Her er min beretning om, hvordan en ganske almindelig kvinde forelsker sig i en mand med Aspergers syndrom, og hvilket helvede turen har været frem mod en ny måde at tænke kærlighed og samliv på.
Brændt barn skyr ilden
Da jeg i 1990 var 28 år, fødte jeg mit 4. barn. Jeg var netop blevet alene, idet jeg igennem en smertefuld proces havde måttet bryde med min forlovede. Jeg havde tidligere været gift, og også i dette forhold måtte jeg vælge skilsmisse som sidste udvej pga. hans konstante utroskab. Efter disse to brud havde jeg fuldstændigt mistet troen på min evne til at vælge rigtigt, og jeg endte med at forblive single i 15 år derefter.
Jeg var fuldtidsmor, studerende, nat-arbejder, plejemor, passede hus og have, og alting på samme tid ofte. Jeg havde kun en bagdør igennem årene, når det hele var lidt for meget, og/eller ensomheden og længslen efter kærlighed blev for stor: trøstespisning. Så i alle de år var jeg skiftevis tyk og tynd, og tyk igen. I foråret 2005 fik jeg et hjerteanfald, og det skræmte næsten livet af mig. Jeg lagde mit liv om og tabte på syv måneder 60 kg. Jeg flyttede, motionerede hver dag, og begyndte at drømme igen.
Dating
Da jeg blev indlagt med hjerteanfaldet, var jeg næsten sikker på, at jeg skulle dø den nat. Det der fyldte mest i mine tanker var selvfølgelig mine børn, og dernæst sorgen over at der havde været så lidt kærlighed i mit liv fra en god og stabil mand.
Så da jeg efter min livsstils ændring i efteråret 2005, fik det rigtig godt med mig selv, sprang jeg spontant ud i at lave en profil på Dating.dk. Jeg skrev, så ærligt jeg kunne, om hvem jeg var og hvad jeg ønskede mig.
Samme aften var der hele fem henvendelser fra singlemænd! En af henvendelserne sagde mig helt klart mest. Brevet var velformuleret, og tonen var venlig og rar og ikke mindst ærlig. Så jeg begyndte at skrive med Søren, som han hed. Han var fraskilt på 3. år og havde ligesom jeg fire unge/voksne børn. Vi skrev hver dag, og efter et par uger aftalte vi at tale i telefon. Tre timer talte vi første gang. Han lød ufattelig sympatisk og meget overbevisende, charmerende, lyttende og rummelig..
Det første møde
Vi aftalte at Søren skulle hente mig i nærheden af min bopæl, hvorefter vi ville køre til en nærliggende fiskerby og gå en tur. Da jeg kom til mødestedet, var han allerede kommet. Fuldstændigt overvældet af generthed satte jeg mig ind i bilen, og var ved at springe ud igen. Måtte hastigt erindre alle de gode mails og samtaler, før jeg spændte sikkerhedsselen. Samtalen flød let. Søren snakkede meget om alle mulige små og ufarlige emner og efterhånden slappede jeg lidt af.
Det var ikke stormende kærlighed ved første blik, men der skete dog noget. Da vi gik rundt i fiskerbyen, bemærkede jeg hans lidt kejtede gang. Han var stiv i lænden og gik med lidt indad drejede fødder. Lignede i den grad en lille genert dreng, og det vakte min ømhed. Dernæst var han hyggelig at snakke med, og da vi efterfølgende drak kaffe, smilede han pludselig et stort smil, der fik hans øjne til at lyse. Det forandrede helt hans lidt stive ansigt og det ramte mig lige i hjertekulen. Vi gav hinanden et knus, da vi sagde farvel sidst på eftermiddagen, og jeg kunne mærke at han dirrede let.
Jeg var solgt
Jeg svævede de næste dage, og da Søren skrev til mig, hvor meget han havde nydt, at møde mig, blev jeg kun bekræftet i, at her var sket noget helt magisk. Vi talte snart i telefon hver dag. Oftest talte han meget detaljeret om sine oplevelser med arbejdet, mens jeg prøvede at dreje samtalen over på os. Og vi aftalte at ses igen. Han ville hente mig den førstkommende weekend, og så kunne jeg komme med hjem og se hvor han boede.
Jeg var nervøs ved sådan at besøge en fremmed mand langt ude på landet, men det første jeg så, da jeg kom ind, var at hans hjem var fyldt med grønne planter og der duftede rart, og at der så hyggeligt ud. ”Så er han jo nok ikke øksemorder”, tænkte jeg.
Vi talte til langt ud på natten og indrømmet, jeg havde så meget lyst til at kysse og se hvor det mon kunne føre hen? Men, uanset hvor mange signaler jeg sendte, så skete der ingenting. Han var en voksen mand i slutningen af 40-erne, havde været sammen med sin ekskone i 25 år, men det virkede som om, han var helt på herrens mark.. Først da vi begge var i nattøj og skulle sige pænt godnat, skete der noget. Han gav mig et knus og kunne ikke give slip igen. Det var meget kejtet, og uendeligt sødt.
