløs, hvis ægtefællen med Aspergers syndrom ikke selv erkender sin udviklingsforstyrrelse. Det samme gælder, når aspergeren lever i benægtelse af de problemer, hans* tilstand forårsager og i stedet giver NT-partneren og børnene skylden.

Dét fastslår den britiske psykolog og terapeut Maxine Aston, der er ekspert i NT-AS parforhold og forfatter til blandt andet ”The Other Half of Asperger Syndrome” og ”Aspergers in Love: Couple Relationships and Family Affairs”.

I artiklen ”Asperger Syndrome in the Counselling Room” advarer hun mod parterapi, når den ene partner har autismeforstyrrelse (AS) og den anden er neurotypisk (NT), dvs. neurologisk normalt udviklet. Hun redegør for de betingelser, der skal være opfyldt, hvis parterapi skal have nogen som helst chance for at være til blot en smule gavn. Men det er betingelser, som i sagens natur sjældent vil være til stede.

Aspergers syndrom er uhelbredeligt; det er en livslang udviklings forstyrrelse. Nogle ægtepar lever i håbet om, at parterapi kan få ”ham” til at fungere bedre, men det håb er falsk. Det er yderst svært at opnå forandring i den rigide og ufleksible tilstand, der kendetegner Aspergers syndrom. Selv om ændringer ikke er udelukket, hvis der foreligger incitament og motivation, så vil forandringerne som regel være yderst små”, fastslår Maxine Aston.


En relations-forstyrrelse

Hun kalder Aspergers syndrom for en relations-forstyrrelse, fordi AS både indebærer en alvorlig begrænsning i evnen til gensidig kommunikation og også manglende evne til følelsesmæssig gensidighed:

Kommunikation og følelsesmæssig gensidighed er i reglen afgørende for, om en relation fungerer eller ej. Det er de vigtigste forudsætninger for at få et forhold til at fungere. Hvis den ene partner i forholdet har Aspergers syndrom og derfor er ude af stand til at bidrage til – endsige forstå nødvendigheden af disse fundamentale forudsætninger, så vil forholdet nærmest med sikkerhed løbe ind i vanskeligheder. I den situation opsøger parret undertiden parterapi.

Men Maxine Aston, der selv er terapeut, lægger ikke skjul på, at det NT-AS par, der søger hjælp, let kan komme fra asken til ilden, når de opsøger terapi:

Mange professionelle har stadig ikke den fornødne indsigt i, hvad Aspergers syndrom er. Et ægtepar fortalte, at deres praktiserende læge havde givet dem den besked, at voksne aspergere ikke har problemer – det er kun børn med asperger, der har udfordringer. Andre ægtepar har fået at vide, at personer med Aspergers syndrom ikke lever i parforhold. En sådan uvidenhed er skadelig for det ægtepar, der har samlet mod til at søge hjælp. Det er vigtigt, at parret henvises til en terapeut med specialist-indsigt i  Aspergers syndrom hos voksne.”… ”Nogle kvinder har tilmed fået den besked af deres terapeut, at deres AS-ægtefælles opførsel bare er udtryk for, at han er en mand!” 


NT-ægtefællen bliver ikke forstået

Aspergers syndrom  og Hfa er en kompleks og gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som ofte ikke bliver korrekt forstået. Der hersker stort tabu omkring realiteterne ved asperger autisme i parforhold. AS indebærer bl.a. stærkt nedsat social intelligens, begrænsninger i evnen til at kommunikere både verbalt og ikke-verbalt, manglende mentaliseringsevne (Theory of Mind), empatiforstyrrelse, ekstrem optagethed af særinteresser, begrænsede eksekutive funktioner og nedsat evne til at forstå og efterleve de uskrevne etiske regler mellem mennesker. Aspergerens nedsatte evne til impulskontrol og de typiske raserianfald og nedsmeltninger betyder, at ægtefælle og børn ofte lever i en tilstand af frygt, latent vold, følelsesmæssig vold og ikke sjældent også fysisk vold.

Men aspergeren vil typisk være i stand til at spille ”normal” uden for hjemmets fire vægge takket være en evne til at kopiere andres adfærd.  Det indebærer ulykkeligvis, at hans udviklings forstyrrelse ikke bliver gennemskuet af udenforstående. Derfor får den neurotypiske ægtefælle ikke den menneskelige støtte og forståelse, hun har brug for.  ”Det er typisk kun aspergerens allernærmeste – ægtefællen eller forældrene – der er bevidste om de problemer, syndromet forårsager, ” siger Maxine Aston og fortsætter:

Når et NT-AS par møder op til konsultation hos en terapeut, kan NT-partneren virke desperat og frustreret af den belastning, parforholdet har påført hende. Hun siger, at han ikke kan tale om følelser; at han behandler hende som en genstand; at han er besat af rutiner; og at hun føler sig drevet til vanvid.

AS-partneren, derimod, sidder og siger, at bare han dog vidste, hvad der var galt, så ville han gøre alt for, at hun kunne blive glad.