Forundringer
Fra da af var vi sammen hver weekend. Han mødte mine børn, jeg mødte hans. Det gik fint. Af og til undrede jeg mig over, hvor den selvsikre mand, som jeg havde talt i telefon med første gang, mon var henne? Da han en dag måtte tage et opkald fra en kunde, tænkte jeg: ”nå, der var han!” Det var forbløffende, som han i arbejds sammenhænge kunne være en helt anden; modig, overbevisende, hurtigt-snakkende, ja nærmest flirtende..
Sammen med mig var han lidt passiv, small-talkede mest, og var meget lidt spørgende. Han var slet ikke interesseret i mit tidligere liv og hvis jeg fortalte noget, så han ret firkantet på det, jeg beskrev. Men han var altid venlig, rar, glad, imødekommende og gav mange dejlige knus. Han var også rigtig sød til at komplimentere mit tøj, hvis jeg havde en ny bluse på. Han var utrolig hjælpsom. Bar gerne skraldeposen ud, gik med hunden, støvsugede mit hjem, skovlede sne osv.
Hvis ikke han var opslugt af arbejde, så havde han også rigtig meget lyst til sex.. Og han kunne blive ved.. Og det var også rigtig rart, måske lidt fantasiløst. Men hey, jeg var dybt forelsket, så jeg nød hvert sekund.
Hvis jeg af og til havde lyst til ham, mens han lige lavede noget andet, kunne han sjældent skifte over. Så sagde han: ”hver ting til sin tid” og ”det er godt at have noget at se frem til”.. Da jeg første gang sagde, at jeg elskede ham, svarede han ikke. Da jeg spurgte, om vi skulle kalde os kærester, svarede han: ”kan vi ikke bare sige du er min veninde?”..
Den første jul gav jeg ham en indgraveret og ret dyr lighter, og han gav mig et udendørs termometer og en lille bademåtte, som han syntes jeg manglede.
Han gav kun yderst sjældent personlige komplimenter. Han gav mig ingen kælenavne. Han tungekyssede aldrig! Jeg rendte rundt og åndede på mine veninder og spurgte om jeg havde dårlig ånde? Men det havde jeg ikke.. Han ville bare ikke tungekysse, ”for det er nok mest for unge mennesker”, sagde han, da jeg endelig fik spurgt direkte.. Det berørte mig dybt, for jeg har altid nydt tungekys.. Jeg overvejede faktisk om jeg kunne have en kæreste, der ikke ville det? Jeg kunne bare heller ikke gøre det forbi, for jeg var alt for forelsket i denne venlige mand, der behøvede mig så meget.
Han viste ingen tegn på jalousi overhovedet. Da jeg var i byen med en veninde og faktisk var ret ombejlet, ringede jeg til ham for at sige ”hej”.. Jeg fortalte at vi morede os og han sagde ”ja, du render jo nok ingen steder” og afsluttede venligt samtalen, for han var lige midt i noget andet.
Der var ingen dybfølt romantik! Søren kunne godt købe en blomst, men mere som en rutinehandling. Første gang han gav mig en julestjerne, var de på tilbud, tre for et eller andet. Glad sagde han: ”ja, så var der en til dig og en til mig, og en til xxx (hans ekskone). Så synes han vist, at han havde fordelt sol og vind lige.
Vi var på weekendtur med en bestyrelse, han sad i. Jeg havde forberedt mig i ugevis, købt lækkert nattøj, købt en lille champagneflaske mv. Ved en fejl havde vi så fået to enkeltværelser. Jeg blev så ked af det, men Søren var totalt ligeglad. ”Det er jo bare en nat” sagde han ubekymret. Et andet mangeårigt par i selskabet oplevede det samme, men der slæbte manden resolut sin madras gennem hele hotellet, så han kunne sove på gulvet i sin kones værelse, for han ville søreme ikke sove uden hende, når de sådan var på weekendophold! Det syntes Søren var meget mærkeligt. Og jeg ventede forgæves på ham hele den lange nat, hvor jeg ikke lukkede et øje.
Jeg følte mig ikke speciel. Søren fremhævede aldrig noget, han syntes gjorde mig særlig. Jeg var der bare og jeg var god nok, men jeg ville så gerne være meget mere end bare god nok i hans øjne.
Jeg prøvede faktisk flere gange at give ham en fribillet ud af forholdet, for jeg led under, at han ikke virkede særligt forelsket – og jeg havde så ondt af ham, hvis nu han bare ikke kunne få sig selv til at slå op med mig af misforstået venlighed, eller sådan noget?
Jeg satte ham blandt andet, i et langt brev, fri til at finde den store kærlighed, men så blev han helt chokeret og omfavnede mig og forsikrede mig om, at det da var mig, han ville have.
Det var ligesom, at nu var vi bare sammen og det var så det. Og der stod jeg så, en lidenskabelig og følelsesfuld kvinde, og følte at der var noget helt galt, men hvad? Det her havde jeg ingen erfaring med.
Hurtigt blev jeg suget mere og mere ind i forholdet. Jeg elskede ham og al hans venlighed, men ih guder, hvor jeg også tit var et stort spørgsmålstegn, blevet såret, eller græd i spandevis. Og jeg forsøgte ofte, at være lidt bedre, gøre lidt mere, forudsige hans behov og ønsker, yde meget mere. Hele tiden i håb om, at han skulle opdage, at jeg var noget helt særligt – og for at han skulle blive lige så forelsket, som jeg var..
Jeg knyttede mig til ham på tusinde måder. Jeg lærte hans børn at kende, hans familie. Børnene var virkelig søde og imødekommende, mens hans øvrige familie var lidt svær at komme ind på livet af. Jeg støttede ham og hjalp med at løse små og store problemer, og han begyndte så småt at tage mine råd til sig, og læne sig op ad mig.
Vi flyttede sammen
Jeg ville så gerne have, at vores forhold flyttede fremad, mens Søren virkede som om, at det vi havde, sagtens kunne fortsætte i årevis. Han virkede tilfreds. Men omvendt var han altid hos mig, mens han stadig betalte til sin bolig, så det vejede tungt på vægtskålen for ham. Hans økonomi var nemlig oftest i en elendig forfatning, hvilket undrede mig, da han tjente godt.
Et af mine børn flyttede hjemmefra, og et stort værelse stod derfor tomt. Søren begyndte nu langsomt at flytte kasser ind – og en dag tog han springet og opsagde sin bolig. Og så boede vi sammen.
Han begærede mig stadig meget, og det begær omsatte jeg så til det, han ikke sagde. For mig blev hans begær til kærlighedserklæringer, komplimenter, ja alt.
Og så aftog hans begær, da vi havde boet sammen et par måneder.. Ret brat faktisk. Jeg ville snakke om det og Søren anede åbenlyst ikke, hvad han skulle sige? ”Jeg er mæt og savner ikke noget” svarede han og vred sig. Det blev et kæmpe problem i flere år, for jeg havde jo lagt alt det, jeg savnede, i hans begær, og når det blev mindre, så mistede jeg meget. Ikke kun erotikken, men bekræftelsen.
Søren sagde jo ikke, han elskede mig og roste mig sjældent, så jeg følte mig efterhånden mere og mere uelsket, kikset og grim.
Da vi havde kendt hinanden i 6 måneder, havde jeg af bar forelskelse tabt yderligere 20 kg, og på årsdagen for mit hjerteanfald vejede jeg hele 72 kg mindre, end året før! Jeg var efterhånden skind og ben.
Jeg burde jo være nogenlunde godt tilpas med mig selv, men i stedet fik jeg flere og flere komplekser. Før jeg mødte Søren, havde jeg været i stand til at se noget kønt ved min fremtoning, men nu havde jeg lagt alle mine æg i en kurv og spejlede mig i Sørens ord, eller mangel på samme, og hans svingende begær. Da Søren samtidig havde et lidt specielt forhold til sin ekskone og gjorde alt, hvad hun sagde og hoppede og sprang, så begyndte jeg at føle mig som en rigtig trist suppleant. Det var Sørens ekskone, der havde ønsket skilsmisse, ikke Søren, og hvad nu hvis han stadig elskede hende, og det var derfor, han gav mig så lidt?
Jeg valgte faktisk på det tidspunkt, at henvende mig til en psykolog, jeg kendte, og snakke mit forhold til Søren igennem med hende. Hun konkluderede at Søren var psykisk voldsramt, da ekskonen havde været ret hård ved ham igennem årene, og grinede dernæst og sagde: ”Susanne, der er da ingen andre end dig, der kan forveksle frygt med kærlighed! Han er jo bare bange for hende!”.
Forlovelse og bryllup
Når jeg en del år efter sidder og skriver det her, kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg konstant pressede forholdet fremad i stedet for at standse op og spørge mig selv, om det her virkelig var det bedste for mig? Men tro mig, da jeg stod midt i det, var der ligesom ingen andre muligheder. Jeg var helt suget ind i Sørens univers, tilpassede mig konstant. Passede på ham, hjalp ham, beskyttede ham, elskede ham, begærede ham, ville ham. Jeg så ikke, eller ville/kunne ikke se, at jeg langsomt gik i opløsning. Alle de små undladelsessynder flåede i mit selvværd. For hver dag troede jeg mindre på mig selv. Det var som om, at min kærlighed til Søren skilte mig ad, stump for stump. Det skete snigende og i det små, og jeg opdagede det ikke, før det var for sent. Og jeg sloges med egne dæmoner også. Fanden stå i om jeg endnu engang havde begået en fejl, som med mine to første forhold! Så dum kunne jeg vel ikke være?! Så jeg fortsatte, fast besluttet på at Søren og jeg skulle være en succes..
Der var da også lykkelige dage og stunder, hvor det var så nemt at tro på hele eventyret. Og Søren var så rar og venlig, alle kunne lide ham. Hvis jeg bad ham om noget praktisk, var han altid beredt, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ham også. Og så blev vi forlovede, vi var på vej..
På det tidspunkt var jeg blevet helt klar over, at Søren spillede sportsvæddemål, og det var derfor hans økonomi altid hang i laser, og gælden var så stor. Men okay, det ville jo nok gå over, takket være at han nu var elsket som aldrig før.. Det skulle jeg nok få styr på. Der havde jo aldrig været et problem, som jeg ikke kunne finde en løsning på, vel?
Han havde elsket tipskuponer, siden han var en lille dreng, og i mange år sad han på sit drengeværelse og udfyldte række efter række, selvom kuponerne ikke kunne indleveres. Han nød bare systemerne. Da han blev gammel nok, havde han troligt hver uge indleveret tipskuponer og siden Lotto, og så med internettet blev det hele meget lettere. Tekst-tv var altid tændt, og jeg anede ikke i starten, at det faktisk er en markør for ludomani.
En dag kørte vi i bil til en fødselsdags fest, og mens jeg sad og kiggede på Søren, følte jeg mig pludselig så underligt træt og trist.. Hvorefter jeg sagde: ”vi kunne jo også gifte os?” ”Jo, det kunne vi da godt”, svarede han.. Og så aftalte vi en dato – og de næste måneder gik med bryllups planer. Igen pressede jeg os fremad, men Søren gik gerne med på planen, for han har altid elsket at afholde en god fest.
I det hele taget var og er Søren vild med selskabelighed. Han er mester i small-talk, nyder de frie drikkevarer, god mad, kan godt lide at bliv fuld. Han danser lidt specielt, ret ukoordineret, men når han får nok at drikke, danser han gerne med samtlige kvinder tilstede – og snakker og snakker.
Den dag vi sendte bryllups invitationerne, fik jeg et massivt angstanfald, og der kom flere af dem i den kommende tid. Jeg indsatte et stort beløb på vores bryllups-konto, og en måned før brylluppet fortalte Søren, at han havde spillet pengene op, men nu havde lånt dem et andet sted, så det behøvede vi ikke tale mere om – og han ville i øvrigt ikke spille mere! Men det løfte holdt nu ikke..
Der var store dønninger i min egen ophavsfamilie på det tidspunkt. Jeg arbejdede hver dag med hårdt belastede misbrugere, og jeg havde så også et bryllup at planlægge. Jeg var helt søvngængeragtig, forvirret og bange, men jeg ville ikke aflyse brylluppet, for vores mange børn glædede sig sådan. Og, jeg ville jo også gerne giftes med Søren.
I de sidste uger op til den store dag havde jeg angstanfald hver dag og blev faktisk, kort efter vores bryllup, sygemeldt. Brylluppet blev i øvrigt en skøn fest med en masse glade mennesker og en fantastisk stemning. Børnenes glæde vil altid stå mejslet i min erindring. Og jeg var også selv glad, for jeg var jo blevet gift med en mand, jeg elskede.
Nedbrud
Efter brylluppet var jeg helt nedkørt. Jeg følte mig som en der drev rundt på et hav og klamrede sig til resterne af en tømmerflåde. Udadtil smilede jeg og sagde glade ting, men indeni var opløsningsprocesser i gang. Søren ændrede sig lidt i tiden efter brylluppet. Tog lidt mere ansvar og tog mig lidt mere seriøst. Det påskønnede jeg, men samtidig fik han mere travlt på arbejde, var meget væk i hverdagene.
Vi havde hans to yngste sønner på fjorten år meget i weekenderne, og Søren kunne måske nok være mand og far, men ikke samtidig! Jeg var usynlig, når børnene var der. Maden (som jeg havde lavet) blev budt rundt, men ikke til mig. Drengene kunne fylde hele sofaen, og når jeg kom ind i stuen, var der ingen plads til mig. Hvis jeg var heldig, hentede Søren en spisestuestol til mig. Drengene måtte gå i seng, når de ville, larme når de ville, spise når de ville osv.
Jeg ville ikke være den onde stedmor, så jeg lånte et par gange en lejlighed, så jeg kunne få sovet i weekenderne. Søren syntes da det var ærgerligt, men protesterede ellers ikke. Min egen søn var i store vanskeligheder på det tidspunkt, så det fyldte meget hos mig. Jeg var tilbage på arbejde, men kunne ikke længere køre bil af frygt for angstanfald.
Jeg blev sygemeldt flere gange og endte med at drage den konklusion, at jeg kunne gå på arbejde, eller have vores familieliv, men ikke holde til begge dele. Jeg kapitulerede. Jeg søgte, og fik sidenhen førtidspension på baggrund af psykisk nedslidthed.
Jeg fik også i de år to børnebørn med kort tids mellemrum, og dem ville/skulle jeg også gerne have energi til. Min overgangsalder gik i gang for fulde gardiner. Og så blev Søren fyret og jeg lagde uendelige mængder af kræfter i at hjælpe ham videre til et nyt job. Det lykkedes endelig, og så var han stort set udeboende i hverdagene de næste 9 måneder, da arbejdspladsen lå 200 km. væk.
Jeg kunne nu ikke forlade hjemmet alene pga. frygt for angstanfald og jeg var bare så fortvivlet. Søren var helt opslugt af sit nye arbejde og savnede mig ikke. En weekend han var hjemme, og bare kom for at tanke op af søvn og rent tøj (sådan føltes det), brød jeg helt sammen. Jeg havde jo i starten af vores forhold været meget klar om mine forventninger til fællesskab, samtaler, et dejligt erotisk liv osv. – og jeg spurgte ham grædende: ”hvorfor er du i det hele taget sammen med mig, når jeg ønsker så meget, der ikke er vigtigt for dig?” Han kiggede søvndrukkent på mig og svarede roligt: ”en skal man jo være sammen med om alt det praktiske og sådan noget”.
I det øjeblik føltes det, som det mest grusomme noget menneske nogensinde havde sagt til mig. Jeg havde en fornemmelse af, at jorden åbnede sig og opslugte mig. Jeg var udslettet.
De næste fem år
Nu skulle man mene, at eftersom jeg havde nået bunden, var der kun en vej tilbage, nemlig opad! Men nej, bunden blev mit opholdssted de næste fem år. Af og til kravlede jeg et par skridt op og prøvede på utallige måder at nå Søren og få bragt noget kærlighed, romantik, erotik, spontanitet mv. ind i vores liv. Men ethvert forsøg gav kun en meget kortvarig effekt, om nogen overhovedet, og så sank jeg til bunds igen. På bunden fandt jeg en ”ven”, nemlig den gamle trøstespisning. Det hjalp lidt, når jeg blev overvældet af sorg, skuffelse og selvhad. Og jeg tog hastigt kilo på, hurtigere end nogensinde før.
Af og til havde Søren og jeg dejlige dage, og vi havde også stadig sex. Det undrede mig som altid, at sex konsekvent var slut, når Søren var færdig. Om jeg fik noget ud af det eller ej, var faktisk underordnet. Han interesserede sig simpelthen slet ikke for at lære noget nyt om, hvad der kunne tilfredsstille mig. Spurgte aldrig til noget, lyttede ikke, hvis jeg prøvede at forklare noget. Skulle jeg have noget ud af det, måtte jeg hurtigt klare det selv undervejs. Dette bidrog igennem årene i høj grad til min følelse af at være totalt betydningsløs og gav selvfølgelig også anledning til en hel del seksuel frustration.
Skyld med skyld på
Da Søren fyldte halvtreds, arrangerede jeg en lille fest for den nærmeste familie på den lokale kro og købte ham en ret fin gave. Økonomien var som altid ret elendig, så det blev ikke det helt store brag af en fest. Det var Søren rigtig ked af. Han drømte altid om store fester og fine rejser, samtidig med at han spillede næsten hver måned. Han påtog sig intet ansvar for dette, ville ikke tale om det, så det kunne ikke ændres. Jeg reagerede paradoksalt nok ved at føle enorm skyld over, at han ikke kunne få den fest han ønskede sig – og jeg husker hans halvtredsårs fødselsdag som yderst sorgfuld og skyldbetynget for mig.
Jeg kæmpede stadig meget med angstanfald og der var dage, hvor jeg intet turde. Men jeg prøvede og prøvede, og af og til fik jeg generobret lidt handlekraft. Vi flyttede tre gange i de tre år, Søren var ansat i det nye firma. Flytningerne var til helt nye egne af landet, så det var totalt opbrud hver gang.
Efter den anden flytning fik jeg mit andet hjerteanfald, og den dybe rædsel for at det skulle ske igen, kom til at fylde hver en sprække i mit liv.
Jeg klamrede mig til Søren, når jeg vågnede og troede hjertet igen var gået amok. Bare en varm hånd, gjorde at jeg kunne trække vejret lidt lettere. I det hele taget holdt jeg helt op med at stille krav til Søren i denne periode. Alt var ok, alt fandt jeg mig i, hvis bare han ikke lod mig alene med min totale dødsangst. Og han var rar som altid. Han forstod på intet tidspunkt min frygt, men han gav mig gerne det, jeg bad om. Han ville jo stadig rigtig gerne gøre mig tjenester, men jeg fandt ingen genklang, ingen empati. Mine hjerteanfald, og min konstante angst for at få dem, skulle bare gå væk og så fortsatte livet som altid, som Søren så det.
Jeg var så dybt taknemmelig for ikke at være alene, at jeg accepterede det store emotionelle tomrum imellem os. Hvis jeg f.eks. fik et rigtig slemt panikanfald, mens vi havde sex, så slemt at jeg måtte afbryde, ja så ventede Søren blot på, at jeg igen trak vejret nogenlunde normalt, hvorefter han fortsatte samlejet og gjorde sig færdig. Han stillede aldrig et eneste spørgsmål, sagde aldrig ”hvorfor?” Og jeg? Ja, jeg levede med en byrde af enorm og konstant skyld. Søren havde jo ønsket sig en smart partner, der kunne tage med ud til diverse arrangementer, afholde vennemiddage og finde på nye spændende oplevelser – og her sad jeg bare! Tyk, passiv, ulykkelig og angst i døgndrift!
Og så blev Søren fyret igen, hvilket overraskede ham, men ikke så meget mig – og vi flyttede for 4. gang på fire år.
Skilsmisse?
Vi flyttede tilbage til en by, hvor vi tidligere havde boet et år. Jeg fik min søde læge tilbage, og der var også et par rare damer jeg kendte i byen. Huset var en kæmpe mundfuld. Vi betalte ikke indskud, men alt skulle sættes i stand. Jeg vejede nu 50 kg mere, end da jeg havde mødt Søren, og diverse hjertemedicin havde også sine bivirkninger, så alt tog mig dobbelt så lang tid, men jeg gav ikke op og hjemmet blev fint, takket være vores hårde arbejde.
Søren sendte den ene ansøgningen efter den anden, men uden held. Selvom han nød hus og have, havde ledigheden triste konsekvenser. Han spillede mere, sov dårligt, spillede en masse Wordfeud, hvor han chattede med diverse kvinder, selvom det sårede mig dybt. Han begyndte at lide lidt af svimmelhed, tabte sig, og faldt ligesom ud engang imellem, når han kørte bil. Han ville ikke snakke om det, var ofte opfarende og negativ. Blev enormt sur på ting, en skabslåge f.eks.
Jeg blev derimod langsomt styrket af kontakten med andre kvinder, og ikke mindst samtaler med min læge, så da Søren spillede julebudgettet op, traf jeg min beslutning; jeg ville ud af forholdet. Nu var det nok. Jeg nævnte det ikke, vi talte faktisk ikke meget sammen i de næste par måneder, men da dagen kom, hvor jeg stille og roligt fortalte Søren, at jeg ønskede skilsmisse og at han kunne beholde alt, hvad han ville, da slog han bak! Han ville ikke skilles!
Jeg blev helt forundret. Han måtte da også kunne se, at dette her knapt nok var et forhold og at vi blot boede under samme tag? Men nej, det var slet ikke Sørens opfattelse. Han syntes det gik fint og det der med at spille, det kunne han da bare stoppe med! Da han dernæst gav mig et venligt knus, følte jeg mig fanget.
Diagnosen
Søren gik nu resolut til værks. Han blacklistede sig fra alt netspil via Skats hjemmeside. Han kontaktede LudomaniLinjen og fik nogle samtaler hos en psykolog, og vi gik til samtaler hos vores egen læge.
En nær veninde sagde til mig, da jeg en dag lukkede helt op og fortalte om den enorme følelsesmæssige tomhed i mit ægteskab: ”sig mig, er du helt sikker på, at han ikke er Asperger?” Det kendte hun nemlig fra sin egen søn og fra hans afdøde far.
De ord faldt som en bombe! Landede lige i mit skød og sprang! Tænk, i alle de lidelsesfulde og traumatiserende år for mig havde jeg på intet tidspunkt ladet den tanke stige op til overfladen, at der måske var noget rigtig galt med ham? Jeg havde kun ledt efter forklaringer indenfor min egen forståelsesverden – og der var jeg faldet ud som taberen hver gang. For dum, for grim, for tyk, for naiv, for jaloux, for krævende, for lidenskabelig, for meget.. Og jeg havde i hvert fald ikke valgt en mand, der var noget galt med! Jeg kunne da lige så godt bevise det med det sammen, ved at læse en masse om Aspergere i parforhold. Jeg fandt en del bøger på nettet, dog kun på engelsk, og de ankom fra Amazon.uk en uges tid efter min venindes bemærkning.
Halvt inde i forordet i den første bog, begyndte jeg at græde, og jeg fortsatte med det igennem alle tre bøger. Det hele stod der jo! En af bøgerne beskrev, hvad det gør ved NT partneren (altså mig) fysisk og psykisk, at elske en partner med Aspergers syndrom. Ud af fjorten punkter havde jeg de tolv, manglede kun kræft og død.. Og Søren var beskrevet side op og side ned. Det var så opløftende og rædselsfuldt på samme tid. Opløftende ikke længere at være alene, ikke længere at tro, at jeg bare var verdens dummeste kvinde, men rædselsfuldt at det var så klart, at Søren aldrig ville komme til at føle og forstå alle de ting, der er så livsvigtige for os uden Asperger. .
Alt havde jeg jo prøvet for at nå ham og for at give ham ”den gyldne nøgle til kærlighedens univers”. Fra de første års mange grådkvalte udbrud fra min side, til de konstruktive og velovervejede samtaler, tilrettelagt efter alle regler for ufarlig kommunikation for mænd (jeg læste alle Martin Østergaards bøger, så Søren skulle kunne føle sig veltilpas, når vi talte), Jeg havde ofte sendt opbyggende mails til Søren med letforståelige artikler om parlivet, små sjove tests, vittigheder om kvinders hang til romantik og komplimenter, let fordøjeligt og gennemtestet undervisningsmateriale om kærlighedssproget og jeg ved ikke hvad?
Der var mange i omgangskredsen, der fik glæde af alt det, jeg fandt ud af i de år, men ikke os! Søren kunne simpelthen ikke se pointerne, og nu kunne jeg så læse, at såfremt han var Asperger, ville det heller aldrig ske.
Jeg fandt så frem til nogle meget lødige Asperger-tests. De blev brugt i USA som diagnoseredskab for praktiserende læger, da mange amerikanere ikke har adgang til en psykiater. Og så bad jeg Søren om at tage dem. Jeg forklarede, at det jo også var vigtigt for ham at blive klogere på sig selv og eventuelle barrierer, også i forhold til jobsøgning f.eks.
Efter lidt indvendinger og overvejelser indvilgede han gudskelov. Jeg havde selv taget testene og lå i normalområdet, men dog over i empatidelen, hvor jeg fik 84 point. Søren lå i underkanten af normalområdet, på nær i empatitesten, der lå væsentligt under. Et resultat på under 30 point i denne test antydede Aspergers syndrom – og Søren scorede 16!
Turen gik så til egen læge, der satte sig grundigt ind i os og i tingenes tilstand, og der blev konfereret med en psykiater med stor erfaring på området – og ja, Søren var utvivlsomt Asperger.
Søren havde ikke lyst til at gå videre med udredningen, og der var ingen tvivl i mit sind om diagnosens rigtighed heller, så vi stoppede der. Diagnosen fik så mange brikker til at falde på plads, ikke kun i Sørens samspil med mig, men for hændelser, relationer og begivenheder i hele hans liv.
Og hvad så?
Efter at have elsket Søren i syv år, var det i første omgang en lettelse at få sat ord på alle de uforståelige oplevelser, tanker og følelser. Skilsmissen blev afblæst, for man forlader da ikke en mand på grund af hans handicap! Jeg købte en arbejdsbog for Aspergerpar, men den ville han ikke læse. Sørens erkendelsesfase blev meget lang. Af og til sagde han: ”det der du siger, at jeg fejler”, og så måtte jeg igen minde ham om de tests, han havde taget, samt lægens og psykiaterens konklusioner.
Det blev op til mig at orientere vores allernærmeste, og de tog det i stiv arm. Havde jo nok altid mærket, at der var ”noget”.
For mig udeblev glæden overraskende nok over, at det ikke var mig alene, der var skyld i alt det, der manglede i vores forhold. Den første lettelse over at der var en diagnose, blev hurtigt afløst af et kæmpestort tomt rum.
Jeg gik igennem faser af vrede, sorg, skam, afmagt, fortvivlelse, bitterhed, had, mistro, vantro, skyldfølelse, selvforagt, raseri, ligegyldighed, gråd i lange baner og trinvise erkendelser. Jeg læste meget om Asperger og lærte meget. Noget af den viden delte jeg med Søren i meget, meget små portioner.
Jeg sagde f.eks. stille og roligt til ham: ”jeg har læst, at Aspergere ofte kun har sex, når de føler et fysisk behov og altså ikke så meget for at nyde kropskontakten og intimiteten med deres partner?”… ”Ja, det lyder da rigtig for mig”, svarede Søren ubekymret.. Sådan et svar splitter en i to dele. På den ene side er det rart, at få ren besked. På den anden side føler man, at ens sexliv med manden er en parodi og at jeg, partneren, reduceres til et tilfældigt hul (ja, undskyld)..
Eller: ”hvis nogen siger til mig, at de elsker mig, så bliver jeg sådan helt varm og glad indeni. Gør du også det?” ”Næ, jeg mærker ikke rigtig noget”.. Prøv lige at komme igen, ovenpå sådan en besked! Jeg holdt mine reaktioner i ro, græd kun i enerum. For jeg måtte have disse svar og måtte derfor fastholde et trygt og ikke-dømmende miljø for Søren, at være ærlig i.
Efter et år gik skilsmissetankerne igen i gang. Jeg var så ulykkelig hele tiden. Var i følelseskaos, mens Søren blot nød den nye frihed ved, at jeg ikke længere stillede en masse krav til ham, som han alligevel ikke kunne honorere. Jo, jeg blev meget klog på Asperger i den tid, helt professionel i min tilgang til emnet, mens jeg selv var ved at drukne..
Jeg blev så skrøbelig, at da hunden en dag gik ind i mig ved en fejltagelse, følte jeg at den nu heller ikke længere regnede mig for noget – og jeg græd så voldsomt, at jeg sank sammen på græsplænen. I de første to år efter diagnosen havde jeg ni hjerteanfald, mod det sædvanlige ene om året. Buen var spændt til bristepunktet. Men jeg flyttede ikke.
Accepten
Der indtrådte flere hændelser, der gav mig indblik i Sørens verden, men det der for alvor ændrede livet for mig, var at jeg, via en episode hvor Søren ubetænksomt fik hængt mig ud overfor hele familien, mistede det sidste håb. Jeg vidste slet ikke, at jeg stadig nærede håb, før det forsvandt. Og det var en befrielse ikke længere at håbe. Jeg så ham nu uden slør og konstaterede nøgternt alle hans begrænsninger. Accepterede Asperger-delen som en konstant del af vores forhold..
Siden blev jeg, via samtaler med en klog veninde, frisat fra min dybe skamfølelse over at have satset på en mand, der så tydeligt havde vist gennem sine handlinger, at noget var helt galt. Denne skamfølelse og følelsen af at have været så dum, havde åbenbart trykket mig enormt meget.
Og derefter kunne jeg gå til lægen og bede om hjælp til min meget dybtliggende depressive tilstand. Søren ville nemlig aldrig blive en del af min helbredelse, forstod jeg nu til fulde.
Det er ikke et fælles projekt, at jeg skal få det bedre. Det er ene og alene mit ansvar.
I denne proces har jeg frisat Søren til at være som han er; sød, loyal, venlig og rar. Jeg forholder mig ikke længere aktivt til hans mange utilsigtede svigt, men vender i stedet interessen mod mig selv.
Jeg er nu igennem det sidste år blevet meget mere selvstændig igen, og mit netværk har fået en opblomstring. Jeg prøver ikke længere at køre et totalt demokrati i hjemmet, hvilket ellers faldt mig så naturligt at forsøge på, for der er simpelthen så mange problemstillinger, som jeg er meget bedre til at finde løsninger på, og som Søren kun er lettet over ikke at skulle forholde sig til. Jeg har ændret mig. Jeg tager heller ikke længere ansvar udover det, man normalt gør for sin ægtefælle. Det vil sige, at jeg ikke længere agerer støttepædagog, ikke længere klarer alt det, der er svært for ham, ikke længere udreder tråde alle vegne, ikke længere undskylder og forklarer overfor vores børn, ikke længere går ud over mine grænser igen og igen. Og det tror jeg faktisk er den vigtigste forudsætning for, at overleve som NT partner. Så længe man er så meget mere end blot ægtefælle, så er der ingen plads til en selv, og man bliver nemt kun “med-Asperger”. Det kommer til at definere ens liv og færden – og det skal det ikke.. Så må noget sejle og andet drukne i Aspergerens liv. Jeg kan i hvert fald ikke leve to liv på en gang, så bukker jeg under. Og det går i øvrigt sjældent så slemt, som man troede det ville. Spørger nogen mig direkte om den ene eller anden forundring, svarer jeg udramatisk: “åh jo, min mand er Asperger”. Jeg skammer mig ikke over det, hvorfor skulle jeg? Han er stadig så meget mere, end bare Asperger.
Min mand
Søren bliver ofte udnyttet på arbejdspladsen af både kunder og kolleger, men jeg griber ikke ind mere. Han kan såmænd også blive snydt af folk på gaden, og det koster kontanter af og til, men so be it.
Søren forstår hverken ironi eller sarkasme og er kun til ”falde-på-halen” komedie. Hans sparsomme forsøg på humor er ofte utilsigtet ret sårende.
Søren læser aldrig en bog og er ikke til film, der skal tænkes over.
Søren er ingen sparringspartner vedrørende min verden, udvikling, helbred, tanker mv.
Søren flirter/pleaser meget ude i verden, men ville aldrig være mig utro.
Søren overkompenserer socialt for de empatiske færdigheder han mangler. Det har han altid gjort og vil altid gøre. Det resulterer af og til i pinlige situationer.
Søren er yderst tilfreds med vores liv sammen.
Søren lever 90 % af tiden i sin egen lille glasboble. ”Ude af øje, ude af sind”..
Søren roser sjældent og tager oftest alle han er knyttet til, som en selvfølge.
Søren udvikles ikke, heller ikke erotisk.
Sørens empatiske stade svarer nogenlunde til et 3-5 års barn.
Søren glemmer meget og husker endnu mindre. Lever meget fra dag til dag og trives med det.
Søren gør det så godt, som han overhovedet kan.
Hvorfor er jeg her endnu? Fordi jeg elsker ham. Og fordi det slog mig en dag, at lykken ikke kun handler om at blive elsket, men også i høj grad om at få lov til at elske! Jeg elsker min mand, irrationelt og stort, og jeg ville savne ham skrækkeligt, hvis jeg brød op. Jeg trækker mig igen og igen følelsesmæssigt, når det er nødvendigt, men bliver virkelig glad, når jeg mærker min kærlighed til ham.
Jeg er i en proces, hvor jeg for første gang i mit liv arbejder på at gøre mig selv lykkelig og ikke bare anbringe denne kæmpe opgave i en andens hænder. Det tager tid og der er rigtig mange bump på vejen. Meget oprydning i den store bagage.
Hvor denne proces ender henne, aner jeg ikke. Men i dag føles det ok.
Susanne
14 comments for “SORG OG GLÆDE – Susannes beretning”