Hvis terapeuten ikke har professionel indsigt i syndromets traumatiske indvirkning i parforhold og i aspergerens evne til at manipulere gennem rollespil på udebane, så går det helt galt. ”Så vil terapeuten kun opfatte en mand, der ser ud til at være vældig intelligent og har en ansvarsfuldt job, og som siger, at han ikke fatter, hvorfor hans hustru aldrig er glad,” siger Maxine Aston.


Gode råd til terapeuter

Hvordan bør en terapeut da reagere, hvis der er mistanke om Aspergers syndrom? spørger Maxine Aston videre og svarer selv:

For det første: En terapeut, der ikke selv har dyb indsigt i denne komplekse tilstand, bør slet ikke have med NT-AS par at gøre, men bør straks henvise til en anden, der skal være specialist på området.

For det andet bør terapeuten have egne, personlige erfaringer vedrørende autisme spektrum forstyrrelser. Det er nemlig umuligt at tilegne sig tilstrækkelig indsigt i Aspergers syndrom alene ved hjælp af bøger. Førstehånds erfaring er nødvendig.

For det tredje:

Terapeuten er nødt til at vurdere asperger-klientens tilgængelighed for rådgivning. Aspergers syndrom er en spektrum forstyrrelse og kan derfor variere betydeligt i sværhedsgrad fra individ til individ. Hvis klientens sværhedsgrad er alvorlig, eller hvis klienten lever i benægtelse af de problemer, hans tilstand forårsager og i stedet giver NT-partneren og børnene skylden, er det usandsynligt, at terapi er til nogen nytte,” siger Maxine Aston.

Den vurdering  er på linie med andre fremtrædende eksperters, som samstemmende fraråder parterapi i relationer, hvor den ene ægtefælle har en autisme forstyrrelse. Hvis ikke AS-partneren har en ægte, indre erkendelse af sin diagnose og de problemer, hans udviklings forstyrrelse påfører ægtefællen og børn, så er pengene til parterapi spildt.

* Af praktiske grunde kaldes AS-partneren i nærværende artikel for ”han”, og NT-partneren kaldes ”hun”. Men rollerne kan meget vel være omvendt.

Asperger Syndrome in the Counselling Room. by Maxine Aston

(Bemærk, at enkelte fakta om asperger er justeret siden artiklen blev offentliggjort I 2003. I dag vurderes det i Danmark, at ca. 1 ud af 88 har AS eller High Functioning autisme, men tallene er ikke justeret gennem flere år. Den seneste undersøgelse fra det amerikanske CDC peger på 1 ud af 45. I dag mener flere eksperter desuden, at forskellen i hyppighed mellem mænd og kvinder ikke er 4:1, men 2:1.)

www.aspergerpartner.com

 

 

 

 

 

 

 

2 comments for “Parterapi og Asperger Autisme

  1. Timian
    24. januar 2015 at 15:53

    Jeg skulle virkelig ønske, at vi ikke kontaktet parterapaut, men hellere gik direkte til psykolog med denne kompentanse. De to parterapauter vi kontaktet, så ikke at det var snakke om meget mere end en klassisk ufølsom mand – følsom kvinde konflikt. De forsøgte at finde på flere ting vi begge skulle arbejde med os selv/vores forhold, men de forstod ikke konsekvenserne af hans højst manglende evne til at se sig selv udefra eller forstå andres behov.
    Som mangeårig NT partner var jeg allerede gået ham i møde, langt udover det man kan forvente, og langt udover det min egen mentale helse kan holde til. Jeg var desperat, men mødte aldrig forståelse fra parterapautene. Kun et misforstået forsøg på at være neutral/upartisk ved at afkræve at jeg skulle arbejde med mig selv og ellers acceptere alle hans svagheder.
    De neste år som fulgte, var med til at øge min fortvivlelse og skyldfølelse over at vores forhold (og liv) fungerede dårlig, og mit selvbillede blev så godt som udslettet. Trods hård indsats, var jeg (naturlig nok) ikke i stand til at forandre på kernen af vores problem: Hans sociale begrænsninger vs. mit ønske en forutsigbar og tryg hverdag.
    En god psykolog hjalp mig til at se tingene klarere, ikke fordi han gik ud over sine fuldmakter og afslørte sin mistanke om asbergers+ADHD hos min partner.
    Jeg tror, at hvis jeg hadde fået det at vide tidligere i vores forhold, så kunne jeg fundet en måde at fungere sammen med ham. Eller muligvis ville jeg forlatt ham før. I begge tilfeller kunne det spart os begge for megen smerte.

  2. Timian
    24. januar 2015 at 15:55

    Det skulle stå:
    En god psykolog hjalp mig til at se tingene klarere, ikke MINDST fordi han gik ud over sine fuldmakter og afslørte sin mistanke om asbergers+ADHD hos min partner.
    (Jeg klarer ikke å redigere)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *